Kristne omvendelser i Kirkehistorisk Lys: del 2

Martin Luther (10. november 1483 – 18. februar 1546): 

Den korte levnedsbeskrivelse af Martin Luther, frem mod hans omvendelse til Kristus er, at Luther efter at have studeret latin og filosofi, på det tyske universitet i Erfurt – og senere efter faderens (Hans Luthers) ønske påbegyndte juraen - kom i kraftig sjælsnød - primært forårsaget af en god vens død...

Således en dag på vej hjem fra byen Mansfeld – med et tynget sindsvejr – havnede den unge i et modbydeligt tordenvejr; lynet slog pludselig ned i hans nærhed, og Luther faldt på knæ, midt i det brølende inferno og foldede hænderne i bøn - til den godt nok katolske helgen Anna - og lovede at optage et munkeliv, hvis han nådigt måtte bjerge livet denne dag.

Luthers liv blev skånet; og efter fjorten dages spekulationer – samt utallige protester fra sine medstuderende kammerater, bankede Luther slutteligt på Augustinereremitternes klosterdør i Erfurt.

I klostret levede Luther i højtidelig from- og strenghed, og han skriftede pligtopfyldende alle sine synder (handlinger som tyngede hans samvittighed over for Gud og mennesker), men til trods herfor, opnåede han ikke fred til sjælen.

Tankerne kredsede fortsat om hans skyld - og Guds vrede, hvilket ledte ham på fortvivlelsens rand. I denne forvridende sindsstemning mødte han nu chefen for klostret, Staupitz, der opmuntrede ham til at stole på Guds hengivne kærlighed, og denne ledte ham til Bibelens ord om syndsforladelse og nåde. Lig Augustin, fordybede Luther sig herefter i Paulus’ breve og begyndte at lege med tanken om, at et menneske alene opnår frelse, gennem oprigtig tro på Guds nåde i Kristus Jesus.

Lutherforskning fra begyndelsen af det 20. århundrede, gør det antageligt, at Luther i efteråret 1512 fik sit åndelige gennembrud (dog, i forordet til sine latinske skrifter, synes Luther selv at fastsætte sin omvendelse til 1519), og oplevede frelsens lys, idet han under læsning af kap. 1 v. 17 i Romerbrevet, fik erkendelse af, at Gud tilkender mennesket den retfærdighed han selv ejer, ved troen alene, og ikke ved hjælp af gerninger. (Parentes bemærket kan det hævdes, at Luthers omvendelse nok må findes i perioden 1512 – 19). Men, den indgående forståelse af omvendelsen og frelsen, var der i hvert fald med ét, da han befandt sig på sit værelse, i tårnet på klostret i Wittenberg – hvor et åndeligt gennembrud kom i hus, som meget sigende er blevet døbt ’Tårnoplevelsen.’

Dateringen for Luthers omvendelse er måske mindre relevant, hvis fokus skal være på Guds kraft til frelse, hvorfor her for Luthers vedkommende, det er mere relevant at afslutte med hans personlige frelsesskildring, forfattet ca. 1545, et år før mandens død; nemlig det personlige vidnesbyrd:


”Hvor meget jeg end levede som en ulastelig munk, følte jeg mig dog over for Gud som en synder med en meget urolig samvittighed. Jeg kunne ikke tro på, at Gud var forsonet ved min fyldestgørelse. Derfor elskede jeg ikke, nej, jeg hadede tværtimod den retfærdige Gud, som straffer syndere. Således rasede jeg med en vild og forvirret samvittighed. Men ikke desto mindre bankede jeg vedholdende på hos Paulus på det pågældende sted i Romerbrevet, idet jeg brændende tørstede efter at vide, hvad Paulus mente. Og så endelig, mens jeg tænkte efter dag og nat, fik jeg ved Guds barmhjertighed øje på ordenes sammenhæng: ’For i evangeliet åbenbares Guds retfærdighed at tro til tro – som der står skrevet: ’Den retfærdige skal leve af tro (Rom 1, 17). Nu følte jeg mig som født på ny og som gennem åbne døre kommet ind i paradis.” ’

Med Luther er der i hvert fald en skøn ting at fremdrage ved hans omvendelse og tro på Jesus Kristus: Guds nåde modtages passivt, altså som noget Gud skænker synderen, for Kristi skyld. Man kan som menneske – i frelseshensyn – ikke gøre noget uden Gud. Dette blev eftertrykkeligt sat på plads for Luther i skriftet ’Om den bundne vilje, ’ - at mennesket er ganske underlagt Gud, og at Gud er den eneste virkende i menneskets frelsessag. (Jf. Augustin - se evt. del 1 i serien).


Romerne kap. 10 v. 9: "Thi når du med din mund bekender Jesus som Herre og i dit hjerte tror, at Gud opvakte Ham fra de døde, skal du blive frelst." Og vers 11: "Thi med hjertet tror man til retfærdighed, og med munden bekender man til frelse." Det er Guds store ufortjente godhed, der tæller, og sammen med dette, hjertets indstilling hos det enkelte individ, som har betydning i frelsen! Man kan ikke gøre sig fortjent til tilgivelse, nåde og frelse fra Gud. Gud er Gud, menneske er menneske...



Et Luthercitat afslutter passende vores del 2, og indleder fint del 3: ” Netop fordi børnene er uden fornuft og ubegavede, er de bedre skikkede til tro, end de voksne og fornuftige, hvem fornuften altid står i vejen, så de ikke kan få deres store hoveder gennem den smalle port.” (Kirkepostillen 1525).

For mere info om Luthers liv, se evt. filmen 'LUTHER'. Har selv set den 2-3 gange, og synes den ret godt viser noget om de kendte ting vedr. Martin Luthers liv.



Læs med i del 3, hvor filosoffen Blaise Pascal står i centrum, en mand, der ikke stolede på fornuften som redskab til sand omvendelse til Kristus. 

Jødiske heltefortællinger del 2

Aristides De Sousa Mendes (1885-1954).  - Kristen portugisisk generalkonsul - i Bourdeaux Frankrig - fra 1938 til juli 1940.

De Mendes Sousa siges at være den person, som reddede flest jøder fra udryddelse, under 2. verdenskrig. Det anslås, at han hjalp over 30.000 jøder ud af Frankrig, ifb. med Hitlers besættelse af landet i 1940. Lig den ungarske skuespillerinde Vali, overlevede De Sousa også selv krigens rædsler; til trods for sine vovede gerninger, med at bistå jøderne, med livsvigtig hjælp under krigen. Men, De Sousa måtte dog efter krigen lide meget for sine handlinger, og han døde i 1954 som en meget fattig mand. Angelica, De Sousas kone, døde også i fattigdom i 1948. Men, aldrig fortrød de valget om at hjælpe det jødiske folk.

De Sousa opfattede sig selv som en dybt hengiven kristen, men hvad hans kristendom bestod i, kan jeg ikke sige meget om. Dog, en dag mens han i sit private embedsmandshus, stod over for dusinvis af jøder, som han husede, svarede han dem: ” Jeg kan ikke tillade at I alle sammen dør. Den eneste måde, jeg kan efterleve min kristne tro på, er ved at handle i overensstemmelse med, hvad min samvittighed dikterer.”

Disse ord fra De Sousas mund var på ingen måde udsprunget af letsindige eller overfladiske betragtninger. Forinden han udtalte ordene, havde han tilbragt tre dage i sengen under svære sjælskvaler. Dette foregik ml. den 13. 14. og 15. juni 1940.

De Sousas bekymringer var også reelle nok. Han var som generalkonsul blevet forbudt, på nogen tænkelig måde, at hjælpe jøder med at erhverve sig visa og udrejsepapirer til Portugal, hvorfra De Sousas embedskald udgik. De Sousa stod derfor i et frygteligt dilemma. Han var en retskaffen mand, og ønskede at tjene sit land, men omvendt mente han, at jødernes behov var vigtigere, end den portugisiske regerings krav. De Sousa lå derfor i tre døgn, i sin seng, og vred sig, og tænkte (…) Dels på sine tretten børn og hustruen, som i værste fald ville miste alt, hvis han besluttede at hjælpe. Og, omvendt tænkte De Sousa på de mange jøder, som ville miste livet, om han ikke trodsede alt, og greb ind.

Sebastian, en af De Sousas sønner, udtalte efter sin faders død, at De Sousa efter de tre dage, kom ud af sit soveværelse med hvidt/gråt hår, og udtalte de faste ord: ” Jeg kan ikke tillade at I alle sammen dør.” Således lå der megen alvor bag hele situationen, men De Sousa Mendes havde truffet sin afgørelse. Det antal jøder, som på den måde blev hjulpet af De Sousa, overlevede derfor Hitlers Holocaust i Frankrig.

De Sousa udstedte Visa, til trods for sine ordrer fra Portugal. Dog, de jøder han husede i privaten, var blot en enkelt solstråle, som flammede fra den sol, De Sousa blev for tusindvis af jøder (...)

Ganske kort tid efter udstedelsen, af de livsvigtige papirer, stod han i en ny vanskelig situation, som også stillede krav ift. hans beslutsomhed til at hjælpe. Denne gang blev det visaudstedelse til omtrent 25.000 jøder; et arbejde som den jødiske historiker og professor i Holocauststudier, Yehuda Bauer har kaldt: " Den største redningsoperation udført af en enkelt person under Holocaust.”


Den pågældende affære begyndte, da Bordeaux blev bombet af tyskerne om natten den 19. juni 1940. Som følge heraf flygtede både jøder og ikke-jøder mod den spanske grænse, til henholdsvis Bayonne og Hendaye, to byer i det sydvestlige Frankrig. Alle disse flygtninge blev nægtet udrejse af den portugisiske konsul, som holdt til i området. Og, af frygt for sit liv, havde han låst sig selv inde. Da dette kom De Sousa for øre, hastede han til stedet og oprettede med det samme et ’primitivt’ arbejdsteam, der udstedte visa og udrejsepapirer til 25.000 flygtninge/jøder, hvorefter han fulgte forsamlingen til en række tog, der kunne fragte dem gennem Spanien og ind i Portugal – alt dette klarede De Sousa og hans hjælpere på blot 48 timer.


Det er klart, at alle De Sousas aktiviteter ikke kunne gå uhørt hen for den portugisiske regering; hvilket heller ikke forblev tilfældet. Allerede kort tid efter disse begivenheder, blev De Sousa kaldt til Lissabon, hvor han var kommet i kraftig unåde. Der indledtes således en høring imod ham, indeholdende 15 separate anklagepunkter. Retsforsamlingen/retsnævnet besluttede at De Sousa skulle degraderes til den laveste embedsrang, der som minimum tillod ham at arbejde. Men, denne ’straf’ var ifølge regeringens premierminister, Salazar, for blødsøden, og i stedet fik han gennemført, at De Sousa ikke måtte tjene på nogen måde i det portugisiske diplomati. Disse konsekvenser ruinerede De Sousa fuldkomment, og han mistede bl.a. sin pension.

På baggrund af disse forhold kom De Sousa til at leve et liv i totalt ruin, kun støttet med få midler fra folk som var venligt stillet over for hans indsats mod jøderne. Kort sagt var der ikke megen hjælp, eller tak, at hente efter indsatsen under krigen. Tværtimod valgte regeringen at skænde De Sousas karriere, samt familiens ære.

Efter krigens afslutning mødtes De Sousa med en rabbiner, som han også hjalp med at flygte under krigen, og denne mand spurgte da, hvorfor De Sousa opgav sin karriere for at hjælpe jøderne. Til dette svarde han: ” Jeg accepterede muligheden med kærlighed, og jeg fortryder intet.”

Den største anerkendelse, som senere er givet til De Sousa, var i 2002, ifb. med åbningen af udstillingen i London: ’Visas for Life,’ der handlede om diplomater, som tilsammen reddede ca. 250.000 jøder fra nazisterne. Her kom De Sousas gerninger alligevel for offentlighedens lys.

Sluttelig for afsnit to i de jødiske heltefortællinger, følger en udtalelse af Henrie Zvi Deutsch, en af de personer, som modtog et af De Sousa Mendes frelsende Visa, han forklarer: ” Hvad der ikke er oplyst, er, at disse visa ikke var til individer, men til familier. I vores tilfælde både til min far og min onkel Paul." Disse belgiske flygtninge, som havde slået sig ned nær Bordeaux, fik udstedt visa der hver reddede ni personer.

Antallet af mennesker, som Mendes reddede, overstiger langt 30.000 og forbliver ukendt (...)

Jødiske heltefortællinger 1 af 4

December måned er hjerternes tid, siges det! Her lægges op til at man som individ rækker ud til venner og familie i form af ekstra besøg, breve, tanker og gaver m.m. Det er således også måneden, hvor nærvær og sammenhold styrkes og dyrkes. Dog, sandt er det også, at vi griber julen meget forskelligt an... 

Her for mit vedkommende, skal bidraget udbygges med en række små fortællinger, med det jødiske folk i centrum. Og dog! Godt nok er jøderne i centrum, men ligeså vel handler fortællingerne om ikke-jøder, der hjalp - netop jøder - under 2. verdenskrig, med at undslippe nazisternes Holocaust. Vær således medlæser til en række heroiske beretninger om mennesker, der udlevede det centrale julebudskab (næstekærligheden), som et liv - med liv og lemmer som indsats - for at hjælpe og redde jøder fra død og tilintetgørelse: 

'En hyldest til heltene, som ikke tillukkede hjerterne, da uretfærdigheden mod jøderne herskede - i Hitlers Europa.'

Mange af os har formentlig set filmen 'Schindlers Liste' af Steven Spielberg fra 1993, en meget anbefalelsesværdig film, om den ikke er set! Kort sagt, handler den delvis autentiske film, om Oskar Schindler, en forretningsmand, der reddede ca. 1100 jøder fra at ende livet i koncentrationslejr under 2. verdenskrig. Denne Schindler er således et dejligt lys, midt i de mørke beretninger om Holocaust. Nogen tænker måske, at vi ikke finder mange flere af Schindlers format. Men, det gør vi heldigvis! Problemet er blot, at der meget sent er lavet en ordentlig research omkring de jøder, der overlevede krigen, som kunne berette fyldestgørende om de ikke-jøder, der greb intervenerende ind i deres liv. Og, som hjalp med eget, samt deres families liv i processen. 

Men, nu i dag, findes rent faktisk sådanne autentiske vidnesbyrd, endelig, og hvorfor ikke hylde disse folk, og ære dem, ved at kaste lys over deres selvopofrende gerninger - netop her i julen? Måske til inspiration? 

Og videre; ligeledes tjener disse skønne beretninger også et andet formål, nemlig at cementere det faktum: At jøderne var ofre for uretfærdigt had, ondskab og umenneskelig totur ifb. med 2. verdenskrig, nemlig det frygtelige Holocaust, hvor 6.000.000 jøder døde - ved særligt Hitler, Heinrich Himmler, Adolf Eichmann, Reinhard Heydrich og Rudolf Hóss' hånd (sidstnævnte var leder af koncentrationslejren Auscwitch).

(Har læst bogen: Hitlers Elite - for virkelig at komme til bunds i sandheden omkring Holocaust. Er du derfor vægelsindet omkring Holocaust, da skriv endelig i dokumentarfeltet i min blog, så vil jeg gerne uddybbe sandhederne om Holocaust for dig - eller blot diskutere dem)...   

