Jødiske heltefortællinger del 2

Aristides De Sousa Mendes (1885-1954).  - Kristen portugisisk generalkonsul - i Bourdeaux Frankrig - fra 1938 til juli 1940.

De Mendes Sousa siges at være den person, som reddede flest jøder fra udryddelse, under 2. verdenskrig. Det anslås, at han hjalp over 30.000 jøder ud af Frankrig, ifb. med Hitlers besættelse af landet i 1940. Lig den ungarske skuespillerinde Vali, overlevede De Sousa også selv krigens rædsler; til trods for sine vovede gerninger, med at bistå jøderne, med livsvigtig hjælp under krigen. Men, De Sousa måtte dog efter krigen lide meget for sine handlinger, og han døde i 1954 som en meget fattig mand. Angelica, De Sousas kone, døde også i fattigdom i 1948. Men, aldrig fortrød de valget om at hjælpe det jødiske folk.

De Sousa opfattede sig selv som en dybt hengiven kristen, men hvad hans kristendom bestod i, kan jeg ikke sige meget om. Dog, en dag mens han i sit private embedsmandshus, stod over for dusinvis af jøder, som han husede, svarede han dem: ” Jeg kan ikke tillade at I alle sammen dør. Den eneste måde, jeg kan efterleve min kristne tro på, er ved at handle i overensstemmelse med, hvad min samvittighed dikterer.”

Disse ord fra De Sousas mund var på ingen måde udsprunget af letsindige eller overfladiske betragtninger. Forinden han udtalte ordene, havde han tilbragt tre dage i sengen under svære sjælskvaler. Dette foregik ml. den 13. 14. og 15. juni 1940.

De Sousas bekymringer var også reelle nok. Han var som generalkonsul blevet forbudt, på nogen tænkelig måde, at hjælpe jøder med at erhverve sig visa og udrejsepapirer til Portugal, hvorfra De Sousas embedskald udgik. De Sousa stod derfor i et frygteligt dilemma. Han var en retskaffen mand, og ønskede at tjene sit land, men omvendt mente han, at jødernes behov var vigtigere, end den portugisiske regerings krav. De Sousa lå derfor i tre døgn, i sin seng, og vred sig, og tænkte (…) Dels på sine tretten børn og hustruen, som i værste fald ville miste alt, hvis han besluttede at hjælpe. Og, omvendt tænkte De Sousa på de mange jøder, som ville miste livet, om han ikke trodsede alt, og greb ind.

Sebastian, en af De Sousas sønner, udtalte efter sin faders død, at De Sousa efter de tre dage, kom ud af sit soveværelse med hvidt/gråt hår, og udtalte de faste ord: ” Jeg kan ikke tillade at I alle sammen dør.” Således lå der megen alvor bag hele situationen, men De Sousa Mendes havde truffet sin afgørelse. Det antal jøder, som på den måde blev hjulpet af De Sousa, overlevede derfor Hitlers Holocaust i Frankrig.

De Sousa udstedte Visa, til trods for sine ordrer fra Portugal. Dog, de jøder han husede i privaten, var blot en enkelt solstråle, som flammede fra den sol, De Sousa blev for tusindvis af jøder (...)

Ganske kort tid efter udstedelsen, af de livsvigtige papirer, stod han i en ny vanskelig situation, som også stillede krav ift. hans beslutsomhed til at hjælpe. Denne gang blev det visaudstedelse til omtrent 25.000 jøder; et arbejde som den jødiske historiker og professor i Holocauststudier, Yehuda Bauer har kaldt: " Den største redningsoperation udført af en enkelt person under Holocaust.”


Den pågældende affære begyndte, da Bordeaux blev bombet af tyskerne om natten den 19. juni 1940. Som følge heraf flygtede både jøder og ikke-jøder mod den spanske grænse, til henholdsvis Bayonne og Hendaye, to byer i det sydvestlige Frankrig. Alle disse flygtninge blev nægtet udrejse af den portugisiske konsul, som holdt til i området. Og, af frygt for sit liv, havde han låst sig selv inde. Da dette kom De Sousa for øre, hastede han til stedet og oprettede med det samme et ’primitivt’ arbejdsteam, der udstedte visa og udrejsepapirer til 25.000 flygtninge/jøder, hvorefter han fulgte forsamlingen til en række tog, der kunne fragte dem gennem Spanien og ind i Portugal – alt dette klarede De Sousa og hans hjælpere på blot 48 timer.


Det er klart, at alle De Sousas aktiviteter ikke kunne gå uhørt hen for den portugisiske regering; hvilket heller ikke forblev tilfældet. Allerede kort tid efter disse begivenheder, blev De Sousa kaldt til Lissabon, hvor han var kommet i kraftig unåde. Der indledtes således en høring imod ham, indeholdende 15 separate anklagepunkter. Retsforsamlingen/retsnævnet besluttede at De Sousa skulle degraderes til den laveste embedsrang, der som minimum tillod ham at arbejde. Men, denne ’straf’ var ifølge regeringens premierminister, Salazar, for blødsøden, og i stedet fik han gennemført, at De Sousa ikke måtte tjene på nogen måde i det portugisiske diplomati. Disse konsekvenser ruinerede De Sousa fuldkomment, og han mistede bl.a. sin pension.

På baggrund af disse forhold kom De Sousa til at leve et liv i totalt ruin, kun støttet med få midler fra folk som var venligt stillet over for hans indsats mod jøderne. Kort sagt var der ikke megen hjælp, eller tak, at hente efter indsatsen under krigen. Tværtimod valgte regeringen at skænde De Sousas karriere, samt familiens ære.

Efter krigens afslutning mødtes De Sousa med en rabbiner, som han også hjalp med at flygte under krigen, og denne mand spurgte da, hvorfor De Sousa opgav sin karriere for at hjælpe jøderne. Til dette svarde han: ” Jeg accepterede muligheden med kærlighed, og jeg fortryder intet.”

Den største anerkendelse, som senere er givet til De Sousa, var i 2002, ifb. med åbningen af udstillingen i London: ’Visas for Life,’ der handlede om diplomater, som tilsammen reddede ca. 250.000 jøder fra nazisterne. Her kom De Sousas gerninger alligevel for offentlighedens lys.

Sluttelig for afsnit to i de jødiske heltefortællinger, følger en udtalelse af Henrie Zvi Deutsch, en af de personer, som modtog et af De Sousa Mendes frelsende Visa, han forklarer: ” Hvad der ikke er oplyst, er, at disse visa ikke var til individer, men til familier. I vores tilfælde både til min far og min onkel Paul." Disse belgiske flygtninge, som havde slået sig ned nær Bordeaux, fik udstedt visa der hver reddede ni personer.

Antallet af mennesker, som Mendes reddede, overstiger langt 30.000 og forbliver ukendt (...)