Kristenhedens fanebærere del. I

Kristenhedens fanebærere

Del 1.

Som kristen er det essentielt, at man 'tør' have tillid til hele Bibelens indhold! Gud lever i Skriften og når Hans ord læses og modtages i tro, så har man åndeligt liv med skaberen! Personligt vil jeg meget nødigt gå glip af dette liv, denne mulighed!

... Bibelen syder og koger af netop liv, det flyder fra Skriften til den som vil læse. Fra Gud gives der lægedom til ånd, sind og krop - og du og jeg står dagligt foran disse velsignelser som skænkes os alene ved Skaberens nåde (den ufortjente godhed)!

Har vi én gang erfaret Guds godhed, da lad os holde fast i Ham! Lad os aldrig nøjes med mindre og ringere i vor liv, end Herren!

... Ganske nylig sad jeg i samtale med en kristen kvinde, der studerer teologi. Hun fortalte i den sammenhæng, at kun en meget lille del af de teologistuderende bekendte sig som 'født på ny'. Overraskelsen var ikke enorm, men udtalelsen satte tanker i gang.

(...) Parentes bemærket vil jeg nævne, at jeg personligt tror, at et menneske godt kan være et Guds barn, selvom vedkommende ikke kender til begrebet 'født på ny'.

Bibelen siger: " Med hjertet tror man til retfærdighed og med munden bekender man til frelse. " Romerne kap. 10 v. 10. Videre i vers 11 hedder det: " Skriften siger jo - enhver, som tror på Ham, skal ikke blive til skamme. "

... For mig at se handler frelse først og fremmest om nyt liv, en ny bevidsthed; om du i dit liv tror Gud, elsker Ham og ikke skammer dig ved Hans navn; at du vil vandre med Ham og følge Hans bud og ikke leve for dig selv. En del kristne kender Gudslivet ud fra denne måde, men er fremmede for begrebet 'født på ny'.

Kendetegnet ved at et menneske lever med Gud, støtter sig op af en dyb afhængighed - der først og fremmest handler om kærlighed og fællesskab! Som et Guds barn elsker du Skriften, ordet om Jesus. Du kender, at uden Gud er du intet, men med Ham er du alt (...).

Når disse ting så er sagt, da mener jeg, at enhver sund forkynder og menig kristen, bør læse sin Bibel med det fortsæt at forstå Skriften i sin helhed og sammenhæng. Gøres dette, da indser man snart, at begrebet 'født på ny' reelt er åbenbaringsord, båret af et dybt og eviggyldigt indhold! Og, at man i sit virke som kristen, altid skal holde den åbenbaring helt frem, når man ønsker at lede mennesker til en sand tro, frihed fra synd og omvendelse.


Fra Johannes kap. 3 v.3: " Jesus svarede og sagde til ham: Sandelig, sandelig siger jeg dig: Ingen kan se Guds rige, hvis han ikke bliver født på ny. "

... Med disse indledende ord om Gudsliv og frelse - så er det med dette skriv, jeg her formulerer, mit ønske og mål, at du og jeg som kristne, må fortsætte med at holde fast i et levende samfund med Gud Jesus. Et samfund hvor vi selv næres af Guds Ords åbenbaring, i en tæt afhængighed til Gud, og hvor vi samtidig forstår, at Han sender os til verden som sine personlige vidner, der må formidle Guds liv og eksistens. Som Bibelen referer det: " Vi er sendebude på Kristi vegne ". 2. Korinther kap. 5 v. 20.

Overskriften til min artikel, 'Kristenhedens fanebærere' indeholder således en dobbeltbetydning - en betydning der centrerer sig om både indre og ydre liv! Et liv som må være på plads - ud fra de tanker og ord som Gud har sagt og fortsat siger i sit ord, Bibelen.


Hvordan fordeler kristenheden sig i dag?

Kristendommen, som vi møder den globalt i dag, udgøres af et mylder af forskellige kirkesamfund og kirker, men skal vi sætte lidt orden på det hele, kan vi groft set opdele kristendommen i fire hovedgrupperinger: Den Katolske Kirke, de Ortodokse Kirker, Reformatoriske kirker og Pinsekirker.

... Som erfarne eller nyomvendte kristne, kender mange til - om end nogle - da enkelte af
dogmerne og lærersætningerne, bag de fire store kristne kirkeretninger. Men, lad mig nu alligevel beskrive følgende karakteristika ved de benævnte kirker, og derefter søge at uddybe og problematiserer flere af disse kirkers trospraksis, ud fra deres egen selvforståelse, som kristenhedens fanebærere. (Læs med i del II).


Den Katolske Kirke er den største og den ældste kirke, som ifølge traditionen gennem paven har rødder helt tilbage til Jesu discipel Peter, der blev den første pave. I det hele taget betyder traditionen meget i den katolske kirke, ligesåvel dyrkelsen af den hellige Guds moder 'himmeldronningen' , helgener - hellige mænd og kvinder - spiller en stor rolle som formidlere mellem Gud og mennesker.



Den Ortodokse Kirke har en række fællestræk med den katolske kirke. Kirken opstod efter en teologisk splittelse mellem den østeuropæiske og den vesteuropæiske del af den katolske kirke i året 1054, og den østlige del udviklede sig derefter til selvstændigt at blive det, vi i dag kender som den ortodokse kirke.

'Ortodoks' er græsk og betyder "den rette måde" - både i tro og tilbedelse, og det afspejler sig i de ortodokse kirkers selvforståelse som bærere af de oprindelige traditioner. Videre igen spiller hellighed en stor rolle og udmøntes ofte gennem ikonmalerier af hellige personer.



De Reformatoriske Kirker opstod i det 16. århundrede og frem over de næste par hundrede år på baggrund af Luthers utilfredshed med den katolske kirke, som han selv oprindeligt tilhørte. Grundlæggende for de reformatoriske kirker er vægtningen af de bibelske skrifter i modsætning til den katolske kirkes strenge fokus på traditionen, helgendyrkelser, skrifte og pavens suverænitet!

Luther og andre med ham søgte at "reformere" den katolske kirke, men endte altså med at skabe en række selvstændige kirkesamfund, samfund hvor der stadigt lægges vægt på bibeludlægningen gennem prædikenens plads i gudstjenesten.

Siden begyndelsen af det 20. århundrede har Pinsebevægelsen, på næsten "reformatorisk vis" gjort sig gældende på verdensplan. Pinsebevægelsen, eller pinsekirkerne, sætter i dag på mange måder dagsordenen for, hvordan kristendom kommer til udtryk globalt, gennem de mange tusind nye små og store pinsekirker, der bliver dannet.

I en artikel bragt på siden religion.dk i 2006, i forbindelse med fejringen af bevægelsens 100 års jubilæum, lød overskriften: 'Pinsekirken har ændret kristendommen'! Og, der kan med alvor ses til udtalelsen, vil jeg mene; fra artiklen lyder det: " Vi befinder os i pinsens årtusinde, pinsekirkens måde at være kristen på har sat sine spor i alle kirker. "

Længere fremme i samme artikel fortsættes der: "Pinsekirken fylder 100 år i år, og den er ikke bare en perifer kirke, som når et skarpt hjørne. Pinsekirken er en fødselar, som har ændret kristendommen, så kirkeforskere vurderer, at 596 millioner kristne enten er erklærede pinsevenner eller pinse-agtige, også kaldet karismatiske med tungetale og bøn for sygdom og mirakler som en del af deres kristendom. "


... Særligt på den sydlige halvkugle er pinsekirken slået igennem, men i stigende grad oplever også den nordlige halvkugle en vis vækst - selvom der for Danmarks vedkommende udgøres en lidt kedelig statistik med blot 5500 pinsekristne og apostolere samlet set.

(...)

Så langt et overblik over klodens fire store kirkeretninger. Det som især er værd at notere sig er, at hver af disse fire kirkesamfund, bærer den individuelle selvforståelse, at man netop inden for deres særegene religiøse dogmer, traditioner og trospraksis, kan møde Gud og bevares i et sandt helligt liv. Konklusionen af en sådan forståelse resulterer i, at disse kirkeretninger, enten direkte eller indirekte, forstår sig som 'Kristenhedens fanebærer'. De, kirkerne, mener at repræsenterer evige sandheder fra Gud og ser sig i stand til at formidle dem til menneskeheden.

Et nærmere eftersyn

Bibelen, Guds Ord, er for de kristne lig et fyrtårn, midt i en travl og mørk verden. Den er, som sagt, rettesnoren for et sundt og oprigtigt kristenliv. Det er i denne bøgernes bog, at Gud har formidlet sit testamente og heri klarlagt, hvordan mennesket møder Ham, lever og bevares. Så hvordan klarer kirkerne af i dag netop denne åndelige og praktiske opgave: At læse Guds Ord, fortolke og formidle det til menneskehedens børn - hvori ligger de deres fokus?

Katolsk tro  

Paven i Rom står for mange som symbolet på den katolske kirke. Det er også ham man oftest møder i medierne, når der skrives eller vises begivenheder i relation til kirken. Paven er i katolsk tradition den egentlige magtmyndighed under Gud - og hvad han beslutter, det skal gælde for hele kirken.

Den katolske kirker bryster sig af, at den - som oven over anført - af Jesus selv, er karakteriseret som arvtager efter apostlen Peter, den klippe hvorpå Jesus agtede at bygge sin kirke, med henvisning til Mattæus kap. 16. Denne forståelse har i løbet af kirkens historie formet en magtstruktur, hvor den hierarkiske orden står fast. Magten er fordelt med Paven øverst, så kardinalerne og derefter biskopperne.

Pavens magt rækker så vidt, at den i tvivlsspørgsmål inden for kirken, i dens fortolkninger af Skriften, traditionerne, dogmerne o.a. er absolut - også kaldet 'pavelig ufejlbarlighed.' Sidste gang denne 'ret' blev anvendt var i 1950, kirkens jubelår, hvor Pave Pius XII proklamerede dogmet om jomfru Marias optagelse i himmelen. Forstået på den måde, at Maria lig Jesus, blev hentet op til himlen med legeme og sjæl.

Jomfru Maria spiller en stor rolle i katolsk tradition. I kirken anses hun for at være den, der går i forbøn for den bedende hos Gud, hvilket muliggør et hurtigere bønnesvar. Langt hen af vejen for en katolik, siddestilles Jomfru Maria med Jesus i betydning. Hun, Maria, er også et nøgleelement i katolikkernes rosenkransbøn, hvor et 'Hil dig Maria' gentages igen og igen.

- barnedåb og firmelse

Barnedåben er indgangen i Guds rige i den katolske kirke. Det hedder sig at ved dåben: "Får barnet livet 'på ny' og indlemmes i den åndelige virkelighed, der hedder Guds rige, og i det synlige fællesskab, der hedder kirken." (Kristendom.dk '10 vigtigste ting om katolicismen'). Dåbspraksis af børn er altså at forstå som Guds begyndende accept/frelse for individet.

Men, udover at barnedåben er selve nøglen ind i Guds rige, da er kirkens lære om firmelse, lige så vigtig. I forbindelse med denne kirkelige handling salver en biskop den unge (ca. 14-15 år) med indviet olie, hvorefter den unge officielt er salvet med helligånden, og er per definition udrustet med kraft til at være et vidne for kirken i den brede offentlighed. Dåb og firmelse må derfor gå hånd i hånd, førend en katolik anses for fuldt optaget i kirkens fællesskab, nyttig og brugbar for Gud.

Ortodoks tro

Ortodoks betyder som nævnt 'den rette måde' - men kan også oversættes 'den rette tro' eller endda 'den rette tilbedelse'. Uanset ordvalg, udtrykker ordet en hel del om kirkens selvforståelse. Kirken opfatter helt enkelt sig selv, som den institution der har bevaret kristendommens oprindelige lære og form. Men, lighedspunkterne med den katolske kirke er mange!

Bibelen beskrives blandt de ortodokse som troens grundlag, men traditionen udgør en lige så væsentlig rolle. Hvad der menes med tradition i den ortodokse kirke, referer til en række kirkemøder op igennem hele den kristne kirkes historie. Det først møde begyndende i Nikæa år 325 og det sidste samme sted i 787. I alt taler de ortodokse om syv forskellige kirkemøder, hvor mødet i Konstantinopel i 381 er det vigtigste. Her formulerede man i oldkirken troen på den treenige Gud, hvor det også blev fastslået at Jesus Kristus er både sand Gud og sandt menneske. 

Jomfru Marias placering i den ortodokse kirke kan på ingen facon underdrives. Vel har kirken ingen officielle dogmer om hverken hendes 'ubesmittede undfangelse' eller den påståede optagelse i himmelen, som den katolske kirke har fastslået, men disse tanker udgør alligevel fastetablerede lærersætninger, som forkyndes og tros inden for kirkens egne rækker. Maria er i ortodoks lære: " Jomfruen, den uberørte og den fuldkomne fejlfrie. Efter sin død blev hun optaget i himmelen, hvor hun nu befinder sig med sjæl og legeme og sammen med sin søn, Kristus, i en evig herlighed." (Kristendom.dk 2009 - 'De ti vigtigste ting om den ortodokse kirke').

Dåb og firmelse er i ortodoks teologi sidestillet med den katolske version. Den ortodokse kirke har også syv centrale sakramenter som hos katolikkerne, der skal bevare den troende fra vugge til grav, hvor dåben er første skridt på den sakramentale syvtrinsraket mod evigheden. 

- Ikonen

Ikoner er det samme som billeddykelse. Inden for ortodoks lære begrundes ikonen med menneskets behov for et mellemled, som skal gøre det smidigt/let at få forbindelse til Gud som den ophøjede skaber han nu engang er. Som Jesus var Guds fysiske mellemled for 2000 år siden, ligeså er ikonerne i dag også et slags fysisk mellemled - der kan bringe Gud og menneske i forening. Jesus er fortsat det helt centrale mellemled sammen med Jomfru Maria, men Ikonet er et vigtigt trosredskab.

Dog, ikonet er mere end blot en repræsentation af noget guddommeligt (eks. et billede af Kristus eller en af apostlene), der skal bringe ens tanker i forbindelse med Bibelens univers. Rent faktisk strækker den ortodokse teologi sig så langt som til at mene, at når et helligt individ (apostlen Paulus, Johannes Døber, apostlen Peter o.a. dør), da forlader helligånden ikke deres afdøde kroppe i gravene, ej heller de hellige billeder, ikonerne. (kristelig-dagblad.dk 2010 'Teologien bag de ortodokse ikoner'). Ikontilbedelse er for en ortodoks at forstå som at være stillet over for Guds helligånds kraft!

" Man skal ikke tage fejl af ikonerne. Helgenikoner viser helgener med ansigtstræk fra deres jordiske liv, men det afgørende er, at vi ser de hellige i deres guddommeliggjorte tilstand, fyldte af Guds energier. " (Ibid).

-Patriarken

Imens Paven i Rom er overhovedet for den katolske kirke, er Patriarken i Konstantinopel overhovedet for den ortodokse kirke. Kirken har ikke én men flere patriarker - den russiske ortodokse kirkes patriark er eks. ikke den samme som i Konstantinopel; men officielt står den sidstnævnte over den russiske, selvom den russisk ortodokse kirke er langt den største, med sine ca. 165 mio.

Både den katolske Pave og de ortodokse Patriarker (med dels den russiske, samt den øverstesiddende i Konstantinopel), skal forstås som meget magtfulde personer inden for hver deres kirke. Hver af disse mænd lægger linjen for hvordan de mener kristendommen skal forstås og efterleves blandt mennesker - og de har i mange år holdt sig på behørig afstand af hinanden; på baggrund af teologiske stridigheder. Om nogle, så er den katolske og den ortodokse kirke i sin selvforståelse, de sande fanebærer af kristendommens sandheder, fra Jesus og frem til i dag. 

Pt. rykker de to kirker dog tættere sammen, på baggrund af kristenforfølgelser i Mellemøsten, og efter den nuværende Pave Frans i 2014 udtalte offentlig, at han ville mødes med Kirill - Patriarken af den russisk ortodokse kirke - når som helst han havde lyst, blev dette møde det første siden 1000 års lange religiøse stridigheder. (Politiken.dk 2016 'Efter 1000 års splittelse - paven mødes med russisk patriark).     

Reformert tro

Når ordet 'reformert tro' anvendes, tænker jeg det som et overordnet begreb for en række af forskellige kirkesamfund, herunder den Lutherske Evangeliske Kirke (som den danske folkekirke hører under), den Reformerte Kirke (blandt andet hjemmehørende i Holland og Frankrig) og den Anglikanske Kirke - også kaldt 'Church of England'.

... Hvorfor så alligevel denne distinktion? Jo,eksempelvis vil en del danskere ikke anerkende at folkekirken i Danmark er en reformert kirke, men derimod en protestantisk luthersk evangelisk kirke. Det kommer sig dels af, at man i den danske folkekirke har den selvopfattelse, at kirkens liv og lære læner sig primært op af Luther, og ikke andre af de tidligere reformatorer, som Zwingli (1484-1531) og Calvin (1509-1564). Historisk siges det populært, at Zwingli og Calvin repræsenterer en venstrefløj af reformationen, der først blev anført af Luther. 

- Knas med nadveren

Den égentlige splittelse udsprang af synet på den kristne nadver!
Luthers syn på nadveren, er af mange blevet forstået som en næsten direkte videreførelse af det katolske. Men, den tanke hviler på en række teologiske misforståelser, mente især Luther, men også andre prominente kirkefolk med ham.

Hvor katolikker forstår nadveren som en konkret forvandling af brød og vin til Jesu legeme og blod (transubstantionslæren), da mente Luther at brød og vin fortsætter med at være brød og vin i nadveren, men at der dog alligevel foregår en sammensmeltning mellem modtager og Kristus.
Luther uddybede det på den måde, at den troende via nadveren, får del i Kristi liv og lære, som skænkes af Gud (konsubstantionslæren).

Helt over i den anden 'nadverlejr' betragtede Calvin og Zwingli nadveren som et mindemåltid - befriet fra alle katolske over -og undertoner.

- Dåb

På spørgsmål om dåb er der også forskelle. Hvor man i den Lutherske Evangeliske kirke spørger forældrene om barnet skal døbes i den kristne tro, da vil man inden for andre reformerte kirkesamfund, efter Zwingli og Calvins forbillede, ikke foretage en sådan handling, da det her er opfattelsen, at man ikke kan svare på andres vegne, ej heller barnets.

I det Lutherske dåbssyn modtager barnet guddommelig tro - og siden en konkret genfødelse. På fadderens og menighedens forbøn, skænker Gud altså både tro og genfødelse!

... En mand som stod skulder ved skulder med Luther omkring dåbens indhold og betydning var selveste Grundtvig. Også han mente, at Gud skænker barnet troen, hvorefter en genfødelse finder sted som følge heraf.

For Danmark og den danske folkekirkes del, har det således gennem lange tider været forståelsen, at kirkens dåbshandlinger afføder tro og genfødelse til børn af denne forsamling - og dermed optagelse i Guds rige.

"Både Luther og Grundtvig var overbevist om, at børnene virkelig kommer til tro i dåben. Og det er på denne baggrund, de fastholder, at børnene bliver genfødt. Og vel at mærke en virkelig genfødelse, hvor barnet modtager Helligånden i sit indre og bliver et levende lem på Kristus." (lutherdansk.dk - 'ritualer og dåbssyn').


Pinsetro

Pinsekirken/bevægelsen udgør i dag ca. 1/4 af kristenheden. Kirken er i en eksplosiv vækst, og ser man nærmere på tallene, da lader udviklingen ikke til at bremse på nogen facon. I år 2000 kunne man eks. i det engelske missionsblad 'International Bulletin of Missionary Research' læse, at der i runde tal var 526 millioner pinsevenner og karismatikere. Små seks år senere var tallet steget til 596 millioner. Væskten i pinsevenner er ekstra imponerende, når bevægelsens udspring dateres til omkring år 1906 - i Los Angeles - og derefter i høj grad videreført i Norden, af den norske metodistpræst T.B. Barrat. Over en halv milliard pinsevenner er vokset frem på under ét århundrede! Det kan intet andet trossamfund bryst sig af i hele verden.

