Martin Luther (10. november 1483 – 18. februar 1546):
Den korte levnedsbeskrivelse af Martin Luther, frem mod hans omvendelse til Kristus er, at Luther efter at have studeret latin og filosofi, på det tyske universitet i Erfurt – og senere efter faderens (Hans Luthers) ønske påbegyndte juraen - kom i kraftig sjælsnød - primært forårsaget af en god vens død...
Således en dag på vej hjem fra byen Mansfeld – med et tynget sindsvejr – havnede den unge i et modbydeligt tordenvejr; lynet slog pludselig ned i hans nærhed, og Luther faldt på knæ, midt i det brølende inferno og foldede hænderne i bøn - til den godt nok katolske helgen Anna - og lovede at optage et munkeliv, hvis han nådigt måtte bjerge livet denne dag.
Luthers liv blev skånet; og efter fjorten dages spekulationer – samt utallige protester fra sine medstuderende kammerater, bankede Luther slutteligt på Augustinereremitternes klosterdør i Erfurt.
I klostret levede Luther i højtidelig from- og strenghed, og han skriftede pligtopfyldende alle sine synder (handlinger som tyngede hans samvittighed over for Gud og mennesker), men til trods herfor, opnåede han ikke fred til sjælen.
Tankerne kredsede fortsat om hans skyld - og Guds vrede, hvilket ledte ham på fortvivlelsens rand. I denne forvridende sindsstemning mødte han nu chefen for klostret, Staupitz, der opmuntrede ham til at stole på Guds hengivne kærlighed, og denne ledte ham til Bibelens ord om syndsforladelse og nåde. Lig Augustin, fordybede Luther sig herefter i Paulus’ breve og begyndte at lege med tanken om, at et menneske alene opnår frelse, gennem oprigtig tro på Guds nåde i Kristus Jesus.
Lutherforskning fra begyndelsen af det 20.
århundrede, gør det antageligt, at Luther i efteråret 1512 fik sit
åndelige gennembrud (dog, i forordet til sine latinske skrifter, synes
Luther selv at fastsætte sin omvendelse til 1519), og oplevede frelsens
lys, idet han under læsning af kap. 1 v. 17 i Romerbrevet, fik
erkendelse af, at Gud tilkender mennesket den retfærdighed han selv
ejer, ved troen alene, og ikke ved hjælp af gerninger. (Parentes
bemærket kan det hævdes, at Luthers omvendelse nok må findes i perioden
1512 – 19). Men, den indgående forståelse af omvendelsen og frelsen, var
der i hvert fald med ét, da han befandt sig på sit værelse, i tårnet på
klostret i Wittenberg – hvor et åndeligt gennembrud kom i hus, som
meget sigende er blevet døbt ’Tårnoplevelsen.’Dateringen for Luthers omvendelse er måske mindre relevant, hvis fokus skal være på Guds kraft til frelse, hvorfor her for Luthers vedkommende, det er mere relevant at afslutte med hans personlige frelsesskildring, forfattet ca. 1545, et år før mandens død; nemlig det personlige vidnesbyrd:
”Hvor meget jeg
end levede som en ulastelig munk, følte jeg mig dog over for Gud som en
synder med en meget urolig samvittighed. Jeg kunne ikke tro på, at Gud
var forsonet ved min fyldestgørelse. Derfor elskede jeg ikke, nej, jeg
hadede tværtimod den retfærdige Gud, som straffer syndere. Således
rasede jeg med en vild og forvirret samvittighed. Men ikke desto mindre
bankede jeg vedholdende på hos Paulus på det pågældende sted i
Romerbrevet, idet jeg brændende tørstede efter at vide, hvad Paulus
mente. Og så endelig, mens jeg tænkte efter dag og nat, fik jeg
ved Guds barmhjertighed øje på ordenes sammenhæng: ’For i evangeliet
åbenbares Guds retfærdighed at tro til tro – som der står skrevet: ’Den
retfærdige skal leve af tro (Rom 1, 17). Nu følte jeg mig som født på ny
og som gennem åbne døre kommet ind i paradis.” ’Med Luther er der i hvert fald en skøn ting at fremdrage ved hans omvendelse og tro på Jesus Kristus: Guds nåde modtages passivt, altså som noget Gud skænker synderen, for Kristi skyld. Man kan som menneske – i frelseshensyn – ikke gøre noget uden Gud. Dette blev eftertrykkeligt sat på plads for Luther i skriftet ’Om den bundne vilje, ’ - at mennesket er ganske underlagt Gud, og at Gud er den eneste virkende i menneskets frelsessag. (Jf. Augustin - se evt. del 1 i serien).
Romerne kap. 10 v. 9: "Thi når du med din mund
bekender Jesus som Herre og i dit hjerte tror, at Gud opvakte Ham fra de
døde, skal du blive frelst." Og vers 11: "Thi med hjertet tror man til
retfærdighed, og med munden bekender man til frelse." Det er Guds
store ufortjente godhed, der tæller, og sammen med dette, hjertets
indstilling hos det enkelte individ, som har betydning i frelsen! Man
kan ikke gøre sig fortjent til tilgivelse, nåde og frelse fra Gud. Gud
er Gud, menneske er menneske...Et Luthercitat afslutter passende vores del 2, og indleder fint del 3: ” Netop fordi børnene er uden fornuft og ubegavede, er de bedre skikkede til tro, end de voksne og fornuftige, hvem fornuften altid står i vejen, så de ikke kan få deres store hoveder gennem den smalle port.” (Kirkepostillen 1525).
For mere info om Luthers liv, se evt. filmen 'LUTHER'. Har selv set den 2-3 gange, og synes den ret godt viser noget om de kendte ting vedr. Martin Luthers liv.
Læs med i del 3, hvor filosoffen Blaise Pascal står i centrum, en mand, der ikke stolede på fornuften som redskab til sand omvendelse til Kristus.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar