Kristne omvendelser i Kirkehistorisk Lys del 3

Af Esben Kristensen

Blaise Pascal (1623 – 1662).

Såvel som Augustin og Luther, har teologen og naturvidenskabsmanden Pascal, også relevans når det handler om skønne omvendelsesskildringer.

Dels fremstår Pascal i dag som en af naturvidenskabens store kæmper:

- Som 16-årig skrev han eks. en banebrydende geometrisk afhandling. 
- Som 19-årig opfandt han regnemaskinen, og inden for matematikkens område grundlagde han sandsynlighedsregningen – et altså betydningsfuldt geni, der ligeledes som fysiker havde tilsvarende anlæg; her verdenskendt for metoden til måling af atmosfærisk tryk.

Således godt i gang med at forme sig som gigant inden for de intellektuelle kredse, kom Pascal ud i livsomstændigheder, der som Anders Raahauge, journalist på Kristelig Dagblad udtrykker det, ’gjorde at han fik et åndeligt gennembrud.’ Autenticiteten af dette gennembrud er også bevidnet for eftertiden på en seddel, som efter Pascals død fandtes indsyet i hans tøj, og ordene som stod skrevet var følg:

”Fryd, fryd, tårer af fryd. Dette er det evige liv, at kende dig, den eneste sande Gud, og ham du sendte, Jesus Kristus.” Det Pascal altså oplevede midt i sit fremstormende liv, var en religiøs opvågnen.

Efter nævnte åndelige gennembrud, er det ligetil at forestille sig, at Pascal ville have smidt alt fra sig, og været svævet væk på en lyserød sky - med engleharpe i favnen. Men nej! Pascal havde mødt sin Gud, og med samme iver og ildhu, som da han oplyste menneskeheden om naturens love og principper, ville han nu udbrede kristendommen, samt gå til forsvar for den kristne tro og Kristus selv (...).

Som med kirkefaderen Augustin, var et trosprincip hos Pascal følg: ” Den kristne tro går næsten udelukkende ud på to ting: ’Vor naturlige fordærvelse og frelsen ved Jesus Kristus.”’ Med sætningen gav Pascal udtryk for den samme overbevisning, som såvel Luther også bekendtgjorde...

Netop princippet vedr. den naturlige fordærvelse, samt frelsen i Kristus, udtrykker Pascal på en ret god måde. Tilgangen minder vel nok om en videnskabsmands argumentation, men stadigvæk, han holder sig inden for Evangeliets grund. Reelt formulerer Pascal derved noget man kunne kalde et Gudsbevis – lidt filosofisk, men understøtter det med Bibelen som sit stærke udgangspunkt.

Således går Pascal frem: Over for ateister og andre kritikere af kristen tro, de som eks. påstår at Gud lige så lidt som julemanden og tandfeen, giver tegn på sin eksistens, fremfører han, at sådanne argumenter er direkte modstridende og uholdbare - med evangeliets natur. Pascal erkærer: ”Gud er netop skjult for menneskeheden (Deus absconditus).” Hmm. Videre: ”Gud skjuler sig for den faldne verden, men kun delvist; han har jo åbenbaret sig i tiden.”

Hvorfor Gud er skjult forklarer Pascal således: ”Hvis der ikke var nogen dunkelhed (oplevelse af meningsfravær/mørke i livet), ville mennesket ikke føle sin fornedrelse; hvis der ikke var noget lys (som det til trods, fremtræder i Kristus), ville mennesket ikke håbe på helbredelse. Det er derfor ikke blot retfærdigt, men også gavnligt for os, at Gud delvis er skjult, delvis åbenbar, for det er lige farligt for mennesket at kende Gud uden at kende sin elendighed og at kende sin elendighed uden at kende Gud. I det første tilfælde blæser man sig op i selvretfærdighed, sikker på at have sin Gud i ryggen og dermed hurtigt færdig med ham; i det andet må mennesket utrøsteligt fortvivle, for da erkender det sin elendighed, uden at erkende sin forløser, der kan helbrede ham for den,” citat slut.

Til opsummering af Pascals forståelse, møder vi måske samme ræsonnement hos Paulus vedr. menneskets erfaring med både fornedrelse/mørke og lys/forløsning: ”Ved loven, når man nemlig kun at erkende sin synd,” (Loven er Guds bud over for menneskeheden) Romerne kap. 3 v. 20. Og videre: ”Men skriften har indesluttet alt under synd.” ”Men førend troen kom, bevogtedes vi under loven, idet vi holdtes indesluttede. Så at loven blev os en tugtemester til Kristus.” (Hentet fra Romerne kap. 3.).

Dunkelheden som mennesket erfarer ifølge Pascal, er det naturlige produkt i sindet, pga. synden – og dennes konsekvenser; det være sig oplevelsen af meningsløshed, fortvivlelse og mørke både i de fysiske omgivelser, som inde i individets inderste hjertekamre. 

Apostlen Paulus (hovedforfatteren af Det Nye Testamente), vil nok som minimum kunne tages til indtægt for at mene, at loven er Guds genistreg til at omvende mennesket - og få det til at fortvivle, og derved skimte lys for sig selv og verden i Kristus alene. Pascal vil da i tillæg hertil mene (jo nok også med Paulus, der jo hævder at hele skabningen sukker under et pres – synden), at der generelt råder et mørke i verden, hvilket vidner om behov for frelse i Kristus – en logisk følgeslutning af den håbløshed, mennesket naturligt må føle, særligt hvis det bedømmer sin natur ud fra en kristen tilværelsesforståelse.

Dog, og vigtigst for Pascal gjaldt det, ligesom for Augustin og Luther, og Paulus klart nok: ”Det er ikke hjertets visdom, eller stræben, der i sidste ende afgør frelsen, men Guds egen skænken: ’Medens disciplene sov, har Jesus udvirket deres frelse,” ’ citat af Pascal. Gud bøjer hjerterne forsikrer Pascal, hvilket sker gennem korsets dårskab, som netop trodser al menneskelig fornuft.

Gudsbeviset fra Pascal behøver ikke mere forklaring, mon ikke der indirekte kan udledes en evangelisk nerve i Pascals tanker? Det som er essentielt omkring dem er dels, at han formulerede det (Gudsbeviset) i sit hovedværk ’Tanker, ’ hvori han fik utallige læsere, i en tid der blev kraftigt præget af oplysningsideerne, som i det 18 århundrede havde sit ene hovedsæde i Frankrig, hvor Pascal holdt til. Så her godtgjordes der kun for gode argumenter, til at bevise Guds eksistens over for de kristeligt tvivlende. I Frankrig var stærke folk som Rousseau, Voltaire og Diderot, den sidstnævnte, som har sagt følg. ud fra sit had til kristendommen: ”Jeg håber, at den sidste konge kunne blive hængt i den sidste præsts tarme.”

Men altså, i denne del 3, er der skrevet for at opmuntre til selvrefleksion over tilværelsen - og dens indhold - og for at skabe grobund for at 'spejde' Gud ud fra et filosofisk ståsted? Som det allersidste for del 3 - vil jeg også slå et slag for Pascals omvendelse til den kristne tro og Kristus...

Pascal er et mægtigt vidnesbyrd på Guds suveræne evne til at frelse hvem Han vil. Og, at hver den som tror, har Gud åbnet favnen for (det være sig fattig, rig, ung, gammel, klog, dårer, religiøs osv. Ligeså, at Gud også har sin logik, når man konfronteres med ateisters angreb på de ’logiske modsætninger’, de ’ser’, mellem verden og Gud. Pascals logik stemmer ret godt med Paulus' lære om lovens funktion og frelsen i Kristus.

I næste del (nr. 4) skal vi se på en mand inden for Pietismen, Herman Francke – en brændende kristen, som fik en masse godt for hånden, da Jesus vandt ham for sit rige...


- - - - Kunne du tænke dig at læse mere om Pascal og hans indflydelse på det 18. århundredes tænkning så kig på artiklen: 'Pascal efter 352 år', som også findes på min blog: Mod det Uendelige). I den artikel har jeg forsøgt at slå et slag for relevansen af Pascals menneskesyn/kristendomssyn - i det 21. århundrede.

Jødiske heltefortællinger del 3

Jaap van Proosdij (F. 1921).

”Som ung mand vidste han (Jaap van Proosdij) intet om jøder, da både hans skole og universitet havde været protestantiske (...). ” Sådan skriver Agnes Grundwald – Spier (specialist i Holocauststudier), om Jaap van Proosdij, en ung hollandsk advokat, som hjalp over 250 jøder under 2. verdenskrig.

Jaap van Proosdij må siges at have været en speciel natur... Uden hverken kendskab eller bånd - venskabelige eller familiære – til det jødiske folk, satte han sin karriere og ungdom ind på en ganske vovelig kurs, i et intelligent udført undergrundsarbejde, hvis stålsatte mål var, at redde så mange jøder som muligt, fra det ondskabsfulde jødehadske nazisystem.

Jaap van Proosdij deltog aktivt i en hollandsk undergrundsbevægelse. I denne bevægelse viste Proosdijs juridiske evner som advokat sig, at blive til stor gavn for jøderne... 

Undergrundsbevægelsen, i hvis aktiviteter han deltog, specialiserede sig i at snyde nazisterne, på et især statsligt administrativt niveau. Proosdij var således medopfinder af en glimrende ’stråmand’ overfor nazisterne – et fiktivt organ kaldet ’Nederlandske Fælleskirkelige Råd.' ’Rådet’ fik sin store succes gennem fabrikationen af et gummistempel – smukt udført med et kors og ’forvirrende’ latinske inskriptioner. 

Succesen vedrørende dette gummistempel kom sig af, at man som jøde i Holland, havde mulighed for at undslippe nazisternes klør, om man kunne fremvise en gyldig dåbsattest, der ret beset dokumenterede én som officiel kristen. Derfor blev der som hjælp for mange jøder, publiceret falske dåbsattester, påført det af Proosdijs falske gummistempel. 