Den teologiske kristendomsforståelse hos pinsekirken lægger vægt på blandt andet:
- Levende omvendelse, kaldet 'ny fødsel'.
- Troendes dåb - af andre kaldet voksendåb.
- Dåb i Helligånden med tungetale som tegn.
- Forbøn for syge med håndspålæggelse.
- Levende gudstjenesteformer, hvor lægfolks præster udlægger Bibelens indhold, og hele menigheden er med i lovsang, bøn og tilbedelse.
- Troen på Åndens ni nådegaver og deres virke blandt de troende.

Pinsekirkens 'succes' i forhold til dens geografiske spredning samt anerkendelsen blandt andre større kirkesamfund, kan beskrives på flere måder. Kirken har en stor og omfattende missionsvirksomhed i lande med store folkemasser (bl.a. Afrika, Asien og Sydamerika). Her har befolkningsgrupper længe ventet på et kristent indhold, hvor budskabet kunne bringe dem nærmere et liv med en personlig, nærværende og nåderig Gud. Vel har disse verdensdele længe kendt til både Katolsk og Ortodoks kristendom, men gudslivet og trosgløden har mange steder været udslukt! En kendsgerning som den katolske kirke offentligt indrømmede i 1960.

Pinsekirken er for mange i den katolske kirke svaret på et ønske om fornyelse, der blev formuleret af Pave Johannes XXIII (pave i årene 1958 - 1963). Paven indkaldte i 1960 alle biskopper og kardinaler til et møde, hvor det besluttedes at afskaffe latinprædikener og indføre lokale sprog i gudstjenesterne. Ritualer blev også ændret, og som hoved på sømmet bad man for at kirken måtte gennemgå en fornyelse... Pinsevækkelsen blev for mange tolket som Guds bønnesvar til den katolske kirke.

Pinsekirkens enorme fremgang skyldes også at den katolske kirke, i stedet for at diskriminere og nedgøre, fremhæver bevægelsen i yderst positive vendinger - og endda decideret 'kopierer' flere af pinsekirkens former og traditioner (et klogt valg for en mastodont som den katolske kirke, i mere end en forstand). Der er katolske samfund, der i dag kalder sig karismatikere, fordi de deler mange ligheder med pinsekirken.

I Danmark afholdes der helligåndsseminarer, hvor katolikker kan lære om Helligånden og hvor folk via håndpålæggelse, kan blive døbt med Ånden. Det rapporteres vidt og bredt at man her taler i tunger som på bedste pinsevis og folk får latter i Ånden, falder om og modtager et dybere forhold til Jesus.

... Som en - ikke ubetydelig fodnote - må det ligeså nævnes, at man inden for Luthersk bevægelse i Danmark, også er meget glade for -og inspirerede af pinsekirken. Dansk Oase er et eksempel herpå. Dansk Oase forstår sig som en karismatisk bevægelse.

(...)

Som det indtil nu er fremgået, så fordeler kristenheden sig i fire store hovedretninger. Hver af disse kirker mener i høj grad at inden for netop deres samfund, finder mennesket Gud, Hans sandhed og ultimativt frelsen.

Men, nogle af dem går endda så langt som til at arbejde tæt sammen - noget vi ser i dag, hvor den ortodokse kirke og den katolske kirker vender sig mod hinanden efter 1000 års adskillelse. På lignende facon ønsker den katolske kirke at 'lære' af pinsekirken og dens levende, glade kristendom!

Ja, samarbejde kirkeretningerne imellem virker til at tage til i styrke og grad, så når man søger at adskille kirkerne i liv og lære og fremstille teologiske forskelle, da tyder flere ting på, at de kristne kirker af i dag, også rykker nærmere hinanden - hvilket skal tages med i de analyser man søger at udrede for kristendommen af i dag.

Siden 1910 har der faktisk hersket et officielt ønske om det man benævner økumenisk samarbejde - hvis bestræbelser materialiserede sig med 'Kirkernes Verdens Råd' i 1948.

Afsluttende for del 1. er vejen nu lagt for at problematisere de fire kirkeretningers selvforståelse som 'kristenhedens fanebærere' (noget jeg antydede i begyndelsen af denne artikel).

I del II, vil jeg derfor søge at gå mere i dybden med dette emne og videre beskrive, hvordan jeg selv har erfaret en levende tro på Jesus og hvordan jeg har oplevet at tjene Ham i tro og sandhed.

(...).

Læs med igen i del II af 'kristenhedens fanebærere'.