lørdag den 27. december 2014

Jødiske heltefortællinger 1 af 4

December måned er hjerternes tid, siges det! Her lægges op til at man som individ rækker ud til venner og familie i form af ekstra besøg, breve, tanker og gaver m.m. Det er således også måneden, hvor nærvær og sammenhold styrkes og dyrkes. Dog, sandt er det også, at vi griber julen meget forskelligt an... 
Her for mit vedkommende, skal bidraget udbygges med en række små fortællinger, med det jødiske folk i centrum. Og dog! Godt nok er jøderne i centrum, men ligeså vel handler fortællingerne om ikke-jøder, der hjalp - netop jøder - under 2. verdenskrig, med at undslippe nazisternes Holocaust. Vær således medlæser til en række heroiske beretninger om mennesker, der udlevede det centrale julebudskab (næstekærligheden), som et liv - med liv og lemmer som indsats - for at hjælpe og redde jøder fra død og tilintetgørelse: 
'En hyldest til heltene, som ikke tillukkede hjerterne, da uretfærdigheden mod jøderne herskede - i Hitlers Europa.'

Mange af os har formentlig set filmen 'Schindlers Liste' af Steven Spielberg fra 1993, en meget anbefalelsesværdig film, om den ikke er set! Kort sagt, handler den delvis autentiske film, om Oskar Schindler, en forretningsmand, der reddede ca. 1100 jøder fra at ende livet i koncentrationslejr under 2. verdenskrig. Denne Schindler er således et dejligt lys, midt i de mørke beretninger om Holocaust. Nogen tænker måske, at vi ikke finder mange flere af Schindlers format. Men, det gør vi heldigvis! Problemet er blot, at der meget sent er lavet en ordentlig research omkring de jøder, der overlevede krigen, som kunne berette fyldestgørende om de ikke-jøder, der greb intervenerende ind i deres liv. Og, som hjalp med eget, samt deres families liv i processen. 

Men, nu i dag, findes rent faktisk sådanne autentiske vidnesbyrd, endelig, og hvorfor ikke hylde disse folk, og ære dem, ved at kaste lys over deres selvopofrende gerninger - netop her i julen? Måske til inspiration? 
Og videre; ligeledes tjener disse skønne beretninger også et andet formål, nemlig at cementere det faktum: At jøderne var ofre for uretfærdigt had, ondskab og umenneskelig totur ifb. med 2. verdenskrig, nemlig det frygtelige Holocaust, hvor 6.000.000 jøder døde - ved særligt Hitler, Heinrich Himmler, Adolf Eichmann, Reinhard Heydrich og Rudolf Hóss' hånd (sidstnævnte var leder af koncentrationslejren Auscwitch).
(Har læst bogen: Hitlers Elite - for virkelig at komme til bunds i sandheden omkring Holocaust. Er du derfor vægelsindet omkring Holocaust, da skriv endelig i dokumentarfeltet i min blog, så vil jeg gerne uddybbe sandhederne om Holocaust for dig - eller blot diskutere dem)...   

Valérie Rácz (1911 - 1997) Ungarsk sanger og skuespillerinde.
Vali, som hun blev kaldt, var en sofistikeret ungarsk dame, som levede i showbusiness hele sit liv. Fra 1936 - 56 medvirkede hun i henved tyve spillefilm, og under krigen agerede hun pinup for de ungarske tropper, der kæmpede ved Østfronten. Ligeledes var hun under krigen fast sangerinde på ' Hangli Kiosk,' en berømt natklub ved floden Donau. Igennem hele sin karriere arbejdede Vali tæt sammen med jødiske kunstnere, da disse var de mest fremtrædende, i sang og teaterverdenen i Ungarn, i store dele af det tyvende århundrede. Det siges bl.a. derfor om Vali, at hendes motivation for at hjælpe jøder under krigen, kom sig af, at hun følte et meget nært slægtskab til dem, som følge af sit arbejdsliv; Vali var dog ikke selv jøde, men katolik.

Vali var en intelligent og viljefast natur og havde 'et stærkt hjerte.' Eks. kom dette til udtryk, da hun skjulte Margit og Marietta Herzog, to meget prominente kvinder, fra en anerkendt og velhavende ungarsk familie, som var blandt dem Vali skjulte i sin kælder under krigen. Familien Herzog troede selv på, at de ikke ville falde i nazisternes klør, pg.a. af deres status og anseelse i samfundet; men Vali gjorde sig ingen illusioner om nazisternes dagsorden, og derfor var familien Herzog blandt de første hun tænkte på, da tyskerne besatte Ungarn. Vali var, modsat mange af Ungarns kunstnere og intellektuelle, fuldt ud på forkant med Hitlers jødehad, og tog med det samme handling over for sine nære venner i teatermiljøet, hvilet familien Herzog er et glimrende eksempel på.
Ud over at hjælpe familien Herzog, hjalp Vali også hotelejer Bandi Screiber, på hvis hotel Vali havde haft stor succes som dels visesangerinde i 1940 - 41. Bandi var jødisk, men gift med en kristen kvinde, der sammen med Bandi og dennes fætter, var blevet forvist til deportation, som følge af Bandis jødiske baggrund. Vali indrettede som følge heraf - med hjælp fra hendes kæreste Paul Barabas -, filmmanuskiptforfatter og glødende anti-nazist, et kæmpe garderobeskab, udstyret med et hemmeligt rum, til bolig for Bandis kone og fætter, som kunne holde de to skjult, i tilfælde af at Gestapo gennemsøgte Valis hjem.

Imens Vali skjulte disse to familier for nazisterne, levede hun sit normale liv på overfladen. Hun optrådte offentligt og modtog fornemme gæster i privaten, alt imens kælderen var fyldt op med jødiske flygtninge. Vali vidste dog godt, hvad hendes aktiviteter indebar, i tilfælde af hun blev afsløret eller anmeldt af en kollaboratør. Men, Vali var fuldkommen selvopofrende og tog ikke hensyn til sig selv, og da hun adspurgt af sin datter Monica, efter krigens afslutning, på spørgsmål om, hvorfor hun valgte at hjælpe jøder, svarede hun: "Jeg gjorde ganske simpelt, hvad jeg følte, jeg burde gøre." Og, alt dette selvom Vali vidste, at straffen for at skjule jøder, var henrettelse. Vali fortalte også senere hen Monica, at hun måtte hjælpe, når byens jøder, i Ungarns hovedstad Budapest, blev angrebet, deporteret, tortureret eller skudt!!

Vali levede heldigvis længe efter krigens afslutning, og hun døde i 1997. Dog, i 1991 modtog hun en ærespris for sin indsats for jøderne under Holocaust, prisen ' Retfærdige blandt nationer' - overdraget af det jødiske Holocaust Museum i Jersalem Yad Vashem (som iøvrigt er et must see, for de som besøger byen). Prisen gives til folk, som på en særligt måde hjalp jøder, specifikt, ifb. med Holocaust, under 2. verdenskrig.
Men nu slutteligt for denne første jødiske heltefortælling skal det nævnes, at Vali på et tidspunkt besøgte Israel efter krigen, og mødtes med efterkommerne af de familier hun reddede. Og her kunne hun med egne øjne se familier, som ikke ville have eksisteret, om det ikke havde været for Ungarns teaterverdens showbuisdarling, Vali!!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar