Af Esben Kristensen
Blaise Pascal (1623 – 1662).
Såvel som Augustin og
Luther, har teologen og naturvidenskabsmanden Pascal, også relevans når
det handler om skønne omvendelsesskildringer.
Dels fremstår Pascal i dag som en af naturvidenskabens store kæmper:
- Som 16-årig skrev han eks. en
banebrydende geometrisk afhandling.
- Som 19-årig opfandt han
regnemaskinen, og inden for matematikkens område grundlagde han sandsynlighedsregningen – et altså betydningsfuldt geni, der ligeledes som fysiker
havde tilsvarende anlæg; her verdenskendt for metoden til måling
af atmosfærisk tryk.
Således godt i gang med at forme sig som
gigant inden for de intellektuelle kredse, kom Pascal ud i
livsomstændigheder, der som Anders Raahauge, journalist på Kristelig
Dagblad udtrykker det, ’gjorde at han fik et åndeligt gennembrud.’
Autenticiteten af dette gennembrud er også bevidnet for eftertiden på en
seddel, som efter Pascals død fandtes indsyet i hans tøj, og ordene som
stod skrevet var følg:
”Fryd, fryd, tårer af fryd. Dette er det evige
liv, at kende dig, den eneste sande Gud, og ham du sendte, Jesus
Kristus.” Det Pascal altså oplevede midt i sit fremstormende liv, var en
religiøs opvågnen.
Efter nævnte åndelige gennembrud, er det ligetil
at forestille sig, at Pascal ville have smidt alt fra sig, og været svævet væk
på en lyserød sky - med engleharpe i favnen. Men nej! Pascal havde mødt sin
Gud, og med samme iver og ildhu, som da han oplyste menneskeheden om
naturens love og principper, ville han nu udbrede kristendommen, samt gå
til forsvar for den kristne tro og Kristus selv (...).
Som med kirkefaderen
Augustin, var et trosprincip hos Pascal følg: ” Den kristne tro går næsten
udelukkende ud på to ting: ’Vor naturlige fordærvelse og frelsen ved
Jesus Kristus.”’ Med sætningen gav Pascal udtryk for den samme
overbevisning, som såvel Luther også bekendtgjorde...
Netop
princippet vedr. den naturlige fordærvelse, samt frelsen i Kristus,
udtrykker Pascal på en ret god måde. Tilgangen minder vel nok om en
videnskabsmands argumentation, men stadigvæk, han holder sig inden for
Evangeliets grund. Reelt formulerer Pascal derved noget man kunne kalde
et Gudsbevis – lidt filosofisk, men understøtter det med Bibelen som sit stærke
udgangspunkt.
Således går Pascal frem: Over for ateister og andre
kritikere af kristen tro, de som eks. påstår at Gud lige så lidt som
julemanden og tandfeen, giver tegn på sin eksistens, fremfører han, at sådanne
argumenter er direkte modstridende og uholdbare - med evangeliets natur.
Pascal erkærer: ”Gud er netop skjult for menneskeheden (Deus
absconditus).” Hmm. Videre: ”Gud skjuler sig for den faldne verden, men
kun delvist; han har jo åbenbaret sig i tiden.”
Hvorfor Gud er
skjult forklarer Pascal således: ”Hvis der ikke var nogen dunkelhed
(oplevelse af meningsfravær/mørke i livet), ville mennesket ikke føle
sin fornedrelse; hvis der ikke var noget lys (som det til trods,
fremtræder i Kristus), ville mennesket ikke håbe på helbredelse. Det er
derfor ikke blot retfærdigt, men også gavnligt for os, at Gud delvis er
skjult, delvis åbenbar, for det er lige farligt for mennesket at kende
Gud uden at kende sin elendighed og at kende sin elendighed uden at
kende Gud. I det første tilfælde blæser man sig op i selvretfærdighed,
sikker på at have sin Gud i ryggen og dermed hurtigt færdig med ham; i
det andet må mennesket utrøsteligt fortvivle, for da erkender det sin
elendighed, uden at erkende sin forløser, der kan helbrede ham for den,”
citat slut.
Til opsummering af Pascals forståelse, møder vi
måske samme ræsonnement hos Paulus vedr. menneskets erfaring med både
fornedrelse/mørke og lys/forløsning: ”Ved loven, når man nemlig kun at erkende sin synd,”
(Loven er Guds bud over for menneskeheden) Romerne kap. 3 v. 20. Og
videre: ”Men skriften har indesluttet alt under synd.” ”Men førend troen
kom, bevogtedes vi under loven, idet vi holdtes indesluttede. Så at
loven blev os en tugtemester til Kristus.” (Hentet fra Romerne kap. 3.).
Dunkelheden som mennesket erfarer ifølge Pascal, er det naturlige
produkt i sindet, pga. synden – og dennes konsekvenser; det være sig oplevelsen af meningsløshed, fortvivlelse og mørke
både i de fysiske omgivelser, som inde i individets inderste hjertekamre.
Apostlen Paulus (hovedforfatteren af Det Nye Testamente), vil nok som minimum kunne
tages til indtægt for at mene, at loven er Guds genistreg til at
omvende mennesket - og få det til at fortvivle, og derved skimte lys for sig selv og verden i
Kristus alene. Pascal vil da i tillæg hertil mene (jo nok også med Paulus, der
jo hævder at hele skabningen sukker under et pres – synden), at der
generelt råder et mørke i verden, hvilket vidner om behov for frelse i
Kristus – en logisk følgeslutning af den håbløshed, mennesket naturligt
må føle, særligt hvis det bedømmer sin natur ud fra en kristen
tilværelsesforståelse.
Dog, og vigtigst for Pascal gjaldt det, ligesom for
Augustin og Luther, og Paulus klart nok: ”Det er ikke hjertets visdom,
eller stræben, der i sidste ende afgør frelsen, men Guds egen skænken:
’Medens disciplene sov, har Jesus udvirket deres frelse,” ’ citat af
Pascal. Gud bøjer hjerterne forsikrer Pascal, hvilket sker gennem
korsets dårskab, som netop trodser al menneskelig fornuft.
Gudsbeviset fra Pascal behøver ikke mere forklaring, mon ikke der
indirekte kan udledes en evangelisk nerve i Pascals tanker? Det som er
essentielt omkring dem er dels, at han formulerede det (Gudsbeviset) i sit hovedværk
’Tanker, ’ hvori han fik utallige læsere, i en tid der blev kraftigt præget af oplysningsideerne, som i det 18 århundrede havde sit ene hovedsæde i
Frankrig, hvor Pascal holdt til. Så her godtgjordes der kun for gode argumenter, til
at bevise Guds eksistens over for de kristeligt tvivlende. I Frankrig var stærke folk
som Rousseau, Voltaire og Diderot, den sidstnævnte, som har sagt følg.
ud fra sit had til kristendommen: ”Jeg håber, at den sidste konge kunne
blive hængt i den sidste præsts tarme.”
Men altså, i denne del 3, er der skrevet for at opmuntre til selvrefleksion over tilværelsen - og dens indhold - og for at skabe grobund for at 'spejde' Gud ud fra et filosofisk ståsted? Som det allersidste for del 3 - vil jeg også slå et slag for Pascals omvendelse til den kristne tro og Kristus...
Pascal er et mægtigt vidnesbyrd på Guds suveræne evne til at frelse
hvem Han vil. Og, at hver den som tror, har Gud åbnet favnen for (det være sig fattig, rig, ung, gammel, klog, dårer, religiøs osv.
Ligeså, at Gud også har sin logik, når man konfronteres med ateisters
angreb på de ’logiske modsætninger’, de ’ser’, mellem verden og Gud.
Pascals logik stemmer ret godt med Paulus' lære om lovens funktion og
frelsen i Kristus.
I næste del (nr. 4) skal vi se på en mand
inden for Pietismen, Herman Francke – en brændende kristen, som fik en
masse godt for hånden, da Jesus vandt ham for sit rige...
- - - - Kunne du tænke dig at læse mere om Pascal og hans indflydelse på det 18. århundredes tænkning så kig på artiklen: 'Pascal efter 352 år', som også findes på min blog: Mod det Uendelige). I den artikel har jeg forsøgt at slå et slag for relevansen af Pascals menneskesyn/kristendomssyn - i det 21. århundrede.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar