Kristenhedens fanebærere del. I

Kristenhedens fanebærere

Del 1.

Som kristen er det essentielt, at man 'tør' have tillid til hele Bibelens indhold! Gud lever i Skriften og når Hans ord læses og modtages i tro, så har man åndeligt liv med skaberen! Personligt vil jeg meget nødigt gå glip af dette liv, denne mulighed!

... Bibelen syder og koger af netop liv, det flyder fra Skriften til den som vil læse. Fra Gud gives der lægedom til ånd, sind og krop - og du og jeg står dagligt foran disse velsignelser som skænkes os alene ved Skaberens nåde (den ufortjente godhed)!

Har vi én gang erfaret Guds godhed, da lad os holde fast i Ham! Lad os aldrig nøjes med mindre og ringere i vor liv, end Herren!

... Ganske nylig sad jeg i samtale med en kristen kvinde, der studerer teologi. Hun fortalte i den sammenhæng, at kun en meget lille del af de teologistuderende bekendte sig som 'født på ny'. Overraskelsen var ikke enorm, men udtalelsen satte tanker i gang.

(...) Parentes bemærket vil jeg nævne, at jeg personligt tror, at et menneske godt kan være et Guds barn, selvom vedkommende ikke kender til begrebet 'født på ny'.

Bibelen siger: " Med hjertet tror man til retfærdighed og med munden bekender man til frelse. " Romerne kap. 10 v. 10. Videre i vers 11 hedder det: " Skriften siger jo - enhver, som tror på Ham, skal ikke blive til skamme. "

... For mig at se handler frelse først og fremmest om nyt liv, en ny bevidsthed; om du i dit liv tror Gud, elsker Ham og ikke skammer dig ved Hans navn; at du vil vandre med Ham og følge Hans bud og ikke leve for dig selv. En del kristne kender Gudslivet ud fra denne måde, men er fremmede for begrebet 'født på ny'.

Kendetegnet ved at et menneske lever med Gud, støtter sig op af en dyb afhængighed - der først og fremmest handler om kærlighed og fællesskab! Som et Guds barn elsker du Skriften, ordet om Jesus. Du kender, at uden Gud er du intet, men med Ham er du alt (...).

Når disse ting så er sagt, da mener jeg, at enhver sund forkynder og menig kristen, bør læse sin Bibel med det fortsæt at forstå Skriften i sin helhed og sammenhæng. Gøres dette, da indser man snart, at begrebet 'født på ny' reelt er åbenbaringsord, båret af et dybt og eviggyldigt indhold! Og, at man i sit virke som kristen, altid skal holde den åbenbaring helt frem, når man ønsker at lede mennesker til en sand tro, frihed fra synd og omvendelse.


Fra Johannes kap. 3 v.3: " Jesus svarede og sagde til ham: Sandelig, sandelig siger jeg dig: Ingen kan se Guds rige, hvis han ikke bliver født på ny. "

... Med disse indledende ord om Gudsliv og frelse - så er det med dette skriv, jeg her formulerer, mit ønske og mål, at du og jeg som kristne, må fortsætte med at holde fast i et levende samfund med Gud Jesus. Et samfund hvor vi selv næres af Guds Ords åbenbaring, i en tæt afhængighed til Gud, og hvor vi samtidig forstår, at Han sender os til verden som sine personlige vidner, der må formidle Guds liv og eksistens. Som Bibelen referer det: " Vi er sendebude på Kristi vegne ". 2. Korinther kap. 5 v. 20.

Overskriften til min artikel, 'Kristenhedens fanebærere' indeholder således en dobbeltbetydning - en betydning der centrerer sig om både indre og ydre liv! Et liv som må være på plads - ud fra de tanker og ord som Gud har sagt og fortsat siger i sit ord, Bibelen.


Hvordan fordeler kristenheden sig i dag?

Kristendommen, som vi møder den globalt i dag, udgøres af et mylder af forskellige kirkesamfund og kirker, men skal vi sætte lidt orden på det hele, kan vi groft set opdele kristendommen i fire hovedgrupperinger: Den Katolske Kirke, de Ortodokse Kirker, Reformatoriske kirker og Pinsekirker.

... Som erfarne eller nyomvendte kristne, kender mange til - om end nogle - da enkelte af
dogmerne og lærersætningerne, bag de fire store kristne kirkeretninger. Men, lad mig nu alligevel beskrive følgende karakteristika ved de benævnte kirker, og derefter søge at uddybe og problematiserer flere af disse kirkers trospraksis, ud fra deres egen selvforståelse, som kristenhedens fanebærere. (Læs med i del II).


Den Katolske Kirke er den største og den ældste kirke, som ifølge traditionen gennem paven har rødder helt tilbage til Jesu discipel Peter, der blev den første pave. I det hele taget betyder traditionen meget i den katolske kirke, ligesåvel dyrkelsen af den hellige Guds moder 'himmeldronningen' , helgener - hellige mænd og kvinder - spiller en stor rolle som formidlere mellem Gud og mennesker.



Den Ortodokse Kirke har en række fællestræk med den katolske kirke. Kirken opstod efter en teologisk splittelse mellem den østeuropæiske og den vesteuropæiske del af den katolske kirke i året 1054, og den østlige del udviklede sig derefter til selvstændigt at blive det, vi i dag kender som den ortodokse kirke.

'Ortodoks' er græsk og betyder "den rette måde" - både i tro og tilbedelse, og det afspejler sig i de ortodokse kirkers selvforståelse som bærere af de oprindelige traditioner. Videre igen spiller hellighed en stor rolle og udmøntes ofte gennem ikonmalerier af hellige personer.



De Reformatoriske Kirker opstod i det 16. århundrede og frem over de næste par hundrede år på baggrund af Luthers utilfredshed med den katolske kirke, som han selv oprindeligt tilhørte. Grundlæggende for de reformatoriske kirker er vægtningen af de bibelske skrifter i modsætning til den katolske kirkes strenge fokus på traditionen, helgendyrkelser, skrifte og pavens suverænitet!

Luther og andre med ham søgte at "reformere" den katolske kirke, men endte altså med at skabe en række selvstændige kirkesamfund, samfund hvor der stadigt lægges vægt på bibeludlægningen gennem prædikenens plads i gudstjenesten.

Siden begyndelsen af det 20. århundrede har Pinsebevægelsen, på næsten "reformatorisk vis" gjort sig gældende på verdensplan. Pinsebevægelsen, eller pinsekirkerne, sætter i dag på mange måder dagsordenen for, hvordan kristendom kommer til udtryk globalt, gennem de mange tusind nye små og store pinsekirker, der bliver dannet.

I en artikel bragt på siden religion.dk i 2006, i forbindelse med fejringen af bevægelsens 100 års jubilæum, lød overskriften: 'Pinsekirken har ændret kristendommen'! Og, der kan med alvor ses til udtalelsen, vil jeg mene; fra artiklen lyder det: " Vi befinder os i pinsens årtusinde, pinsekirkens måde at være kristen på har sat sine spor i alle kirker. "

Længere fremme i samme artikel fortsættes der: "Pinsekirken fylder 100 år i år, og den er ikke bare en perifer kirke, som når et skarpt hjørne. Pinsekirken er en fødselar, som har ændret kristendommen, så kirkeforskere vurderer, at 596 millioner kristne enten er erklærede pinsevenner eller pinse-agtige, også kaldet karismatiske med tungetale og bøn for sygdom og mirakler som en del af deres kristendom. "


... Særligt på den sydlige halvkugle er pinsekirken slået igennem, men i stigende grad oplever også den nordlige halvkugle en vis vækst - selvom der for Danmarks vedkommende udgøres en lidt kedelig statistik med blot 5500 pinsekristne og apostolere samlet set.

(...)

Så langt et overblik over klodens fire store kirkeretninger. Det som især er værd at notere sig er, at hver af disse fire kirkesamfund, bærer den individuelle selvforståelse, at man netop inden for deres særegene religiøse dogmer, traditioner og trospraksis, kan møde Gud og bevares i et sandt helligt liv. Konklusionen af en sådan forståelse resulterer i, at disse kirkeretninger, enten direkte eller indirekte, forstår sig som 'Kristenhedens fanebærer'. De, kirkerne, mener at repræsenterer evige sandheder fra Gud og ser sig i stand til at formidle dem til menneskeheden.

Et nærmere eftersyn

Bibelen, Guds Ord, er for de kristne lig et fyrtårn, midt i en travl og mørk verden. Den er, som sagt, rettesnoren for et sundt og oprigtigt kristenliv. Det er i denne bøgernes bog, at Gud har formidlet sit testamente og heri klarlagt, hvordan mennesket møder Ham, lever og bevares. Så hvordan klarer kirkerne af i dag netop denne åndelige og praktiske opgave: At læse Guds Ord, fortolke og formidle det til menneskehedens børn - hvori ligger de deres fokus?

Katolsk tro  

Paven i Rom står for mange som symbolet på den katolske kirke. Det er også ham man oftest møder i medierne, når der skrives eller vises begivenheder i relation til kirken. Paven er i katolsk tradition den egentlige magtmyndighed under Gud - og hvad han beslutter, det skal gælde for hele kirken.

Den katolske kirker bryster sig af, at den - som oven over anført - af Jesus selv, er karakteriseret som arvtager efter apostlen Peter, den klippe hvorpå Jesus agtede at bygge sin kirke, med henvisning til Mattæus kap. 16. Denne forståelse har i løbet af kirkens historie formet en magtstruktur, hvor den hierarkiske orden står fast. Magten er fordelt med Paven øverst, så kardinalerne og derefter biskopperne.

Pavens magt rækker så vidt, at den i tvivlsspørgsmål inden for kirken, i dens fortolkninger af Skriften, traditionerne, dogmerne o.a. er absolut - også kaldet 'pavelig ufejlbarlighed.' Sidste gang denne 'ret' blev anvendt var i 1950, kirkens jubelår, hvor Pave Pius XII proklamerede dogmet om jomfru Marias optagelse i himmelen. Forstået på den måde, at Maria lig Jesus, blev hentet op til himlen med legeme og sjæl.

Jomfru Maria spiller en stor rolle i katolsk tradition. I kirken anses hun for at være den, der går i forbøn for den bedende hos Gud, hvilket muliggør et hurtigere bønnesvar. Langt hen af vejen for en katolik, siddestilles Jomfru Maria med Jesus i betydning. Hun, Maria, er også et nøgleelement i katolikkernes rosenkransbøn, hvor et 'Hil dig Maria' gentages igen og igen.

- barnedåb og firmelse

Barnedåben er indgangen i Guds rige i den katolske kirke. Det hedder sig at ved dåben: "Får barnet livet 'på ny' og indlemmes i den åndelige virkelighed, der hedder Guds rige, og i det synlige fællesskab, der hedder kirken." (Kristendom.dk '10 vigtigste ting om katolicismen'). Dåbspraksis af børn er altså at forstå som Guds begyndende accept/frelse for individet.

Men, udover at barnedåben er selve nøglen ind i Guds rige, da er kirkens lære om firmelse, lige så vigtig. I forbindelse med denne kirkelige handling salver en biskop den unge (ca. 14-15 år) med indviet olie, hvorefter den unge officielt er salvet med helligånden, og er per definition udrustet med kraft til at være et vidne for kirken i den brede offentlighed. Dåb og firmelse må derfor gå hånd i hånd, førend en katolik anses for fuldt optaget i kirkens fællesskab, nyttig og brugbar for Gud.

Ortodoks tro

Ortodoks betyder som nævnt 'den rette måde' - men kan også oversættes 'den rette tro' eller endda 'den rette tilbedelse'. Uanset ordvalg, udtrykker ordet en hel del om kirkens selvforståelse. Kirken opfatter helt enkelt sig selv, som den institution der har bevaret kristendommens oprindelige lære og form. Men, lighedspunkterne med den katolske kirke er mange!

Bibelen beskrives blandt de ortodokse som troens grundlag, men traditionen udgør en lige så væsentlig rolle. Hvad der menes med tradition i den ortodokse kirke, referer til en række kirkemøder op igennem hele den kristne kirkes historie. Det først møde begyndende i Nikæa år 325 og det sidste samme sted i 787. I alt taler de ortodokse om syv forskellige kirkemøder, hvor mødet i Konstantinopel i 381 er det vigtigste. Her formulerede man i oldkirken troen på den treenige Gud, hvor det også blev fastslået at Jesus Kristus er både sand Gud og sandt menneske. 

Jomfru Marias placering i den ortodokse kirke kan på ingen facon underdrives. Vel har kirken ingen officielle dogmer om hverken hendes 'ubesmittede undfangelse' eller den påståede optagelse i himmelen, som den katolske kirke har fastslået, men disse tanker udgør alligevel fastetablerede lærersætninger, som forkyndes og tros inden for kirkens egne rækker. Maria er i ortodoks lære: " Jomfruen, den uberørte og den fuldkomne fejlfrie. Efter sin død blev hun optaget i himmelen, hvor hun nu befinder sig med sjæl og legeme og sammen med sin søn, Kristus, i en evig herlighed." (Kristendom.dk 2009 - 'De ti vigtigste ting om den ortodokse kirke').

Dåb og firmelse er i ortodoks teologi sidestillet med den katolske version. Den ortodokse kirke har også syv centrale sakramenter som hos katolikkerne, der skal bevare den troende fra vugge til grav, hvor dåben er første skridt på den sakramentale syvtrinsraket mod evigheden. 

- Ikonen

Ikoner er det samme som billeddykelse. Inden for ortodoks lære begrundes ikonen med menneskets behov for et mellemled, som skal gøre det smidigt/let at få forbindelse til Gud som den ophøjede skaber han nu engang er. Som Jesus var Guds fysiske mellemled for 2000 år siden, ligeså er ikonerne i dag også et slags fysisk mellemled - der kan bringe Gud og menneske i forening. Jesus er fortsat det helt centrale mellemled sammen med Jomfru Maria, men Ikonet er et vigtigt trosredskab.

Dog, ikonet er mere end blot en repræsentation af noget guddommeligt (eks. et billede af Kristus eller en af apostlene), der skal bringe ens tanker i forbindelse med Bibelens univers. Rent faktisk strækker den ortodokse teologi sig så langt som til at mene, at når et helligt individ (apostlen Paulus, Johannes Døber, apostlen Peter o.a. dør), da forlader helligånden ikke deres afdøde kroppe i gravene, ej heller de hellige billeder, ikonerne. (kristelig-dagblad.dk 2010 'Teologien bag de ortodokse ikoner'). Ikontilbedelse er for en ortodoks at forstå som at være stillet over for Guds helligånds kraft!

" Man skal ikke tage fejl af ikonerne. Helgenikoner viser helgener med ansigtstræk fra deres jordiske liv, men det afgørende er, at vi ser de hellige i deres guddommeliggjorte tilstand, fyldte af Guds energier. " (Ibid).

-Patriarken

Imens Paven i Rom er overhovedet for den katolske kirke, er Patriarken i Konstantinopel overhovedet for den ortodokse kirke. Kirken har ikke én men flere patriarker - den russiske ortodokse kirkes patriark er eks. ikke den samme som i Konstantinopel; men officielt står den sidstnævnte over den russiske, selvom den russisk ortodokse kirke er langt den største, med sine ca. 165 mio.

Både den katolske Pave og de ortodokse Patriarker (med dels den russiske, samt den øverstesiddende i Konstantinopel), skal forstås som meget magtfulde personer inden for hver deres kirke. Hver af disse mænd lægger linjen for hvordan de mener kristendommen skal forstås og efterleves blandt mennesker - og de har i mange år holdt sig på behørig afstand af hinanden; på baggrund af teologiske stridigheder. Om nogle, så er den katolske og den ortodokse kirke i sin selvforståelse, de sande fanebærer af kristendommens sandheder, fra Jesus og frem til i dag. 

Pt. rykker de to kirker dog tættere sammen, på baggrund af kristenforfølgelser i Mellemøsten, og efter den nuværende Pave Frans i 2014 udtalte offentlig, at han ville mødes med Kirill - Patriarken af den russisk ortodokse kirke - når som helst han havde lyst, blev dette møde det første siden 1000 års lange religiøse stridigheder. (Politiken.dk 2016 'Efter 1000 års splittelse - paven mødes med russisk patriark).     

Reformert tro

Når ordet 'reformert tro' anvendes, tænker jeg det som et overordnet begreb for en række af forskellige kirkesamfund, herunder den Lutherske Evangeliske Kirke (som den danske folkekirke hører under), den Reformerte Kirke (blandt andet hjemmehørende i Holland og Frankrig) og den Anglikanske Kirke - også kaldt 'Church of England'.

... Hvorfor så alligevel denne distinktion? Jo,eksempelvis vil en del danskere ikke anerkende at folkekirken i Danmark er en reformert kirke, men derimod en protestantisk luthersk evangelisk kirke. Det kommer sig dels af, at man i den danske folkekirke har den selvopfattelse, at kirkens liv og lære læner sig primært op af Luther, og ikke andre af de tidligere reformatorer, som Zwingli (1484-1531) og Calvin (1509-1564). Historisk siges det populært, at Zwingli og Calvin repræsenterer en venstrefløj af reformationen, der først blev anført af Luther. 

- Knas med nadveren

Den égentlige splittelse udsprang af synet på den kristne nadver!
Luthers syn på nadveren, er af mange blevet forstået som en næsten direkte videreførelse af det katolske. Men, den tanke hviler på en række teologiske misforståelser, mente især Luther, men også andre prominente kirkefolk med ham.

Hvor katolikker forstår nadveren som en konkret forvandling af brød og vin til Jesu legeme og blod (transubstantionslæren), da mente Luther at brød og vin fortsætter med at være brød og vin i nadveren, men at der dog alligevel foregår en sammensmeltning mellem modtager og Kristus.
Luther uddybede det på den måde, at den troende via nadveren, får del i Kristi liv og lære, som skænkes af Gud (konsubstantionslæren).

Helt over i den anden 'nadverlejr' betragtede Calvin og Zwingli nadveren som et mindemåltid - befriet fra alle katolske over -og undertoner.

- Dåb

På spørgsmål om dåb er der også forskelle. Hvor man i den Lutherske Evangeliske kirke spørger forældrene om barnet skal døbes i den kristne tro, da vil man inden for andre reformerte kirkesamfund, efter Zwingli og Calvins forbillede, ikke foretage en sådan handling, da det her er opfattelsen, at man ikke kan svare på andres vegne, ej heller barnets.

I det Lutherske dåbssyn modtager barnet guddommelig tro - og siden en konkret genfødelse. På fadderens og menighedens forbøn, skænker Gud altså både tro og genfødelse!

... En mand som stod skulder ved skulder med Luther omkring dåbens indhold og betydning var selveste Grundtvig. Også han mente, at Gud skænker barnet troen, hvorefter en genfødelse finder sted som følge heraf.

For Danmark og den danske folkekirkes del, har det således gennem lange tider været forståelsen, at kirkens dåbshandlinger afføder tro og genfødelse til børn af denne forsamling - og dermed optagelse i Guds rige.

"Både Luther og Grundtvig var overbevist om, at børnene virkelig kommer til tro i dåben. Og det er på denne baggrund, de fastholder, at børnene bliver genfødt. Og vel at mærke en virkelig genfødelse, hvor barnet modtager Helligånden i sit indre og bliver et levende lem på Kristus." (lutherdansk.dk - 'ritualer og dåbssyn').


Pinsetro

Pinsekirken/bevægelsen udgør i dag ca. 1/4 af kristenheden. Kirken er i en eksplosiv vækst, og ser man nærmere på tallene, da lader udviklingen ikke til at bremse på nogen facon. I år 2000 kunne man eks. i det engelske missionsblad 'International Bulletin of Missionary Research' læse, at der i runde tal var 526 millioner pinsevenner og karismatikere. Små seks år senere var tallet steget til 596 millioner. Væskten i pinsevenner er ekstra imponerende, når bevægelsens udspring dateres til omkring år 1906 - i Los Angeles - og derefter i høj grad videreført i Norden, af den norske metodistpræst T.B. Barrat. Over en halv milliard pinsevenner er vokset frem på under ét århundrede! Det kan intet andet trossamfund bryst sig af i hele verden.

Den teologiske kristendomsforståelse hos pinsekirken lægger vægt på blandt andet:
- Levende omvendelse, kaldet 'ny fødsel'.
- Troendes dåb - af andre kaldet voksendåb.
- Dåb i Helligånden med tungetale som tegn.
- Forbøn for syge med håndspålæggelse.
- Levende gudstjenesteformer, hvor lægfolks præster udlægger Bibelens indhold, og hele menigheden er med i lovsang, bøn og tilbedelse.
- Troen på Åndens ni nådegaver og deres virke blandt de troende.

Pinsekirkens 'succes' i forhold til dens geografiske spredning samt anerkendelsen blandt andre større kirkesamfund, kan beskrives på flere måder. Kirken har en stor og omfattende missionsvirksomhed i lande med store folkemasser (bl.a. Afrika, Asien og Sydamerika). Her har befolkningsgrupper længe ventet på et kristent indhold, hvor budskabet kunne bringe dem nærmere et liv med en personlig, nærværende og nåderig Gud. Vel har disse verdensdele længe kendt til både Katolsk og Ortodoks kristendom, men gudslivet og trosgløden har mange steder været udslukt! En kendsgerning som den katolske kirke offentligt indrømmede i 1960.

Pinsekirken er for mange i den katolske kirke svaret på et ønske om fornyelse, der blev formuleret af Pave Johannes XXIII (pave i årene 1958 - 1963). Paven indkaldte i 1960 alle biskopper og kardinaler til et møde, hvor det besluttedes at afskaffe latinprædikener og indføre lokale sprog i gudstjenesterne. Ritualer blev også ændret, og som hoved på sømmet bad man for at kirken måtte gennemgå en fornyelse... Pinsevækkelsen blev for mange tolket som Guds bønnesvar til den katolske kirke.

Pinsekirkens enorme fremgang skyldes også at den katolske kirke, i stedet for at diskriminere og nedgøre, fremhæver bevægelsen i yderst positive vendinger - og endda decideret 'kopierer' flere af pinsekirkens former og traditioner (et klogt valg for en mastodont som den katolske kirke, i mere end en forstand). Der er katolske samfund, der i dag kalder sig karismatikere, fordi de deler mange ligheder med pinsekirken.

I Danmark afholdes der helligåndsseminarer, hvor katolikker kan lære om Helligånden og hvor folk via håndpålæggelse, kan blive døbt med Ånden. Det rapporteres vidt og bredt at man her taler i tunger som på bedste pinsevis og folk får latter i Ånden, falder om og modtager et dybere forhold til Jesus.

... Som en - ikke ubetydelig fodnote - må det ligeså nævnes, at man inden for Luthersk bevægelse i Danmark, også er meget glade for -og inspirerede af pinsekirken. Dansk Oase er et eksempel herpå. Dansk Oase forstår sig som en karismatisk bevægelse.

(...)

Som det indtil nu er fremgået, så fordeler kristenheden sig i fire store hovedretninger. Hver af disse kirker mener i høj grad at inden for netop deres samfund, finder mennesket Gud, Hans sandhed og ultimativt frelsen.

Men, nogle af dem går endda så langt som til at arbejde tæt sammen - noget vi ser i dag, hvor den ortodokse kirke og den katolske kirker vender sig mod hinanden efter 1000 års adskillelse. På lignende facon ønsker den katolske kirke at 'lære' af pinsekirken og dens levende, glade kristendom!

Ja, samarbejde kirkeretningerne imellem virker til at tage til i styrke og grad, så når man søger at adskille kirkerne i liv og lære og fremstille teologiske forskelle, da tyder flere ting på, at de kristne kirker af i dag, også rykker nærmere hinanden - hvilket skal tages med i de analyser man søger at udrede for kristendommen af i dag.

Siden 1910 har der faktisk hersket et officielt ønske om det man benævner økumenisk samarbejde - hvis bestræbelser materialiserede sig med 'Kirkernes Verdens Råd' i 1948.

Afsluttende for del 1. er vejen nu lagt for at problematisere de fire kirkeretningers selvforståelse som 'kristenhedens fanebærere' (noget jeg antydede i begyndelsen af denne artikel).

I del II, vil jeg derfor søge at gå mere i dybden med dette emne og videre beskrive, hvordan jeg selv har erfaret en levende tro på Jesus og hvordan jeg har oplevet at tjene Ham i tro og sandhed.

(...).

Læs med igen i del II af 'kristenhedens fanebærere'.


 

      

       

            

Kristne omvendelser i Kirkehistorisk Lys del 3

Af Esben Kristensen

Blaise Pascal (1623 – 1662).

Såvel som Augustin og Luther, har teologen og naturvidenskabsmanden Pascal, også relevans når det handler om skønne omvendelsesskildringer.

Dels fremstår Pascal i dag som en af naturvidenskabens store kæmper:

- Som 16-årig skrev han eks. en banebrydende geometrisk afhandling. 
- Som 19-årig opfandt han regnemaskinen, og inden for matematikkens område grundlagde han sandsynlighedsregningen – et altså betydningsfuldt geni, der ligeledes som fysiker havde tilsvarende anlæg; her verdenskendt for metoden til måling af atmosfærisk tryk.

Således godt i gang med at forme sig som gigant inden for de intellektuelle kredse, kom Pascal ud i livsomstændigheder, der som Anders Raahauge, journalist på Kristelig Dagblad udtrykker det, ’gjorde at han fik et åndeligt gennembrud.’ Autenticiteten af dette gennembrud er også bevidnet for eftertiden på en seddel, som efter Pascals død fandtes indsyet i hans tøj, og ordene som stod skrevet var følg:

”Fryd, fryd, tårer af fryd. Dette er det evige liv, at kende dig, den eneste sande Gud, og ham du sendte, Jesus Kristus.” Det Pascal altså oplevede midt i sit fremstormende liv, var en religiøs opvågnen.

Efter nævnte åndelige gennembrud, er det ligetil at forestille sig, at Pascal ville have smidt alt fra sig, og været svævet væk på en lyserød sky - med engleharpe i favnen. Men nej! Pascal havde mødt sin Gud, og med samme iver og ildhu, som da han oplyste menneskeheden om naturens love og principper, ville han nu udbrede kristendommen, samt gå til forsvar for den kristne tro og Kristus selv (...).

Som med kirkefaderen Augustin, var et trosprincip hos Pascal følg: ” Den kristne tro går næsten udelukkende ud på to ting: ’Vor naturlige fordærvelse og frelsen ved Jesus Kristus.”’ Med sætningen gav Pascal udtryk for den samme overbevisning, som såvel Luther også bekendtgjorde...

Netop princippet vedr. den naturlige fordærvelse, samt frelsen i Kristus, udtrykker Pascal på en ret god måde. Tilgangen minder vel nok om en videnskabsmands argumentation, men stadigvæk, han holder sig inden for Evangeliets grund. Reelt formulerer Pascal derved noget man kunne kalde et Gudsbevis – lidt filosofisk, men understøtter det med Bibelen som sit stærke udgangspunkt.

Således går Pascal frem: Over for ateister og andre kritikere af kristen tro, de som eks. påstår at Gud lige så lidt som julemanden og tandfeen, giver tegn på sin eksistens, fremfører han, at sådanne argumenter er direkte modstridende og uholdbare - med evangeliets natur. Pascal erkærer: ”Gud er netop skjult for menneskeheden (Deus absconditus).” Hmm. Videre: ”Gud skjuler sig for den faldne verden, men kun delvist; han har jo åbenbaret sig i tiden.”

Hvorfor Gud er skjult forklarer Pascal således: ”Hvis der ikke var nogen dunkelhed (oplevelse af meningsfravær/mørke i livet), ville mennesket ikke føle sin fornedrelse; hvis der ikke var noget lys (som det til trods, fremtræder i Kristus), ville mennesket ikke håbe på helbredelse. Det er derfor ikke blot retfærdigt, men også gavnligt for os, at Gud delvis er skjult, delvis åbenbar, for det er lige farligt for mennesket at kende Gud uden at kende sin elendighed og at kende sin elendighed uden at kende Gud. I det første tilfælde blæser man sig op i selvretfærdighed, sikker på at have sin Gud i ryggen og dermed hurtigt færdig med ham; i det andet må mennesket utrøsteligt fortvivle, for da erkender det sin elendighed, uden at erkende sin forløser, der kan helbrede ham for den,” citat slut.

Til opsummering af Pascals forståelse, møder vi måske samme ræsonnement hos Paulus vedr. menneskets erfaring med både fornedrelse/mørke og lys/forløsning: ”Ved loven, når man nemlig kun at erkende sin synd,” (Loven er Guds bud over for menneskeheden) Romerne kap. 3 v. 20. Og videre: ”Men skriften har indesluttet alt under synd.” ”Men førend troen kom, bevogtedes vi under loven, idet vi holdtes indesluttede. Så at loven blev os en tugtemester til Kristus.” (Hentet fra Romerne kap. 3.).

Dunkelheden som mennesket erfarer ifølge Pascal, er det naturlige produkt i sindet, pga. synden – og dennes konsekvenser; det være sig oplevelsen af meningsløshed, fortvivlelse og mørke både i de fysiske omgivelser, som inde i individets inderste hjertekamre. 

Apostlen Paulus (hovedforfatteren af Det Nye Testamente), vil nok som minimum kunne tages til indtægt for at mene, at loven er Guds genistreg til at omvende mennesket - og få det til at fortvivle, og derved skimte lys for sig selv og verden i Kristus alene. Pascal vil da i tillæg hertil mene (jo nok også med Paulus, der jo hævder at hele skabningen sukker under et pres – synden), at der generelt råder et mørke i verden, hvilket vidner om behov for frelse i Kristus – en logisk følgeslutning af den håbløshed, mennesket naturligt må føle, særligt hvis det bedømmer sin natur ud fra en kristen tilværelsesforståelse.

Dog, og vigtigst for Pascal gjaldt det, ligesom for Augustin og Luther, og Paulus klart nok: ”Det er ikke hjertets visdom, eller stræben, der i sidste ende afgør frelsen, men Guds egen skænken: ’Medens disciplene sov, har Jesus udvirket deres frelse,” ’ citat af Pascal. Gud bøjer hjerterne forsikrer Pascal, hvilket sker gennem korsets dårskab, som netop trodser al menneskelig fornuft.

Gudsbeviset fra Pascal behøver ikke mere forklaring, mon ikke der indirekte kan udledes en evangelisk nerve i Pascals tanker? Det som er essentielt omkring dem er dels, at han formulerede det (Gudsbeviset) i sit hovedværk ’Tanker, ’ hvori han fik utallige læsere, i en tid der blev kraftigt præget af oplysningsideerne, som i det 18 århundrede havde sit ene hovedsæde i Frankrig, hvor Pascal holdt til. Så her godtgjordes der kun for gode argumenter, til at bevise Guds eksistens over for de kristeligt tvivlende. I Frankrig var stærke folk som Rousseau, Voltaire og Diderot, den sidstnævnte, som har sagt følg. ud fra sit had til kristendommen: ”Jeg håber, at den sidste konge kunne blive hængt i den sidste præsts tarme.”

Men altså, i denne del 3, er der skrevet for at opmuntre til selvrefleksion over tilværelsen - og dens indhold - og for at skabe grobund for at 'spejde' Gud ud fra et filosofisk ståsted? Som det allersidste for del 3 - vil jeg også slå et slag for Pascals omvendelse til den kristne tro og Kristus...

Pascal er et mægtigt vidnesbyrd på Guds suveræne evne til at frelse hvem Han vil. Og, at hver den som tror, har Gud åbnet favnen for (det være sig fattig, rig, ung, gammel, klog, dårer, religiøs osv. Ligeså, at Gud også har sin logik, når man konfronteres med ateisters angreb på de ’logiske modsætninger’, de ’ser’, mellem verden og Gud. Pascals logik stemmer ret godt med Paulus' lære om lovens funktion og frelsen i Kristus.

I næste del (nr. 4) skal vi se på en mand inden for Pietismen, Herman Francke – en brændende kristen, som fik en masse godt for hånden, da Jesus vandt ham for sit rige...


- - - - Kunne du tænke dig at læse mere om Pascal og hans indflydelse på det 18. århundredes tænkning så kig på artiklen: 'Pascal efter 352 år', som også findes på min blog: Mod det Uendelige). I den artikel har jeg forsøgt at slå et slag for relevansen af Pascals menneskesyn/kristendomssyn - i det 21. århundrede.

Jødiske heltefortællinger del 3

Jaap van Proosdij (F. 1921).

”Som ung mand vidste han (Jaap van Proosdij) intet om jøder, da både hans skole og universitet havde været protestantiske (...). ” Sådan skriver Agnes Grundwald – Spier (specialist i Holocauststudier), om Jaap van Proosdij, en ung hollandsk advokat, som hjalp over 250 jøder under 2. verdenskrig.

Jaap van Proosdij må siges at have været en speciel natur... Uden hverken kendskab eller bånd - venskabelige eller familiære – til det jødiske folk, satte han sin karriere og ungdom ind på en ganske vovelig kurs, i et intelligent udført undergrundsarbejde, hvis stålsatte mål var, at redde så mange jøder som muligt, fra det ondskabsfulde jødehadske nazisystem.

Jaap van Proosdij deltog aktivt i en hollandsk undergrundsbevægelse. I denne bevægelse viste Proosdijs juridiske evner som advokat sig, at blive til stor gavn for jøderne... 

Undergrundsbevægelsen, i hvis aktiviteter han deltog, specialiserede sig i at snyde nazisterne, på et især statsligt administrativt niveau. Proosdij var således medopfinder af en glimrende ’stråmand’ overfor nazisterne – et fiktivt organ kaldet ’Nederlandske Fælleskirkelige Råd.' ’Rådet’ fik sin store succes gennem fabrikationen af et gummistempel – smukt udført med et kors og ’forvirrende’ latinske inskriptioner. 

Succesen vedrørende dette gummistempel kom sig af, at man som jøde i Holland, havde mulighed for at undslippe nazisternes klør, om man kunne fremvise en gyldig dåbsattest, der ret beset dokumenterede én som officiel kristen. Derfor blev der som hjælp for mange jøder, publiceret falske dåbsattester, påført det af Proosdijs falske gummistempel. 

Jøderne kunne som ’ægte’ kristne via ’Nederlandske Fælleskirkelige Råds’ godkendelse, i mange tilfælde slippe fra nazisternes deportationer til koncentrationslejrene. Systemet kom til at fungere så succesfuldt, at selv det Jødiske Råd – som ligeledes anvendte dåbsattester til at hjælpe jøder, fik deres attester afvist af SS, fordi de ikke havde det ’korrekte’ stempel fra ’Nederlandske Fælleskirkelige Råd.’

Generelt fungerede Proosdij yderst glimrende i rollen som antinazistisk undergrundsværktøj – på jødernes vegne – ifb. med nazisternes systematiske deportering af over 100.000 jøder, gældende for Hollands vedkommende. 

Et af succeskriterierne mellem Proosdij og de hollandske jøder, var hans indgående kendskab til det hollandske personregister. I Holland havde man nemlig et fantastik dokumentationsapparat over borgere, gældende helt tilbage til Napoleonstiden (1700 tallet). Med dette kendskab til det hollandske personregister, konkluderede Proosdij, at jøder havde den bedste chance for at undgå deportation, ved at erklæres for ikke-jøder over for det nazistiske klassifikationsapparat; et apparat som nazisterne udnyttede til egen fordel.

Udover succesen med at erklære jøder for ikke-jøder, virkede proosdij ydermere, for en periode, som undergrundsekspert, da han i sit virke som advokat, var blevet bedt om at hjælpe selveste Hans Georg Calmeyer – manden der stod som hovedansvarlig for raceklassifikation under den hollandske besættelse. Calmeyer bestemte med andre, hvem der var jødisk i Holland, og hvem der ikke var. 

Det lykkedes for Proosdij at vinde en helt ufattelig yndest hos Calmeyer, så at denne mand efter krigen, ikke ville forstå, at hans unge lærling, havde snydt ham, så det stod Calmeyer til op over begge øre: ” Van Proosdij var altid ærlig og havde ingen del i de løgne, man fremsatte om ham,” udtalte Calmeyer om Proosdij.

Men, denne ros og tillid upåagtet, rejste Proosdij i begyndelsen af sit samarbejde med Calmeyer, dagligt til Haag, for at mødes med de embedsmænd, som skulle behandle papirarbejdet samt godkendelserne af raceklassifikationen, udstedt fra Calmeyers kontor. Her i Haag udøvede Proosdij en helt utrolig jødisk lobbyvirksomhed, eftersom han kopierede og forfalskede stempler, lærte sig underskrifter fra høje embedsfolk og skaffede sig dokumenter m.m. - Alt dette - så han i al hemmelighed kunne modarbejde Calmeyer og hans lakajer i deportationen af de hollandske jøder.

Til trods for, at det lykkedes Proosdij at hjælpe et ret stort antal jøder under krigen, ved at forfalske dåbsattester, raceattester osv., blev han vidne til de grusomste begivenheder i nazisternes Holocaust; eksempelvis som da han vej lejlighed var medvidne til at SS tømte et psykiatrisk hospital for jødiske patienter, for at fylde deres tirsdagskvote på 1000 jøder med tog - rullende på skinnerne mod Hitlers gaskamre.

Efter krigen mente Proosdij dog dette til trods, at hans mest produktive og betydningsfulde tid, blev udført under krigen. Men, han gjorde sig ingen illusioner. Der var langt flere jøder som ikke blev hjulpet, end dem som blev. Ud af de seks millioner jøder som endte i gaskamre, udgjorde de heldige undslupne kun et lille fåtal. 

Vel vidste Jap Van Proosdij ikke rigtig noget om jøder inden krigen, men dette til trods, kan han siges at have gjort et meget stort stykke arbejde for at redde og hjælpe de jøder kan kunne i Holland under 2. verdenskrig - en indsats som bestemt betinger hans plads i historien. 

Jeg tænker selv, at da han som 21 årig blev medlem af en undergrundsbevægelse, da foretog han et enormt sats med hele sit fremtidige liv - og dette sats - sammenholdt med Proosdijs engagement og hjælp, står i dag som uvurderligt, for de familier, der i dag takker ham for hans beslutning om ikke at vende hovedet den anden vej (vende det blinde øje til) under nazisternes jødeforfølgelser i Holland. 

Af selv samme årsag ønskede mange at kalde ham helt efter krigen, men til dette svarede Proosdij engang: ” Jeg hader det upassende ord ’helt.’ Det er et eksempel på svækkelsen af de menneskelige værdier, som gør almindelig anstændighed til heroisme.” Det lader således til, at Proosdijs motiver for at hjælpe jøderne, var et moralsk betinget princip, frem for noget andet.

Den lykkeligste stund, for Proosdij efter krigen, var måske nok da han befandt sig i Jerusamel i 2003, hvor han modtog prisen ’Retfærdige blandt nationer’ i Remeberance Hall. At være i Jerusalem så mange år efter krigen, og opleve en selvstændig jødisk stat, var for ham det smukkeste han kunne ønske sig: 

Legemliggørelsen af et undertrykt folk i en suveræn stat, begyndende den 14. maj 1948.

Kristne omvendelser i Kirkehistorisk Lys: del 2

Martin Luther (10. november 1483 – 18. februar 1546): 

Den korte levnedsbeskrivelse af Martin Luther, frem mod hans omvendelse til Kristus er, at Luther efter at have studeret latin og filosofi, på det tyske universitet i Erfurt – og senere efter faderens (Hans Luthers) ønske påbegyndte juraen - kom i kraftig sjælsnød - primært forårsaget af en god vens død...

Således en dag på vej hjem fra byen Mansfeld – med et tynget sindsvejr – havnede den unge i et modbydeligt tordenvejr; lynet slog pludselig ned i hans nærhed, og Luther faldt på knæ, midt i det brølende inferno og foldede hænderne i bøn - til den godt nok katolske helgen Anna - og lovede at optage et munkeliv, hvis han nådigt måtte bjerge livet denne dag.

Luthers liv blev skånet; og efter fjorten dages spekulationer – samt utallige protester fra sine medstuderende kammerater, bankede Luther slutteligt på Augustinereremitternes klosterdør i Erfurt.

I klostret levede Luther i højtidelig from- og strenghed, og han skriftede pligtopfyldende alle sine synder (handlinger som tyngede hans samvittighed over for Gud og mennesker), men til trods herfor, opnåede han ikke fred til sjælen.

Tankerne kredsede fortsat om hans skyld - og Guds vrede, hvilket ledte ham på fortvivlelsens rand. I denne forvridende sindsstemning mødte han nu chefen for klostret, Staupitz, der opmuntrede ham til at stole på Guds hengivne kærlighed, og denne ledte ham til Bibelens ord om syndsforladelse og nåde. Lig Augustin, fordybede Luther sig herefter i Paulus’ breve og begyndte at lege med tanken om, at et menneske alene opnår frelse, gennem oprigtig tro på Guds nåde i Kristus Jesus.

Lutherforskning fra begyndelsen af det 20. århundrede, gør det antageligt, at Luther i efteråret 1512 fik sit åndelige gennembrud (dog, i forordet til sine latinske skrifter, synes Luther selv at fastsætte sin omvendelse til 1519), og oplevede frelsens lys, idet han under læsning af kap. 1 v. 17 i Romerbrevet, fik erkendelse af, at Gud tilkender mennesket den retfærdighed han selv ejer, ved troen alene, og ikke ved hjælp af gerninger. (Parentes bemærket kan det hævdes, at Luthers omvendelse nok må findes i perioden 1512 – 19). Men, den indgående forståelse af omvendelsen og frelsen, var der i hvert fald med ét, da han befandt sig på sit værelse, i tårnet på klostret i Wittenberg – hvor et åndeligt gennembrud kom i hus, som meget sigende er blevet døbt ’Tårnoplevelsen.’

Dateringen for Luthers omvendelse er måske mindre relevant, hvis fokus skal være på Guds kraft til frelse, hvorfor her for Luthers vedkommende, det er mere relevant at afslutte med hans personlige frelsesskildring, forfattet ca. 1545, et år før mandens død; nemlig det personlige vidnesbyrd:


”Hvor meget jeg end levede som en ulastelig munk, følte jeg mig dog over for Gud som en synder med en meget urolig samvittighed. Jeg kunne ikke tro på, at Gud var forsonet ved min fyldestgørelse. Derfor elskede jeg ikke, nej, jeg hadede tværtimod den retfærdige Gud, som straffer syndere. Således rasede jeg med en vild og forvirret samvittighed. Men ikke desto mindre bankede jeg vedholdende på hos Paulus på det pågældende sted i Romerbrevet, idet jeg brændende tørstede efter at vide, hvad Paulus mente. Og så endelig, mens jeg tænkte efter dag og nat, fik jeg ved Guds barmhjertighed øje på ordenes sammenhæng: ’For i evangeliet åbenbares Guds retfærdighed at tro til tro – som der står skrevet: ’Den retfærdige skal leve af tro (Rom 1, 17). Nu følte jeg mig som født på ny og som gennem åbne døre kommet ind i paradis.” ’

Med Luther er der i hvert fald en skøn ting at fremdrage ved hans omvendelse og tro på Jesus Kristus: Guds nåde modtages passivt, altså som noget Gud skænker synderen, for Kristi skyld. Man kan som menneske – i frelseshensyn – ikke gøre noget uden Gud. Dette blev eftertrykkeligt sat på plads for Luther i skriftet ’Om den bundne vilje, ’ - at mennesket er ganske underlagt Gud, og at Gud er den eneste virkende i menneskets frelsessag. (Jf. Augustin - se evt. del 1 i serien).


Romerne kap. 10 v. 9: "Thi når du med din mund bekender Jesus som Herre og i dit hjerte tror, at Gud opvakte Ham fra de døde, skal du blive frelst." Og vers 11: "Thi med hjertet tror man til retfærdighed, og med munden bekender man til frelse." Det er Guds store ufortjente godhed, der tæller, og sammen med dette, hjertets indstilling hos det enkelte individ, som har betydning i frelsen! Man kan ikke gøre sig fortjent til tilgivelse, nåde og frelse fra Gud. Gud er Gud, menneske er menneske...



Et Luthercitat afslutter passende vores del 2, og indleder fint del 3: ” Netop fordi børnene er uden fornuft og ubegavede, er de bedre skikkede til tro, end de voksne og fornuftige, hvem fornuften altid står i vejen, så de ikke kan få deres store hoveder gennem den smalle port.” (Kirkepostillen 1525).

For mere info om Luthers liv, se evt. filmen 'LUTHER'. Har selv set den 2-3 gange, og synes den ret godt viser noget om de kendte ting vedr. Martin Luthers liv.



Læs med i del 3, hvor filosoffen Blaise Pascal står i centrum, en mand, der ikke stolede på fornuften som redskab til sand omvendelse til Kristus. 

Jødiske heltefortællinger del 2

Aristides De Sousa Mendes (1885-1954).  - Kristen portugisisk generalkonsul - i Bourdeaux Frankrig - fra 1938 til juli 1940.

De Mendes Sousa siges at være den person, som reddede flest jøder fra udryddelse, under 2. verdenskrig. Det anslås, at han hjalp over 30.000 jøder ud af Frankrig, ifb. med Hitlers besættelse af landet i 1940. Lig den ungarske skuespillerinde Vali, overlevede De Sousa også selv krigens rædsler; til trods for sine vovede gerninger, med at bistå jøderne, med livsvigtig hjælp under krigen. Men, De Sousa måtte dog efter krigen lide meget for sine handlinger, og han døde i 1954 som en meget fattig mand. Angelica, De Sousas kone, døde også i fattigdom i 1948. Men, aldrig fortrød de valget om at hjælpe det jødiske folk.

De Sousa opfattede sig selv som en dybt hengiven kristen, men hvad hans kristendom bestod i, kan jeg ikke sige meget om. Dog, en dag mens han i sit private embedsmandshus, stod over for dusinvis af jøder, som han husede, svarede han dem: ” Jeg kan ikke tillade at I alle sammen dør. Den eneste måde, jeg kan efterleve min kristne tro på, er ved at handle i overensstemmelse med, hvad min samvittighed dikterer.”

Disse ord fra De Sousas mund var på ingen måde udsprunget af letsindige eller overfladiske betragtninger. Forinden han udtalte ordene, havde han tilbragt tre dage i sengen under svære sjælskvaler. Dette foregik ml. den 13. 14. og 15. juni 1940.

De Sousas bekymringer var også reelle nok. Han var som generalkonsul blevet forbudt, på nogen tænkelig måde, at hjælpe jøder med at erhverve sig visa og udrejsepapirer til Portugal, hvorfra De Sousas embedskald udgik. De Sousa stod derfor i et frygteligt dilemma. Han var en retskaffen mand, og ønskede at tjene sit land, men omvendt mente han, at jødernes behov var vigtigere, end den portugisiske regerings krav. De Sousa lå derfor i tre døgn, i sin seng, og vred sig, og tænkte (…) Dels på sine tretten børn og hustruen, som i værste fald ville miste alt, hvis han besluttede at hjælpe. Og, omvendt tænkte De Sousa på de mange jøder, som ville miste livet, om han ikke trodsede alt, og greb ind.

Sebastian, en af De Sousas sønner, udtalte efter sin faders død, at De Sousa efter de tre dage, kom ud af sit soveværelse med hvidt/gråt hår, og udtalte de faste ord: ” Jeg kan ikke tillade at I alle sammen dør.” Således lå der megen alvor bag hele situationen, men De Sousa Mendes havde truffet sin afgørelse. Det antal jøder, som på den måde blev hjulpet af De Sousa, overlevede derfor Hitlers Holocaust i Frankrig.

De Sousa udstedte Visa, til trods for sine ordrer fra Portugal. Dog, de jøder han husede i privaten, var blot en enkelt solstråle, som flammede fra den sol, De Sousa blev for tusindvis af jøder (...)

Ganske kort tid efter udstedelsen, af de livsvigtige papirer, stod han i en ny vanskelig situation, som også stillede krav ift. hans beslutsomhed til at hjælpe. Denne gang blev det visaudstedelse til omtrent 25.000 jøder; et arbejde som den jødiske historiker og professor i Holocauststudier, Yehuda Bauer har kaldt: " Den største redningsoperation udført af en enkelt person under Holocaust.”


Den pågældende affære begyndte, da Bordeaux blev bombet af tyskerne om natten den 19. juni 1940. Som følge heraf flygtede både jøder og ikke-jøder mod den spanske grænse, til henholdsvis Bayonne og Hendaye, to byer i det sydvestlige Frankrig. Alle disse flygtninge blev nægtet udrejse af den portugisiske konsul, som holdt til i området. Og, af frygt for sit liv, havde han låst sig selv inde. Da dette kom De Sousa for øre, hastede han til stedet og oprettede med det samme et ’primitivt’ arbejdsteam, der udstedte visa og udrejsepapirer til 25.000 flygtninge/jøder, hvorefter han fulgte forsamlingen til en række tog, der kunne fragte dem gennem Spanien og ind i Portugal – alt dette klarede De Sousa og hans hjælpere på blot 48 timer.


Det er klart, at alle De Sousas aktiviteter ikke kunne gå uhørt hen for den portugisiske regering; hvilket heller ikke forblev tilfældet. Allerede kort tid efter disse begivenheder, blev De Sousa kaldt til Lissabon, hvor han var kommet i kraftig unåde. Der indledtes således en høring imod ham, indeholdende 15 separate anklagepunkter. Retsforsamlingen/retsnævnet besluttede at De Sousa skulle degraderes til den laveste embedsrang, der som minimum tillod ham at arbejde. Men, denne ’straf’ var ifølge regeringens premierminister, Salazar, for blødsøden, og i stedet fik han gennemført, at De Sousa ikke måtte tjene på nogen måde i det portugisiske diplomati. Disse konsekvenser ruinerede De Sousa fuldkomment, og han mistede bl.a. sin pension.

På baggrund af disse forhold kom De Sousa til at leve et liv i totalt ruin, kun støttet med få midler fra folk som var venligt stillet over for hans indsats mod jøderne. Kort sagt var der ikke megen hjælp, eller tak, at hente efter indsatsen under krigen. Tværtimod valgte regeringen at skænde De Sousas karriere, samt familiens ære.

Efter krigens afslutning mødtes De Sousa med en rabbiner, som han også hjalp med at flygte under krigen, og denne mand spurgte da, hvorfor De Sousa opgav sin karriere for at hjælpe jøderne. Til dette svarde han: ” Jeg accepterede muligheden med kærlighed, og jeg fortryder intet.”

Den største anerkendelse, som senere er givet til De Sousa, var i 2002, ifb. med åbningen af udstillingen i London: ’Visas for Life,’ der handlede om diplomater, som tilsammen reddede ca. 250.000 jøder fra nazisterne. Her kom De Sousas gerninger alligevel for offentlighedens lys.

Sluttelig for afsnit to i de jødiske heltefortællinger, følger en udtalelse af Henrie Zvi Deutsch, en af de personer, som modtog et af De Sousa Mendes frelsende Visa, han forklarer: ” Hvad der ikke er oplyst, er, at disse visa ikke var til individer, men til familier. I vores tilfælde både til min far og min onkel Paul." Disse belgiske flygtninge, som havde slået sig ned nær Bordeaux, fik udstedt visa der hver reddede ni personer.

Antallet af mennesker, som Mendes reddede, overstiger langt 30.000 og forbliver ukendt (...)

Jødiske heltefortællinger 1 af 4

December måned er hjerternes tid, siges det! Her lægges op til at man som individ rækker ud til venner og familie i form af ekstra besøg, breve, tanker og gaver m.m. Det er således også måneden, hvor nærvær og sammenhold styrkes og dyrkes. Dog, sandt er det også, at vi griber julen meget forskelligt an... 

Her for mit vedkommende, skal bidraget udbygges med en række små fortællinger, med det jødiske folk i centrum. Og dog! Godt nok er jøderne i centrum, men ligeså vel handler fortællingerne om ikke-jøder, der hjalp - netop jøder - under 2. verdenskrig, med at undslippe nazisternes Holocaust. Vær således medlæser til en række heroiske beretninger om mennesker, der udlevede det centrale julebudskab (næstekærligheden), som et liv - med liv og lemmer som indsats - for at hjælpe og redde jøder fra død og tilintetgørelse: 

'En hyldest til heltene, som ikke tillukkede hjerterne, da uretfærdigheden mod jøderne herskede - i Hitlers Europa.'

Mange af os har formentlig set filmen 'Schindlers Liste' af Steven Spielberg fra 1993, en meget anbefalelsesværdig film, om den ikke er set! Kort sagt, handler den delvis autentiske film, om Oskar Schindler, en forretningsmand, der reddede ca. 1100 jøder fra at ende livet i koncentrationslejr under 2. verdenskrig. Denne Schindler er således et dejligt lys, midt i de mørke beretninger om Holocaust. Nogen tænker måske, at vi ikke finder mange flere af Schindlers format. Men, det gør vi heldigvis! Problemet er blot, at der meget sent er lavet en ordentlig research omkring de jøder, der overlevede krigen, som kunne berette fyldestgørende om de ikke-jøder, der greb intervenerende ind i deres liv. Og, som hjalp med eget, samt deres families liv i processen. 

Men, nu i dag, findes rent faktisk sådanne autentiske vidnesbyrd, endelig, og hvorfor ikke hylde disse folk, og ære dem, ved at kaste lys over deres selvopofrende gerninger - netop her i julen? Måske til inspiration? 

Og videre; ligeledes tjener disse skønne beretninger også et andet formål, nemlig at cementere det faktum: At jøderne var ofre for uretfærdigt had, ondskab og umenneskelig totur ifb. med 2. verdenskrig, nemlig det frygtelige Holocaust, hvor 6.000.000 jøder døde - ved særligt Hitler, Heinrich Himmler, Adolf Eichmann, Reinhard Heydrich og Rudolf Hóss' hånd (sidstnævnte var leder af koncentrationslejren Auscwitch).

(Har læst bogen: Hitlers Elite - for virkelig at komme til bunds i sandheden omkring Holocaust. Er du derfor vægelsindet omkring Holocaust, da skriv endelig i dokumentarfeltet i min blog, så vil jeg gerne uddybbe sandhederne om Holocaust for dig - eller blot diskutere dem)...   

Valérie Rácz (1911 - 1997) Ungarsk sanger og skuespillerinde.

Vali, som hun blev kaldt, var en sofistikeret ungarsk dame, som levede i showbusiness hele sit liv. Fra 1936 - 56 medvirkede hun i henved tyve spillefilm, og under krigen agerede hun pinup for de ungarske tropper, der kæmpede ved Østfronten. Ligeledes var hun under krigen fast sangerinde på ' Hangli Kiosk,' en berømt natklub ved floden Donau. Igennem hele sin karriere arbejdede Vali tæt sammen med jødiske kunstnere, da disse var de mest fremtrædende, i sang og teaterverdenen i Ungarn, i store dele af det tyvende århundrede. Det siges bl.a. derfor om Vali, at hendes motivation for at hjælpe jøder under krigen, kom sig af, at hun følte et meget nært slægtskab til dem, som følge af sit arbejdsliv; Vali var dog ikke selv jøde, men katolik.

Vali var en intelligent og viljefast natur og havde 'et stærkt hjerte.' Eks. kom dette til udtryk, da hun skjulte Margit og Marietta Herzog, to meget prominente kvinder, fra en anerkendt og velhavende ungarsk familie, som var blandt dem Vali skjulte i sin kælder under krigen. Familien Herzog troede selv på, at de ikke ville falde i nazisternes klør, pg.a. af deres status og anseelse i samfundet; men Vali gjorde sig ingen illusioner om nazisternes dagsorden, og derfor var familien Herzog blandt de første hun tænkte på, da tyskerne besatte Ungarn. Vali var, modsat mange af Ungarns kunstnere og intellektuelle, fuldt ud på forkant med Hitlers jødehad, og tog med det samme handling over for sine nære venner i teatermiljøet, hvilet familien Herzog er et glimrende eksempel på.

Ud over at hjælpe familien Herzog, hjalp Vali også hotelejer Bandi Screiber, på hvis hotel Vali havde haft stor succes som dels visesangerinde i 1940 - 41. Bandi var jødisk, men gift med en kristen kvinde, der sammen med Bandi og dennes fætter, var blevet forvist til deportation, som følge af Bandis jødiske baggrund. Vali indrettede som følge heraf - med hjælp fra hendes kæreste Paul Barabas -, filmmanuskiptforfatter og glødende anti-nazist, et kæmpe garderobeskab, udstyret med et hemmeligt rum, til bolig for Bandis kone og fætter, som kunne holde de to skjult, i tilfælde af at Gestapo gennemsøgte Valis hjem.

Imens Vali skjulte disse to familier for nazisterne, levede hun sit normale liv på overfladen. Hun optrådte offentligt og modtog fornemme gæster i privaten, alt imens kælderen var fyldt op med jødiske flygtninge. Vali vidste dog godt, hvad hendes aktiviteter indebar, i tilfælde af hun blev afsløret eller anmeldt af en kollaboratør. Men, Vali var fuldkommen selvopofrende og tog ikke hensyn til sig selv, og da hun adspurgt af sin datter Monica, efter krigens afslutning, på spørgsmål om, hvorfor hun valgte at hjælpe jøder, svarede hun: "Jeg gjorde ganske simpelt, hvad jeg følte, jeg burde gøre." Og, alt dette selvom Vali vidste, at straffen for at skjule jøder, var henrettelse. Vali fortalte også senere hen Monica, at hun måtte hjælpe, når byens jøder, i Ungarns hovedstad Budapest, blev angrebet, deporteret, tortureret eller skudt!!

Vali levede heldigvis længe efter krigens afslutning, og hun døde i 1997. Dog, i 1991 modtog hun en ærespris for sin indsats for jøderne under Holocaust, prisen ' Retfærdige blandt nationer' - overdraget af det jødiske Holocaust Museum i Jersalem Yad Vashem (som iøvrigt er et must see, for de som besøger byen). Prisen gives til folk, som på en særligt måde hjalp jøder, specifikt, ifb. med Holocaust, under 2. verdenskrig.

Men nu slutteligt for denne første jødiske heltefortælling skal det nævnes, at Vali på et tidspunkt besøgte Israel efter krigen, og mødtes med efterkommerne af de familier hun reddede. Og her kunne hun med egne øjne se familier, som ikke ville have eksisteret, om det ikke havde været for Ungarns teaterverdens showbuisdarling, Vali!!

Kristne omvendelser i Kirkehistorisk lys - del 1 af 6

I denne serie kaldet: 'Kristne omvendelser i Kirkehistorisk Lys,' følger en række beretninger, som tager fat i relativt kendte skikkelser inden for kristendommen. I serien stilles der skarpt på omvendelse, dens betydning, samt hvilken kirkehistorisk ramme den udspillede sig indenfor.

I alt postes 6 små artikler, hvor nærværende udgør del 1. om Augustin.
Artiklerne kan være interessante for Kristne som ikke-kristne? Læs med (...).

Det er et sandt mirakel - et stort Guds under - når søgende sjæle kommer til tro på Jesus som Herre og frelser. Har man eks. oplevet at gå fra mørke til lys – pludselig at eje Sønnens liv i sig – så genkender man også glæden i de utallige vidnesbyrd, som findes om mænd og kvinder, der på diverse måder, pludselig så sig forenet med den levende Gud. Og, at frelsen i Kristus er en helt fundamental sandhed, for et ægte og sandt liv, i Guds nærhed og tjeneste. Al ægte kristendom, må som minimum, have et sådan frelsesbudskab som livsnerve og udgangspunkt.

Her følger således beskrivelser, af en række af signifikante historiske personligheder, der som skriften vidner, modtog Guds liv til frelse, og erfarede at: ”Den, som har Sønnen, har livet.” ”Og Gud sagde: ’Der blive lys. Og der blev lys.’” (Henholdsvis første Johannes kap. 5 v. 12 og første Mosebog kap. 1 v. 3.).

Den frelse disse mennesker oplevede, virkede også stor glæde for andre end dem selv, og disse samme mennesker, brugte livet på at tjene næsten i oprigtig næstekærlig ånd: ” I skal derfor ligne Gud, som hans elskede børn, og vandre i kærlighed, ligesom også Kristus elskede jer og gav sig selv hen for os som en gave og et offer, ’en liflig duft for Gud.’ 


Augustin (13. november 354 – 28. august 430):
Augustin står som en af Oldkirkens store teologer. Han var en ret sammensat person, der inden sin personlige omvendelse, forsøgte sig med både manikæismen og nyplatonismen. Men, det menneske som ’måske’ havde størst indflydelse på Augustins omvendelse, var dog hans moder Monnika, en from, bedende og hengiven kristen; modsat faderen, en lunefuld officer uden nogen religiøs interesse.

Da Augustin stiftede bekendtskab med manikæismen, var han en ung mand. Manikæismen forsøgte dels – med fornuften – at lancere forklaringen på verdens skabelse og det ondes oprindelse. Baggrunden for manikæismen var en blanding af forskellige religioner (synkretisme).

Den fromme Monnika, havde mange bekymringer i den periode Augustin tyede til manikæismen, og søgte fortvivlet til sin biskop, som opmuntrede hende med ordene: ”En sådan tåresøn kan ikke gå til grunde.”
 
Efter sit nærmere bekendtskab med manikæismen, brød Augustin med denne, og gik for en tid over til nyplatonismen, der i Augustins samtid, tiltalte mange sandhedssøgende. Nyplatonismen omhandlede bl.a., tanken om ’ideernes verden.’ Kort fortalt, at der bag vores verden og jord, eksisterede en ’større’ verden – med evigtgyldige sandheder, og at mennesket blot så repræsentationer af disse sandheder, her i livet. Ideen om disse sandheder, fik dengang af Platon – denne filosofis grundlægger (428 – 348 f.kr.), et gudeligt indhold, hvilket også Augustin blev konfronteret med. Dog, disse filosofiske abstraktioner, kunne lig manikæismen, ikke mætte den søgende Augustin. I sin hunger efter fred, kastede han sig derfor slutteligt over Paulus’ breve, hvor den afgørende brik faldt på plads i hans sandhedssøgende virksomhed (...).

Om sin omvendelse beretter Augustin selv følg: ”Efter at en ven havde fortalt mig om den hellige Antonius (en af oldkirkens mest berømte eremitter), gik jeg nu rundt i min have, hvor tankerne piskede mig som ris og bød mig følge samvittighedens stemme. I denne oprevne sindsstemning, hørte jeg da fra nabohuset en syngende stemme: ’Tag og læs.’ Og jeg forstod, at det var en stemme fra himmelen, der befalede mig at slå op i Bibelen, og læse det første kapitel jeg måtte finde der. Og, jeg greb Bibelen og læste det sted, hvorpå mine øjne først faldt: ’ikke i svir og drik, ikke i løsagtighed og uterlighed, ikke i kiv og strid, men ifør eder den Herre Kristus, og drag ikke omsorg for kødet, så begæringen vågner. (Ref. Rom kap. 13 v. 13).

Efter endt læsning oplevede Augustin opstandelsens lys i hjertet: ”Og straks da jeg havde læst denne sætning, strømmede freden som et klart lys ind i min sjæl, og tvivlens mørke veg bort.” Herefter gik han til sin moder Monnika, og hun kunne glæde sig inderligt sammen med ham. Hendes tåresøn var født på ny!

Et dejligt citat fra Augustins bog ’bekendelser, ’ forfattet efter hans omvendelse, lyder sigende: " Du, o Gud, har skabt os til samfund med dig, og vort hjerte er uroligt, indtil det hviler i dig.” Som talt ud af en sand kristen.

Ud af Augustins senere forfattervirksomhed, kom der mangt og meget; det som er væsentligt at fremdrage af frugten fra hans omvendelse til Kristus – i et omvendelsesperspektiv – var måske hans forståelse af Gud som sand frelser: At mennesket frelses alene ved Guds nåde. Dette på baggrund af hans klare forståelse af arvesynden – som havde berøvet mennesket sin frie vilje, hvorfor det trællede under alverdens laster, med behov for Guds suveræne frelse og åndelige genoprettelse; en forståelse, som i den grad var befordrende for evangeliets forkyndelse, som Augustin øvede med.

Det er trosstyrkende at vide, at denne mand mødte Gud midt i sin søgen, og at Ordet blev levende for ham. Og, ligeledes gemmer der sig et ekstra godt vidnesbyrd for os i dag, vedr. Guds trofasthed imod Augustin: ” Den, som søger, skal finde. Den, som banker på, for ham skal der lukkes op.” (Fra Mattæus kap. 7.)

Augustins omvendelse og tanker om kristen tro, levendegøres bl.a. også af Luther, i sen middelalder, hvor en anden skøn omvendelse finder sted. Læs mere om dette og andet i del 2 (...)