Jøderne kunne som ’ægte’ kristne via ’Nederlandske Fælleskirkelige Råds’ godkendelse, i mange tilfælde slippe fra nazisternes deportationer til koncentrationslejrene. Systemet kom til at fungere så succesfuldt, at selv det Jødiske Råd – som ligeledes anvendte dåbsattester til at hjælpe jøder, fik deres attester afvist af SS, fordi de ikke havde det ’korrekte’ stempel fra ’Nederlandske Fælleskirkelige Råd.’

Generelt fungerede Proosdij yderst glimrende i rollen som antinazistisk undergrundsværktøj – på jødernes vegne – ifb. med nazisternes systematiske deportering af over 100.000 jøder, gældende for Hollands vedkommende. 

Et af succeskriterierne mellem Proosdij og de hollandske jøder, var hans indgående kendskab til det hollandske personregister. I Holland havde man nemlig et fantastik dokumentationsapparat over borgere, gældende helt tilbage til Napoleonstiden (1700 tallet). Med dette kendskab til det hollandske personregister, konkluderede Proosdij, at jøder havde den bedste chance for at undgå deportation, ved at erklæres for ikke-jøder over for det nazistiske klassifikationsapparat; et apparat som nazisterne udnyttede til egen fordel.

Udover succesen med at erklære jøder for ikke-jøder, virkede proosdij ydermere, for en periode, som undergrundsekspert, da han i sit virke som advokat, var blevet bedt om at hjælpe selveste Hans Georg Calmeyer – manden der stod som hovedansvarlig for raceklassifikation under den hollandske besættelse. Calmeyer bestemte med andre, hvem der var jødisk i Holland, og hvem der ikke var. 

Det lykkedes for Proosdij at vinde en helt ufattelig yndest hos Calmeyer, så at denne mand efter krigen, ikke ville forstå, at hans unge lærling, havde snydt ham, så det stod Calmeyer til op over begge øre: ” Van Proosdij var altid ærlig og havde ingen del i de løgne, man fremsatte om ham,” udtalte Calmeyer om Proosdij.

Men, denne ros og tillid upåagtet, rejste Proosdij i begyndelsen af sit samarbejde med Calmeyer, dagligt til Haag, for at mødes med de embedsmænd, som skulle behandle papirarbejdet samt godkendelserne af raceklassifikationen, udstedt fra Calmeyers kontor. Her i Haag udøvede Proosdij en helt utrolig jødisk lobbyvirksomhed, eftersom han kopierede og forfalskede stempler, lærte sig underskrifter fra høje embedsfolk og skaffede sig dokumenter m.m. - Alt dette - så han i al hemmelighed kunne modarbejde Calmeyer og hans lakajer i deportationen af de hollandske jøder.

Til trods for, at det lykkedes Proosdij at hjælpe et ret stort antal jøder under krigen, ved at forfalske dåbsattester, raceattester osv., blev han vidne til de grusomste begivenheder i nazisternes Holocaust; eksempelvis som da han vej lejlighed var medvidne til at SS tømte et psykiatrisk hospital for jødiske patienter, for at fylde deres tirsdagskvote på 1000 jøder med tog - rullende på skinnerne mod Hitlers gaskamre.

Efter krigen mente Proosdij dog dette til trods, at hans mest produktive og betydningsfulde tid, blev udført under krigen. Men, han gjorde sig ingen illusioner. Der var langt flere jøder som ikke blev hjulpet, end dem som blev. Ud af de seks millioner jøder som endte i gaskamre, udgjorde de heldige undslupne kun et lille fåtal. 

Vel vidste Jap Van Proosdij ikke rigtig noget om jøder inden krigen, men dette til trods, kan han siges at have gjort et meget stort stykke arbejde for at redde og hjælpe de jøder kan kunne i Holland under 2. verdenskrig - en indsats som bestemt betinger hans plads i historien. 

Jeg tænker selv, at da han som 21 årig blev medlem af en undergrundsbevægelse, da foretog han et enormt sats med hele sit fremtidige liv - og dette sats - sammenholdt med Proosdijs engagement og hjælp, står i dag som uvurderligt, for de familier, der i dag takker ham for hans beslutning om ikke at vende hovedet den anden vej (vende det blinde øje til) under nazisternes jødeforfølgelser i Holland. 

Af selv samme årsag ønskede mange at kalde ham helt efter krigen, men til dette svarede Proosdij engang: ” Jeg hader det upassende ord ’helt.’ Det er et eksempel på svækkelsen af de menneskelige værdier, som gør almindelig anstændighed til heroisme.” Det lader således til, at Proosdijs motiver for at hjælpe jøderne, var et moralsk betinget princip, frem for noget andet.

Den lykkeligste stund, for Proosdij efter krigen, var måske nok da han befandt sig i Jerusamel i 2003, hvor han modtog prisen ’Retfærdige blandt nationer’ i Remeberance Hall. At være i Jerusalem så mange år efter krigen, og opleve en selvstændig jødisk stat, var for ham det smukkeste han kunne ønske sig: 

Legemliggørelsen af et undertrykt folk i en suveræn stat, begyndende den 14. maj 1948.