Valérie Rácz (1911 - 1997) Ungarsk sanger og skuespillerinde.

Vali, som hun blev kaldt, var en sofistikeret ungarsk dame, som levede i showbusiness hele sit liv. Fra 1936 - 56 medvirkede hun i henved tyve spillefilm, og under krigen agerede hun pinup for de ungarske tropper, der kæmpede ved Østfronten. Ligeledes var hun under krigen fast sangerinde på ' Hangli Kiosk,' en berømt natklub ved floden Donau. Igennem hele sin karriere arbejdede Vali tæt sammen med jødiske kunstnere, da disse var de mest fremtrædende, i sang og teaterverdenen i Ungarn, i store dele af det tyvende århundrede. Det siges bl.a. derfor om Vali, at hendes motivation for at hjælpe jøder under krigen, kom sig af, at hun følte et meget nært slægtskab til dem, som følge af sit arbejdsliv; Vali var dog ikke selv jøde, men katolik.

Vali var en intelligent og viljefast natur og havde 'et stærkt hjerte.' Eks. kom dette til udtryk, da hun skjulte Margit og Marietta Herzog, to meget prominente kvinder, fra en anerkendt og velhavende ungarsk familie, som var blandt dem Vali skjulte i sin kælder under krigen. Familien Herzog troede selv på, at de ikke ville falde i nazisternes klør, pg.a. af deres status og anseelse i samfundet; men Vali gjorde sig ingen illusioner om nazisternes dagsorden, og derfor var familien Herzog blandt de første hun tænkte på, da tyskerne besatte Ungarn. Vali var, modsat mange af Ungarns kunstnere og intellektuelle, fuldt ud på forkant med Hitlers jødehad, og tog med det samme handling over for sine nære venner i teatermiljøet, hvilet familien Herzog er et glimrende eksempel på.

Ud over at hjælpe familien Herzog, hjalp Vali også hotelejer Bandi Screiber, på hvis hotel Vali havde haft stor succes som dels visesangerinde i 1940 - 41. Bandi var jødisk, men gift med en kristen kvinde, der sammen med Bandi og dennes fætter, var blevet forvist til deportation, som følge af Bandis jødiske baggrund. Vali indrettede som følge heraf - med hjælp fra hendes kæreste Paul Barabas -, filmmanuskiptforfatter og glødende anti-nazist, et kæmpe garderobeskab, udstyret med et hemmeligt rum, til bolig for Bandis kone og fætter, som kunne holde de to skjult, i tilfælde af at Gestapo gennemsøgte Valis hjem.

Imens Vali skjulte disse to familier for nazisterne, levede hun sit normale liv på overfladen. Hun optrådte offentligt og modtog fornemme gæster i privaten, alt imens kælderen var fyldt op med jødiske flygtninge. Vali vidste dog godt, hvad hendes aktiviteter indebar, i tilfælde af hun blev afsløret eller anmeldt af en kollaboratør. Men, Vali var fuldkommen selvopofrende og tog ikke hensyn til sig selv, og da hun adspurgt af sin datter Monica, efter krigens afslutning, på spørgsmål om, hvorfor hun valgte at hjælpe jøder, svarede hun: "Jeg gjorde ganske simpelt, hvad jeg følte, jeg burde gøre." Og, alt dette selvom Vali vidste, at straffen for at skjule jøder, var henrettelse. Vali fortalte også senere hen Monica, at hun måtte hjælpe, når byens jøder, i Ungarns hovedstad Budapest, blev angrebet, deporteret, tortureret eller skudt!!

Vali levede heldigvis længe efter krigens afslutning, og hun døde i 1997. Dog, i 1991 modtog hun en ærespris for sin indsats for jøderne under Holocaust, prisen ' Retfærdige blandt nationer' - overdraget af det jødiske Holocaust Museum i Jersalem Yad Vashem (som iøvrigt er et must see, for de som besøger byen). Prisen gives til folk, som på en særligt måde hjalp jøder, specifikt, ifb. med Holocaust, under 2. verdenskrig.

Men nu slutteligt for denne første jødiske heltefortælling skal det nævnes, at Vali på et tidspunkt besøgte Israel efter krigen, og mødtes med efterkommerne af de familier hun reddede. Og her kunne hun med egne øjne se familier, som ikke ville have eksisteret, om det ikke havde været for Ungarns teaterverdens showbuisdarling, Vali!!

Kristne omvendelser i Kirkehistorisk lys - del 1 af 6

I denne serie kaldet: 'Kristne omvendelser i Kirkehistorisk Lys,' følger en række beretninger, som tager fat i relativt kendte skikkelser inden for kristendommen. I serien stilles der skarpt på omvendelse, dens betydning, samt hvilken kirkehistorisk ramme den udspillede sig indenfor.

I alt postes 6 små artikler, hvor nærværende udgør del 1. om Augustin.
Artiklerne kan være interessante for Kristne som ikke-kristne? Læs med (...).

Det er et sandt mirakel - et stort Guds under - når søgende sjæle kommer til tro på Jesus som Herre og frelser. Har man eks. oplevet at gå fra mørke til lys – pludselig at eje Sønnens liv i sig – så genkender man også glæden i de utallige vidnesbyrd, som findes om mænd og kvinder, der på diverse måder, pludselig så sig forenet med den levende Gud. Og, at frelsen i Kristus er en helt fundamental sandhed, for et ægte og sandt liv, i Guds nærhed og tjeneste. Al ægte kristendom, må som minimum, have et sådan frelsesbudskab som livsnerve og udgangspunkt.

Her følger således beskrivelser, af en række af signifikante historiske personligheder, der som skriften vidner, modtog Guds liv til frelse, og erfarede at: ”Den, som har Sønnen, har livet.” ”Og Gud sagde: ’Der blive lys. Og der blev lys.’” (Henholdsvis første Johannes kap. 5 v. 12 og første Mosebog kap. 1 v. 3.).

Den frelse disse mennesker oplevede, virkede også stor glæde for andre end dem selv, og disse samme mennesker, brugte livet på at tjene næsten i oprigtig næstekærlig ånd: ” I skal derfor ligne Gud, som hans elskede børn, og vandre i kærlighed, ligesom også Kristus elskede jer og gav sig selv hen for os som en gave og et offer, ’en liflig duft for Gud.’ 


Augustin (13. november 354 – 28. august 430):
Augustin står som en af Oldkirkens store teologer. Han var en ret sammensat person, der inden sin personlige omvendelse, forsøgte sig med både manikæismen og nyplatonismen. Men, det menneske som ’måske’ havde størst indflydelse på Augustins omvendelse, var dog hans moder Monnika, en from, bedende og hengiven kristen; modsat faderen, en lunefuld officer uden nogen religiøs interesse.

Da Augustin stiftede bekendtskab med manikæismen, var han en ung mand. Manikæismen forsøgte dels – med fornuften – at lancere forklaringen på verdens skabelse og det ondes oprindelse. Baggrunden for manikæismen var en blanding af forskellige religioner (synkretisme).

Den fromme Monnika, havde mange bekymringer i den periode Augustin tyede til manikæismen, og søgte fortvivlet til sin biskop, som opmuntrede hende med ordene: ”En sådan tåresøn kan ikke gå til grunde.”
 
Efter sit nærmere bekendtskab med manikæismen, brød Augustin med denne, og gik for en tid over til nyplatonismen, der i Augustins samtid, tiltalte mange sandhedssøgende. Nyplatonismen omhandlede bl.a., tanken om ’ideernes verden.’ Kort fortalt, at der bag vores verden og jord, eksisterede en ’større’ verden – med evigtgyldige sandheder, og at mennesket blot så repræsentationer af disse sandheder, her i livet. Ideen om disse sandheder, fik dengang af Platon – denne filosofis grundlægger (428 – 348 f.kr.), et gudeligt indhold, hvilket også Augustin blev konfronteret med. Dog, disse filosofiske abstraktioner, kunne lig manikæismen, ikke mætte den søgende Augustin. I sin hunger efter fred, kastede han sig derfor slutteligt over Paulus’ breve, hvor den afgørende brik faldt på plads i hans sandhedssøgende virksomhed (...).

Om sin omvendelse beretter Augustin selv følg: ”Efter at en ven havde fortalt mig om den hellige Antonius (en af oldkirkens mest berømte eremitter), gik jeg nu rundt i min have, hvor tankerne piskede mig som ris og bød mig følge samvittighedens stemme. I denne oprevne sindsstemning, hørte jeg da fra nabohuset en syngende stemme: ’Tag og læs.’ Og jeg forstod, at det var en stemme fra himmelen, der befalede mig at slå op i Bibelen, og læse det første kapitel jeg måtte finde der. Og, jeg greb Bibelen og læste det sted, hvorpå mine øjne først faldt: ’ikke i svir og drik, ikke i løsagtighed og uterlighed, ikke i kiv og strid, men ifør eder den Herre Kristus, og drag ikke omsorg for kødet, så begæringen vågner. (Ref. Rom kap. 13 v. 13).

Efter endt læsning oplevede Augustin opstandelsens lys i hjertet: ”Og straks da jeg havde læst denne sætning, strømmede freden som et klart lys ind i min sjæl, og tvivlens mørke veg bort.” Herefter gik han til sin moder Monnika, og hun kunne glæde sig inderligt sammen med ham. Hendes tåresøn var født på ny!

Et dejligt citat fra Augustins bog ’bekendelser, ’ forfattet efter hans omvendelse, lyder sigende: " Du, o Gud, har skabt os til samfund med dig, og vort hjerte er uroligt, indtil det hviler i dig.” Som talt ud af en sand kristen.

Ud af Augustins senere forfattervirksomhed, kom der mangt og meget; det som er væsentligt at fremdrage af frugten fra hans omvendelse til Kristus – i et omvendelsesperspektiv – var måske hans forståelse af Gud som sand frelser: At mennesket frelses alene ved Guds nåde. Dette på baggrund af hans klare forståelse af arvesynden – som havde berøvet mennesket sin frie vilje, hvorfor det trællede under alverdens laster, med behov for Guds suveræne frelse og åndelige genoprettelse; en forståelse, som i den grad var befordrende for evangeliets forkyndelse, som Augustin øvede med.

Det er trosstyrkende at vide, at denne mand mødte Gud midt i sin søgen, og at Ordet blev levende for ham. Og, ligeledes gemmer der sig et ekstra godt vidnesbyrd for os i dag, vedr. Guds trofasthed imod Augustin: ” Den, som søger, skal finde. Den, som banker på, for ham skal der lukkes op.” (Fra Mattæus kap. 7.)

Augustins omvendelse og tanker om kristen tro, levendegøres bl.a. også af Luther, i sen middelalder, hvor en anden skøn omvendelse finder sted. Læs mere om dette og andet i del 2 (...)

Lær noget i livet - ud fra fortællingen om Lazarus, fra Nye Testamente

Johannes Evangeliet - kap. 11 v. 1, 4 og 6.

vers 1: ”Der var en mand, som lå syg, Lazarus fra Betania, fra den landsby, hvor Maria og hendes søster Marta boede.” 

Vers 4: ”Da Jesus hørte det, sagde han: ’Denne sygdom er ikke til døden, men for Guds herligheds skyld, for at Guds søn skal herliggøres ved den’.

Vers 6: ”Skønt han nu hørte, at Lazarus lå syg, blev han alligevel to dage på det sted, hvor han var.”

Forinden Jesus fik nyheden om Lazarus’ sygdom, havde Marta og Maria sendt bud til Ham med beskeden: ”Herre! Se, den, du elsker, er syg.” I deres nød sendte søstrene bud efter Jesus, som de vidste, var i stand til at hjælpe Lazarus.

Der er 4 forhold, som er gode at tænke på, i relation til fortællingen om Lazarus:

1. En nær slægtning af Marta og Maria - Lazarus som troede på Jesus, og som oven i købet var elsket af Ham, lå syg til døden (...)

2. Marta og Maria sendte bud til Jesus for at få hjælp (...)

3. Jesus bekender, at sygdommen ikke er til døden, men derimod for Guds herligheds skyld (...)

4. Jesus blev to dage yderligere, hvor Han var, inden Han drog til Betania, for at opvække Lazarus fra de døde (...)

Hvad kan vi så evt. lære af de 4 ting?

For det første kan vi lære, at selv levende kristne, som elsker Jesus, kan havne i faretruende vanskeligheder. Vanskeligheder endda så store, at de kan være en trussel for et kristent menneskes liv. (Lazarus var elsket af Jesus, men Lazarus var dog syg – (og sygdommen endte med at tage livet af ham)).

For det andet kan vi lære, at Marta og Maria gjorde det - som enhver håbefuld kristen - såvel som ikke kristen person - altid bør gøre midt i nøden - på enten egne eller andres vegne: de sendte bud til Jesus om hjælp og udfrielse, ”ham du elsker, er altså meget syg Jesus, du må gribe ind, ellers er det ude med ham.”

For det tredje kan vi lære, at Jesus altid får det bedste ud af enhver lidelsesfuld historie/situation. Jesus vil ikke tillade døden/lidelsen at have det sidste ord, i nogen situation. Har vi bedt Jesus om hjælp, så vil han lade Guds herlighed komme til syne, på den mest velsignende facon, så hjælpen altid ender med herliggørelse af Ham selv og Faderen.

For det fjerde kan vi lære, at Jesus ikke altid opfylder ens ønsker og behov lige med det samme, ikke nødvendigvis, til trods for, at vi i nød beder Ham om hjælp. Jesus kan finde på at trække tiden ud, hvis han mener, at dette er det bedste for situationen og alle andre som er impliceret, det være sig på den ene eller den anden måde. Jesus kan godt gribe ind med det samme, man beder til ham, men gør det ikke altid nødvendigvis. En sådan tanke vidner historien om Lazarus klart og tydeligt om.

Men, oven på disse tanker om hændelsen med Lazarus, hvad kan vi så lære yderligere af den? Hvordan bør vi eks. tænke og handle, hvis vi tolkede vort eget liv ind i situationen?

1: Befinder vi os i en håbløs situation, da skal vi passe på med ikke at lade sorg og håbløshed overtage vores tanker og følelser. Dette kan være svært, for prøvelser, og menneskelig ulykke, er jo i udgangspunktet ikke rart for nogen. Men, er vi børn af Gud, og har vi bedt til Faderen om hjælp, så velsigner han til rette tid, også selvom alle tegn omkring os, vidner decideret imod Guds indgriben: ”Gud er større end alt og alle og kender alt”. 

2: Vi kan ikke altid forvente, at Gud griber ind i menneskers liv på samme måde hver gang, ofte kan det være forskelligt, hvordan han vælger at håndtere os. Et eks. på dette kan vi læse længere fremme i samme kapitel i v. 37-38.

 ”Men nogle af dem sagde: ’ Kunne han (Jesus), som åbnede den blindes øjne, ikke have hindret, at denne mand døde (Jesus havde tidligere i Johannes Evangeliet helbredt en blindfødt)? Da harmedes Jesus atter i sit indre og går hen til graven ( Lazarus’ grav).”
Jesus kunne sagtens have helbredt Lazarus, inden han døde, men havde Han gjort det, så var Gud ikke blevet herliggjort i samme omfang, som da Lazarus blev opvakt, netop fra de døde.

3: Vi skal tro imod alle menneskelige odds! Selvom alt håb om hjælp fra Gud virker langt borte. Prøv bl.a. at læse, hvad Marta siger til Jesus i v. 39: ”Herre! Han stinker allerede; det er jo fjerde dag. Jesus svarer hende: ’ Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?’ ” Jesus ønskede for Marta, at hun måtte have tillid og tro til Gud i hjertet – så ville hun netop se, at Lazarus skulle leve igen, til trods for, at alt så håbløst ud, menneskeligt set.

Her til sidst kan vi slutteligt lære af Jesu egen bøn i samme kapitel, da han oven på alle strabadserne omkring opvækkelsen af Lazarus, retter øjnene mod himlen og siger: ” Fader! jeg takker dig, fordi du har bønhørt mig. Jeg vidste vel, at du altid bønhører mig. ” 

Jesus er den samme i går, i dag og ja til evig tid. Guds visdom og kærlighed, som den dels er beskrevet her, gælder for enhver. Og, det kan blive et vidunderligt liv og en stor sandhed, for den som vil overgive sit hjerte til Jesus. Blot bed til Gud, og han kan, og vil gribe ind til rette tid.

Ferie i Guds eget land: "To Israel we went"

I sommeren 2012 var jeg en tur i Israel. Det var en oplevelse! 

H.C. Andersen sagde: "At rejse er at leve," og der er bestemt en del rigtighed i de ord. 

Først og fremmest nød jeg selskabet fra mine rejsevenner, vi var otte på tur, dernæst landet, folket og stederne vi sammen så. 

Som kristen følger der en særlig velsignelse med, når man eks. ser Jerusalem, Nazaret, bader i Genezaret Sø og suser forbi Jeriko med kurs mod Det Døde Hav. Ligeledes at stå ved jødernes grædemur og tage hele den gamle tempelplads i øjesyn, med nutidige jøder, fra alle folkeslag, samlet omkring dette unikke sted. 

Israel er i sig selv eksotisk og dragende. Her er fantastisk varmt og smukt; det vil kræve en dygtig forfatter/poet at fornemme og sammenfatte, og videre beskrive alle de utrolige indtryk, som byder sig til. Et billede, der står stærk for mig, er eksempelvis synet af en palmelund langs Genezaret Sø - som hele rejsefølget betragtede i solnedgangens skær. Den type scenografi har jeg oplevet før, omkring Middelhavet, men denne sene eftermiddag, på dette smukke sted, i dette historiske land, var det bare så... Nice!! 

Og, så var der nattehimlen. I Nye Testamente læser vi om en klar skinnende stjerne, lysende over Betlehem, som tegn på den nyfødte Messias. I Israel er nætterne netop meget smukke, og stjernerne lyser med en styrke og klarhed, der i sig selv er en oplevelse! Måske ikke så underligt, at Gud vidnede gennem himmel og stjerner den nat.

Ja og så Jerusalem... En uge i Israel var en sand velsignelse, men hvor er der meget man kan se, og måske særligt i Jerusalem. Men, det var rigtig fedt at gå rundt i det jødiske kvarter i de snørklede, gamle, hvide, grå og tunge gange - se og mærke hvordan jøderne følte sig hjemme her, når de pludselig tittede frem i gangene - enten småfortravlede eller koncentrerede med bøn og læsning, imens de bevægede sig omkring. 

Et besøg på Holocaust Museet i Jerusalem var lidt en rutshetur, rent følelsesmæssigt. Det er svært, egentligt umuligt, ikke at blive påvirket over den måde museet præsenterer en indlysende menneskelig tragedie. Men for mig at se, var det nødvendigt at komme omkring dette sted. Her konfronteredes man med historie fra jødiske familiers skæbner, artefakter fra private familier, nazistisk probaghanda m.m. 

Og, så var der Dødehavsrullerne på det Israelske Museum. Rullerne var sat i stævne i et fortknoxlignende kompleks. I selve lokalet, hvor rullerne står, møder man en gigantisk Torarulle, beklædt med glas, indenfor hvilke, dele af rullerne er udstillet. Efter at have set rullerne er faren måske at tænke: 'Paid for and seen!'

Men, når rullerne i den grad nurses, er det med god grund; fedt at se, og opleve, så klare vidnysbyrd om Bibelens Ord, samt central jødisk historie, i et Jerusalemsk Fort Knox.

Afsluttende vil jeg nævne, at badning i Haifa og Det Døde Hav var yderst smagfuldt. 'Pas på at få salt i mund og øjne,' lød beskeden nærmest dikterende fra velbefartede turister. Men, en dråbe saltvand i øjet fra det 'påståede' Døde Hav, kunne tage pusten fra enhver badeentusiast.



Ligeledes balanceevnen blev kraftigt udfordret i Dødehavet, da saltkoncentration virker så kraftigt ind på kroppens naturlige balance i vand.

Men, om det var det blå hav i Haifa, med sjove og farlige/sultne bølger, eller Det Døde Hav vi badede i, var det så skønt.

Israel var en super oplevelse og meget mere kunne siges, men hyggeligt, spændende og interessant var det:-)

Julen 2014

Guds frelse er et, i alle henseender, gennemgribende værk. Det siges sågar i Skriften (Bibelen), at Gud forbarmer sig over alle mennesker. Tanker om at Gud derfor har en særlig udvælgelse - eller kærlighed til énkelte individer - er derfor et forhold man klogt nærmer sig med en vis portion varsomhed.

Titus kapitel 2. v. 11 "For Guds nåde er blevet åbenbaret til frelse for alle mennesker. "

 

Du tænker måske selv, at dit liv er respektabelt, retfærdigt og godt? Det modsatte kunne også være tilfældet - altså at du tænker om dit liv som værende æreløst, uretfærdigt og trist? For de fleste ligger tilværelsen sandsynligvis spændt ud mellem det triste, det gode og det retfærdige og uretfærdige (...). 

For Gud derimod spiller det ikke den store rolle, hvordan du selv opfatter værdien og kvaliteten af det liv du lever - ikke tænkt sådan , at Gud ikke forstår dit liv samt de omstændigheder og de valg, som har bragt dig til det sted, du befinder dig i dag - nej for Gud handler det mere om, hvorledes Han ser- og bedømmer dig. Inden for den ramme bliver du og jeg underlagt Guds øjne - Hans retfærdighed og dom. Spørgsmålet for du og jeg bliver så: Tør vi lade Gud bedømme os og lade Hans retfærdighed ramme os?

Romerbrevet kapitel 3. v. 10-12. "Der er ingen retfærdig, ikke en eneste. Der er ingen forstandig, ingen, der søger Gud. De er alle kommet på afveje, alle er fordærvede; ingen gør godt, ikke en eneste."

 

Bibelen er aldeles klar, når den foretager sine diagnoser af den menneskelige sjæl - den (Bibelen) ønsker ikke at indgå holdnings eller følelseskompromisser med dig og mig; ligeså lidt som en kræftsyg patient, hverken formår at tænke, føle eller tale sig bort fra sin sygdom - ligeså lidt kan et menneske, med Guds øjne, bortforklare sin synd (uretfærdighed). Jf. ovenstående skriftsted fra Romerbrevet. 

Når lægen eksempelvis indkalder familien, for at overlevere de triste nyheder om, at deres kære mor, far, bror eller søster er blevet syg - må familien herefter forholde sig alvorligt til den konkrete sygdom - og med lægens hjælp - gøre alt hvad de formår for at lindre og helbrede den syges smerter, bekymringer og sygdom. Som menneske over for Gud, så står vi i præcis samme forhold, som lægen over for patienten. Ved hjælp af Bibelens Ord, indkalder Gud os til et møde i sin konsultation for her at fortælle, hvordan det står til med vort liv. Handler vi fornuftigt på dette møde med Gud - da forholder den enkelte sig - både alvorligt og konkret til den tale/diagnose som Gud fremsætter.

Her i Guds konsultation er der både dårlige og gode nyheder - og du får høre begge dele! Først giver Han dig de dårlige nyheder, eks. i form af romerne 3. vers 10-12. Indholdet får du lov til at tygge godt på, indtil Han ser, at du har grebet bredden, dybden, højden og længden af disse ord. 

Idet du herefter begynder at se dig fortvivlet om - kigger Gud fortsat på dig - og lader dig svede lidt - hvorefter Han nu meget myndigt, mildt og kærligt fortæller dig Titus 2. 11.   

       

Som du nok har opdaget - da er dette korte ord som du læser, meget konkret i sit budskab - men sådan er Bibelens Gud også. Guds tale til mennesket skal ikke fremstilles dunkelt, kroget, tvetydigt eller uforståeligt. Nej, Ordet fra Gud skal kunne modtages af enhver, så der som skriften meget tydeligt proklamerer:

 " Der bliver en banet Vej, den hellige Vej skal den kaldes; ingen uren færdes på den, den er valfartsvej for hans Folk, selv enfoldige farer ej vild. " Her fra Esajas' bog kap. 35. vers 8.

Den banede vej, er Guds vej til dig, som Han lægger ned for dine fødder. Det er en vej ad hvilken du møder Jesus - hængende på et korstræ, med sit blod randende ned langs træets stamme. I blodet er der skrevet et budskab: " Du er renset for din synd og din skyld - modtag dette ord i dit hjerte, tro det og bekend det åbent - og da skal du finde ro og hvile for din sjæl. " Sammenskrevet med inspiration fra Romerne kap. 10 og Mattæus Evangeliet kap. 11.

Som der indledtes med, da forefindes der ingen eksplicit kærlighed fra Gud til noget menneske. Guds frelsesplan gjaldt hele menneskeheden, dengang Jesus døde på Golgatha Kors. Jesus er din stedfortræder - Han døde i dit sted - ja som om du selv døde dengang Han udåndede, og til sidst opgav sin ånd. 

Det allersidste Jesus selv tænkte på, lige inden han sagde sine sidste ord, det var DIG! Og, således med dig i tankerne råbte han af sine sidste kræfter: "Det er fuldbragt." Fra Johannes Evangeliet kap. 19. vers 30.

Gud er ikke længere væk end en bøn ...