H.C. Andersen sagde: "At rejse er at leve," og der er bestemt en del rigtighed i de ord.
Først og fremmest nød jeg selskabet fra mine rejsevenner, vi var otte på tur, dernæst landet, folket og stederne vi sammen så.
Som kristen følger der en særlig velsignelse med, når man eks. ser Jerusalem, Nazaret, bader i Genezaret Sø og suser forbi Jeriko med kurs mod Det Døde Hav. Ligeledes at stå ved jødernes grædemur og tage hele den gamle tempelplads i øjesyn, med nutidige jøder, fra alle folkeslag, samlet omkring dette unikke sted.
Israel er i sig selv eksotisk og dragende. Her er fantastisk varmt og smukt; det vil kræve en dygtig forfatter/poet at fornemme og sammenfatte, og videre beskrive alle de utrolige indtryk, som byder sig til. Et billede, der står stærk for mig, er eksempelvis synet af en palmelund langs Genezaret Sø - som hele rejsefølget betragtede i solnedgangens skær. Den type scenografi har jeg oplevet før, omkring Middelhavet, men denne sene eftermiddag, på dette smukke sted, i dette historiske land, var det bare så... Nice!!
Og, så var der nattehimlen. I Nye Testamente læser vi om en klar skinnende stjerne, lysende over Betlehem, som tegn på den nyfødte Messias. I Israel er nætterne netop meget smukke, og stjernerne lyser med en styrke og klarhed, der i sig selv er en oplevelse! Måske ikke så underligt, at Gud vidnede gennem himmel og stjerner den nat.
Ja og så Jerusalem... En uge i Israel var en sand velsignelse, men hvor er der meget man kan se, og måske særligt i Jerusalem. Men, det var rigtig fedt at gå rundt i det jødiske kvarter i de snørklede, gamle, hvide, grå og tunge gange - se og mærke hvordan jøderne følte sig hjemme her, når de pludselig tittede frem i gangene - enten småfortravlede eller koncentrerede med bøn og læsning, imens de bevægede sig omkring.
Et besøg på Holocaust Museet i Jerusalem var lidt en rutshetur, rent følelsesmæssigt. Det er svært, egentligt umuligt, ikke at blive påvirket over den måde museet præsenterer en indlysende menneskelig tragedie. Men for mig at se, var det nødvendigt at komme omkring dette sted. Her konfronteredes man med historie fra jødiske familiers skæbner, artefakter fra private familier, nazistisk probaghanda m.m.
Og, så var der Dødehavsrullerne på det Israelske Museum. Rullerne var sat i stævne i et fortknoxlignende kompleks. I selve lokalet, hvor rullerne står, møder man en gigantisk Torarulle, beklædt med glas, indenfor hvilke, dele af rullerne er udstillet. Efter at have set rullerne er faren måske at tænke: 'Paid for and seen!'
Men, når rullerne i den grad nurses, er det med god grund; fedt at se, og opleve, så klare vidnysbyrd om Bibelens Ord, samt central jødisk historie, i et Jerusalemsk Fort Knox.
Afsluttende vil jeg nævne, at badning i Haifa og Det Døde Hav var yderst smagfuldt. 'Pas på at få salt i mund og øjne,' lød beskeden nærmest dikterende fra velbefartede turister. Men, en dråbe saltvand i øjet fra det 'påståede' Døde Hav, kunne tage pusten fra enhver badeentusiast.
Ligeledes balanceevnen blev kraftigt udfordret i Dødehavet, da saltkoncentration virker så kraftigt ind på kroppens naturlige balance i vand.
Men, om det var det blå hav i Haifa, med sjove og farlige/sultne bølger, eller Det Døde Hav vi badede i, var det så skønt.
Israel var en super oplevelse og meget mere kunne siges, men hyggeligt, spændende og interessant var det:-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar