Kristne omvendelser i Kirkehistorisk lys - del 1 af 6

I denne serie kaldet: 'Kristne omvendelser i Kirkehistorisk Lys,' følger en række beretninger, som tager fat i relativt kendte skikkelser inden for kristendommen. I serien stilles der skarpt på omvendelse, dens betydning, samt hvilken kirkehistorisk ramme den udspillede sig indenfor.

I alt postes 6 små artikler, hvor nærværende udgør del 1. om Augustin.
Artiklerne kan være interessante for Kristne som ikke-kristne? Læs med (...).

Det er et sandt mirakel - et stort Guds under - når søgende sjæle kommer til tro på Jesus som Herre og frelser. Har man eks. oplevet at gå fra mørke til lys – pludselig at eje Sønnens liv i sig – så genkender man også glæden i de utallige vidnesbyrd, som findes om mænd og kvinder, der på diverse måder, pludselig så sig forenet med den levende Gud. Og, at frelsen i Kristus er en helt fundamental sandhed, for et ægte og sandt liv, i Guds nærhed og tjeneste. Al ægte kristendom, må som minimum, have et sådan frelsesbudskab som livsnerve og udgangspunkt.

Her følger således beskrivelser, af en række af signifikante historiske personligheder, der som skriften vidner, modtog Guds liv til frelse, og erfarede at: ”Den, som har Sønnen, har livet.” ”Og Gud sagde: ’Der blive lys. Og der blev lys.’” (Henholdsvis første Johannes kap. 5 v. 12 og første Mosebog kap. 1 v. 3.).

Den frelse disse mennesker oplevede, virkede også stor glæde for andre end dem selv, og disse samme mennesker, brugte livet på at tjene næsten i oprigtig næstekærlig ånd: ” I skal derfor ligne Gud, som hans elskede børn, og vandre i kærlighed, ligesom også Kristus elskede jer og gav sig selv hen for os som en gave og et offer, ’en liflig duft for Gud.’ 


Augustin (13. november 354 – 28. august 430):
Augustin står som en af Oldkirkens store teologer. Han var en ret sammensat person, der inden sin personlige omvendelse, forsøgte sig med både manikæismen og nyplatonismen. Men, det menneske som ’måske’ havde størst indflydelse på Augustins omvendelse, var dog hans moder Monnika, en from, bedende og hengiven kristen; modsat faderen, en lunefuld officer uden nogen religiøs interesse.

Da Augustin stiftede bekendtskab med manikæismen, var han en ung mand. Manikæismen forsøgte dels – med fornuften – at lancere forklaringen på verdens skabelse og det ondes oprindelse. Baggrunden for manikæismen var en blanding af forskellige religioner (synkretisme).

Den fromme Monnika, havde mange bekymringer i den periode Augustin tyede til manikæismen, og søgte fortvivlet til sin biskop, som opmuntrede hende med ordene: ”En sådan tåresøn kan ikke gå til grunde.”
 
Efter sit nærmere bekendtskab med manikæismen, brød Augustin med denne, og gik for en tid over til nyplatonismen, der i Augustins samtid, tiltalte mange sandhedssøgende. Nyplatonismen omhandlede bl.a., tanken om ’ideernes verden.’ Kort fortalt, at der bag vores verden og jord, eksisterede en ’større’ verden – med evigtgyldige sandheder, og at mennesket blot så repræsentationer af disse sandheder, her i livet. Ideen om disse sandheder, fik dengang af Platon – denne filosofis grundlægger (428 – 348 f.kr.), et gudeligt indhold, hvilket også Augustin blev konfronteret med. Dog, disse filosofiske abstraktioner, kunne lig manikæismen, ikke mætte den søgende Augustin. I sin hunger efter fred, kastede han sig derfor slutteligt over Paulus’ breve, hvor den afgørende brik faldt på plads i hans sandhedssøgende virksomhed (...).

Om sin omvendelse beretter Augustin selv følg: ”Efter at en ven havde fortalt mig om den hellige Antonius (en af oldkirkens mest berømte eremitter), gik jeg nu rundt i min have, hvor tankerne piskede mig som ris og bød mig følge samvittighedens stemme. I denne oprevne sindsstemning, hørte jeg da fra nabohuset en syngende stemme: ’Tag og læs.’ Og jeg forstod, at det var en stemme fra himmelen, der befalede mig at slå op i Bibelen, og læse det første kapitel jeg måtte finde der. Og, jeg greb Bibelen og læste det sted, hvorpå mine øjne først faldt: ’ikke i svir og drik, ikke i løsagtighed og uterlighed, ikke i kiv og strid, men ifør eder den Herre Kristus, og drag ikke omsorg for kødet, så begæringen vågner. (Ref. Rom kap. 13 v. 13).

Efter endt læsning oplevede Augustin opstandelsens lys i hjertet: ”Og straks da jeg havde læst denne sætning, strømmede freden som et klart lys ind i min sjæl, og tvivlens mørke veg bort.” Herefter gik han til sin moder Monnika, og hun kunne glæde sig inderligt sammen med ham. Hendes tåresøn var født på ny!

Et dejligt citat fra Augustins bog ’bekendelser, ’ forfattet efter hans omvendelse, lyder sigende: " Du, o Gud, har skabt os til samfund med dig, og vort hjerte er uroligt, indtil det hviler i dig.” Som talt ud af en sand kristen.

Ud af Augustins senere forfattervirksomhed, kom der mangt og meget; det som er væsentligt at fremdrage af frugten fra hans omvendelse til Kristus – i et omvendelsesperspektiv – var måske hans forståelse af Gud som sand frelser: At mennesket frelses alene ved Guds nåde. Dette på baggrund af hans klare forståelse af arvesynden – som havde berøvet mennesket sin frie vilje, hvorfor det trællede under alverdens laster, med behov for Guds suveræne frelse og åndelige genoprettelse; en forståelse, som i den grad var befordrende for evangeliets forkyndelse, som Augustin øvede med.

Det er trosstyrkende at vide, at denne mand mødte Gud midt i sin søgen, og at Ordet blev levende for ham. Og, ligeledes gemmer der sig et ekstra godt vidnesbyrd for os i dag, vedr. Guds trofasthed imod Augustin: ” Den, som søger, skal finde. Den, som banker på, for ham skal der lukkes op.” (Fra Mattæus kap. 7.)

Augustins omvendelse og tanker om kristen tro, levendegøres bl.a. også af Luther, i sen middelalder, hvor en anden skøn omvendelse finder sted. Læs mere om dette og andet i del 2 (...)