Derfor at kigge på både begivenhederne og personerne i den store historie, bør i nogen henseende gøre os klogere og mere indsigtsfulde omkring os selv - så vi dermed kan lære noget brugbart af dem (...)
Så, hvorfor ikke ganske ortodokst holde sig til denne jubilæumstrend, som pågår lige nu, og gribe fat om en af kristenhedens, filosofiens, matematikkens, litteraturens og opfindelsernes banebrydere - nemlig Blaise Pascal - og lave et nedslag i hans liv og virke - for at opdage, eller rettere genopdage, hvad denne mand fandt for vigtigt i livet??
Hermed bringes således en selvfortolket artikel med netop udgangspunkt i Pascal, med den lige så selvbestaltede, og svagt humoristiske overskrift:
Pascal efter 352 år
At læse om mennesker, som får en religiøs opvågen, er altid interessant; og midt i vores senmoderne livsverden er det da heller ikke så ’eksotisk,’ at mennesker i almindelighed, er ret åbne for forhold, som vedkommer vores eksistens, på et mere metafysisk (åndeligt) såvel som filosofisk niveau.
For mig som kristen er det således et godt udgangspunkt til at henlede opmærksomheden, på én for mig at se, ret bemærkelsesværdig religiøs opvågen; en godt nok gammel én af slagsen, men hvis aktualitet og betydning, kan have signifikant interesse for det senmoderne menneske og dets selvforståelse.
Jeg er personligt en bekendende kristen, og følgende beretning og redegørelse, tager derfor sit udgangspunkt i en kristen tilværelsesforståelse – en forståelse, jeg personligt tror, udgør den evigt salige indsigt, når det kommer til al snak om Gud, frelse, liv og evighed.
Et menneskes liv kan tage mange veje, og valgene i livet er stort set uendelige. Dagligt træffes valg, som mere eller mindre simpelt bekræfter, at vi er mennesker, der tænker og handler. Men, forestil dig, om man en dag traf et helt utroligt valg – et som var skelsættende. Lad os se lidt på et sådan valg, samt hvad dette kan fortælle os mennesker, i den omtalte senmoderne virkelighed.
I år er det nemlig 352 år siden, at en gigant inden for naturvidenskab, litteratur og teologi døde, nemlig den franske filosof Blaise Pascal (1623 – 1662). Om Pascal siges det bl.a., at ”han var et titanisk intellekt, der kunne sprænge en spinkel krop.”
I dag står Pascal dels som en af naturvidenskabens kæmper. Som 16-årig skrev han eks. en banebrydende geometrisk afhandling, som 19-årig opfandt han regnemaskinen. Inden for matematikkens verden grundlagde han også sandsynlighedsregningen – et altså stort geni, der også som fysiker havde tilsvarende anlæg, hvor han er verdenskendt for metoden til måling af atmosfærisk tryk. Et næsten overmenneskeligt individ med fuld fart på, kan man konkludere om Pascal.
Således godt i gang med at forme sig som gigant inden for de intellektuelle kredse, kom Pascal ud i livsomstændigheder, der som Anders Raahauge, journalist på Kristelig Dagblad udtrykker det, ’gjorde at han fik et åndeligt gennembrud.’ Autenticiteten af dette gennembrud er også bevidnet for eftertiden på en seddel, som efter Pascals død fandtes indsyet i hans tøj, og ordene som stod skrevet var følg: ”Fryd, fryd, tårer af fryd. Dette er det evige liv, at kende dig, den eneste sande Gud, og ham du sendte, Jesus Kristus.” Det Pascal altså oplevede midt i sit fremstormende liv, var en religøs opvågen, hvor han så Kristus, med hvad man som kristen, kunne kalde ’udhvilede’ øjne.
Pascal fortog nu det skelsættende valg, at vie liv og levned for Gud. Et umiddelbart dybere og mere skelsættende valg, end de umiddelbart normale og hverdagsagtige, vi alle træffer dagligt.
Efter dette åndelige gennembrud, er det nemt at forestille sig, at Pascal ville have smidt alt fra sig, og svæve væk på en lyserød sky med harpe i favnen. Men nej! Pascal havde mødt sin Gud, og med samme iver og ildhu, som da han oplyste menneskeheden om naturens love og principper, ville han nu udbrede kristendommen, samt gå til forsvar for den kristne tro og Kristus. Hele Pascals arbejde kom således herefter til at omhandle kristne forhold generelt, samt de kristne omstændigheder, som udgjorde datidens Frankrig, men hvis hele sum, indhold og tanker, som indledningsvist nævnt, fik sin betydning og aktualitet dengang som nu.
Datidens menneske i Frankrig, samt i andre dele af Vesten, var på Pascals tid, i nogen henseende, ikke så forskellig fra mennesket i dag. I eks. Frankrig var der i 1700-tallet masser af ’tvivlere’ og ateister, såvel som vi oplever det nu til dags. Og yderligere; på samme måde som vi i dag har relativ åbenhed for nye tanker og ideer, både videnskabeligt og religiøst, i hvert fald i Vesten, således var det også tilfældet til en vis grad på Pascals samtid. De tanker om kristendommen, som Pascal altså dengang formulerede, har netop af disse omstændigheder deres betydning og relevans for mennesket nu, som det fik dengang.
At se tilbage på en mands arv og betydning, og religiøse opvågen ud fra den optik – er ikke uden fornuft, tænker jeg. Men, hvad har Pascal så at sige os? Og, hvilken betydning har hans tanker for os efter 352 år? Inden jeg prøver at svare på de spørgsmål, samt antyde deres relevans, da kunne det være gavnligt med en kort sammenfatning af samfundet på dels Pascals tid samt i dag. Et samfund, som for datiden, primært var styret af en herskende adelig, intellektuel og borgerlig overklasse.
Pascals Frankrig/Paris, var på ingen facon et glansbillede på kristen liv og moral. Særligt blandt overklassen, i samfundets elite, levede man et liv i ekstrem luksus og udsvævelse. Med Ludvig d. 14 (Solkongen) i spidsen optrådte adelen både vulgært og voldsomt. Perioden benævnes, ’den mondæne periode,’ og det er også her, at den franske libertinisme har sit udspring. Libertinismen udgjorde bl.a. den tanke, at Guds ånd gennemstrømmede alt og alle, hvorfor intet menneske kunne fordømmes. Synder eller ej, så var Guds ånd stadig i det enkelte individ, trods gerninger og handlinger...
Ud fra Libertismens tanke, havde individet altså Guds accept og velsignelse, uanset type af livsførelse. Ikke underligt at overklassen dyrkede denne gudsopfattelse i stort omfang, til retfærdiggørelse af egne udsvævelser.
Over for den ’forhærdede’ del af overklassen, var der i Paris en lidt mere ’samvittighedsbevidst’ gruppe, også blandt det bedre borgerskab, der søgte kristendommen, dog i en udvandet udgave – en ’kristendom light.’ I forhold til dem kom jesuitterne særligt i spil. Jesuitterne behagede med deres lære og undervisning de ’bange sjæle,’ og gjorde vejen til Gud så bekvem og sorgfri som muligt; og opnåde på den måde stor magt i samfundet. Dels indeholdt Jesuitternes skriftebøger tabeller og lister, for de beløb, som udløste sanering og tilgivelse for diverse synder og laster. Sammenholdt med jesuitternes praksis, var libertinismen i datidens Paris, med til at skabe en livsførelse og et gudsbillede, hvor al renhed i kristen moral og etik, var udryddet.
I stedet for Gud, var det mennesket i centrum – styrende Gud - med en snedig moral, fuld af kattelemme til at behage og berolige samvittigheden. Og, det var midt i dette forfald, blandt datidens overklasse, at Pascal for alvor tog fat i sine kristne skriverier, med stor harme i sin tilbagevisning af jesuitternes lære og libertismen. Modsat de to aktørers indflydelse på kristendommen og livet, i Pascals Paris, formulerede Pascal dels sit hovedværk ’Tanker’ (et logisk forsvar for den rene kristendom) og senere sine ’Provincialbreve,’ der var en satire over jesuitternes lære og magtbegær.
Men, således rammen om Pascals Frankrig/Paris.
Det som er centralt at uddrage fra Pascal samtid, er det syn mennesket havde på sig selv og sin omverden. Dog, her er mest tale om det bedre borgerskabs syn på eget liv og levned; og bemærk, dengang var det især mennesket over for Kirken, der var centralt. Udover jesuitternes og libertismens indflydelse i samfundets øverste lag, er perioden også kendetegnet ved oplysningstiden. Mange af de førende folk inden for denne historiske periode, går mere og mere væk fra Gud, kirke og kristen tro, som eneste autoritet, og sætter i stedet mennesket i centrum, frigjort fra Gud. Således blev udviklingen og menneskesynet, at frihed erhverves/vindes gennem selvstændighed, selvrealisering samt frigørelse fra alle snærende institutioner, især den kirkelige. Kort sagt, man er sin egen lykkes smed, som det hedder, og frihed = en selv!
Men, hvad med i dag, hvordan er menneskesynet og hvordan defineres friheden?
Det der er redegjort for, ud fra det 17- århundredes optik, mener jeg, vi ser i en ekstrem grad i dag, i nutidens vestlige samfund. Mennesket har sprængt alle rammer omkring sig, og frigør sig mere og mere fra fællesskaber. Mennesket er blevet et slags epicenter, som hævder egne rettigheder, og sprænger alle rammer, især moralsk/etisk.
'
En redegørelse følger her:
Professor i filosofi, Svend Brinkmann fra Aalborg Universitet, siger følg: ”Det er vanligt at fremstille Vestens historiske udvikling gående hen imod en større og større grad af frihed, autonomi og selvbestemmelse for individerne. Vi er ikke længere bundet til slægt, tradition, nation, religion eller klasse. Stavnsbåndet er ophævet, kvinder har stemmeret, og ytringsfrihed- og religionsfrihed er indført. Vi kan således alle blive, hvad vi er. I hvert fald hvis evnerne rækker til det.”
Brinkmanns tese er ikke eksklusiv, disse tanker deles af andre end ham selv, men eksemplet er medtaget for at inddrage et argument for, at individet i dag er sikret en næsten total uafhængighed, fra næsten/medmennesket.
Argumentet styrkes yderligere her, også af Brinkmann: ”Friheden og den individuelle autonomi er sikret politisk i de moderne demokratier gennem personlige rettigheder, såsom ejendomsret, stemmeret, ret til uddannelse, ret til ytrings og forsamlingsfrihed, samt retten til at bestemme over egen krop.” Kort sagt, de vestlige samfund er indrettet med en række teknikker, der danner fundament for, at individets personlige frigørelse kan realiseres.
Så meget for ’One Big Happy Family.’ I de vestlige ’fællesskabende’ demokratier ligger altså en nøgle gemt, en nøgle til at åbne døren for selvet. Parentes bemærket kan det siges, at Brinkmann også klart mener, at demokrati på alle måder fordrer fællesskab, men at man i dag ser en voldsom udnyttelse af de friheder fællesskabet åbner op for, så devisen nærmere er blevet: At sikre sig selv, inden hensynet til ens nabo og næste medtænkes.
Men, er der så eksempler på denne selvrealisering nogen steder?
Brinkmann fortsætter: ”Man støder på begreberne selvrealisering, selvudvikling og personlig udvikling inden for et stigende antal livsområder. Især inden for arbejdsmarkedet ser man selvrealiseringen og dets identitetsskabende element udtrykt i praksis. Virksomheder annoncerer rutinemæssigt efter medarbejdere med mod på faglig og personlig udvikling. Ligesom også ledere og medarbejdere ofte sendes på selvudviklingskurser. Yderligere, fra folkeskolen lyder formålsparagraffen således: ’Folkeskolens opgave er i samarbejde med forældre at fremme den enkelte elevs kundskaber, færdigheder, arbejdsmetoder og udtryksformer.’ Med argumentet strakt helt ud, da ser vi allerede i de første institutioner, barnet møder, at filosofien om det enkelte menneskes iboende kraft og evne til udvikling og forandring hersker.” Dette var Brinkmann for nu.
Sidst i denne redegørelse for nutidens individualisering kommer så det moralsk/etiske anliggende, der må være en naturlig konsekvens af den måde vi i dag har indrettet samfundet. Her henviser jeg til filosoffen Michel Foucault (1926-1984).
Foucault mener, at individets frisættelse i dag har nået et punkt, hvor man pudser og retter sig selv til i ekstrem grad. Og, dette især moralsk/etisk. Han snakker om selvet som et projekt, eller selvet som kunstværk. Moral og etik defineres ikke længere ud fra noget fællesskab, nej, det defineres ud fra en selv. Menneskets morale er subjektiv; kirke, fællesskab og normer er ikke så interessante. Sven Brinkmann afslutter Foucaults tanker sådan her: ”Intet har værdi i sig selv, uafhængigt af mennesket, hævdes det med Foucault. En objektiv moralopfattelse afvises.”
Det er ganske tydeligt, at der godt kan dannes grundlag for at mene, at nutidens menneske i Vesten, har sig selv i centrum. Dette var også tilfældet i ret stor grad på Pascals tid. Dengang ville individet frisættes fra især Kirken, og siden alt andet med oplysningstiden. I dag vil vi især frisættes fra alle vore medmenneskers tanker og holdninger til os, ja endda demokratiet, og selv definere rigtigt og forkert.
Det var således min samstilling af menneskesynet på Pascals samtid, over for menneskesynet i dag. Rammerne for de to samfund er forskellige, men tendensen ret ens: Mennesket vil frigøres, bestemme og leve ALENE, for sig selv. Uden andre individer eller institutioner/fællesskabers forstyrrelser.
Ja og nu skal Pascal så på banen, det er jo som nævnt 350 årsdagen for hans død. For hvad kan han lære os? Hvorfor var det, at hans religiøse opvågen overhovedet er relevant for os nu i den senmoderne verden? Først vil jeg sige, at Pascals tanke er, at mennesket dengang, og da særligt nu, indeholder en enorm usund tro på sig selv; en tro som i sidste instans gør individet til en ø midt i verdenshavet. Pascal vil fortælle os, at vores egne aktiviteter i historien viser, at vi netop ikke kan selv - og modsat - at kristendommen, fortæller om behovet for frelse og forvandling, samt at sand frihed/sandhed opleves i fællesskabet med Gud.
Her følger så Pascal:
Med kirkefaderen Augustin sagde han følg: ” Den kristne tro går næsten udelukkende ud på to ting: Vor naturlige fordærvelse og frelsen ved Jesus Kristus.” Med denne sætning giver Pascal udtryk for sin tro på, at mennesket er dømt til synden, på baggrund af sit fald. Af denne årsag kan mennesket derfor ikke være sig selv over for Gud, hævder Pascal, ligesom den kristne eksistentialist Søren Kirkegaard også udtrykker det. Mennesket er kort sagt, ikke længere i Guds billede, netop på grund af synden. Mennesket søger som konsekvens heraf ikke længere Gud (hvilket er det naturlige for mennesket, tænker Pascal), resultatet bliver, at alt andet er hans natur.
Med alt kan vi tænke på, ja alt; men for Pascal er det især menneskets selvdyrkelse, som kommer i fokus. Han siger det sådan: ”Eftersom det faldne menneske ikke søger Gud vil det søge alt andet. Da menneskets sande natur er gået tabt, bliver alt hans natur. Og mere end noget andet interesserer mennesket sig for sit omdømme. Popularitet og status er vores inderste bekymring.” At søge sig selv, leve kun for sig selv, ja uden Gud i livet, er en fordærvelse, mener Pascal; og det var da også dette mennesket var i færd med på Pascals samtid, i udstrakt grad, lig vi ser det i dag.
I Bibelen læser vi følg til opsummering af Pascals tanker med dette: "Der er ingen forstandig, der er ingen som søger Gud; afvegne er alle, til hobe fordærvede, ingen gør godt, end ikke en eneste.” Romerne kap. 3 v. 11-12 og 18: ” Gudsfrygt har de (menneskene) ikke for øje.” Det egentlige fald for Pascal stod i, at mennesket ikke søgte Gud for liv og sandhed, kun sig selv. Her taler han også ind i oplysningstiden, hvor man til en vis grad via naturvidenskaben, forsøgte at dræbe tanken om Gud.
Men, hvad med omdømme og selvet i dag, tænkt med Pascal? Ja, man har vel næppe har set så meget selvfokusering som i dagens samfund. Prøv bare at slå op på eks. tv 2, tv 3 og 3+. Her findes ’gode’ ungdomsprogrammer som ’Fristet,’ ’Paradise Hotel,’ ’Divaer i Junglen,’ ’Voice,’ ’Idols,’ ’Popstars’ osv. Ideen bag disse programmer, er at udstille og fremhæve enkelt individers fald og succes. Fællesskaber i disse sammenhænge er kamppladser, hvor hård udskillelse finder sted.
'
Medier i dag lever af disse unge. Pascal fremhæver: ”Vi sætter med glæde livet til, hvis blot der bliver talt om det.” Dette opleves flere steder i vores verden. Folk går på kompromis med deres egen person, samt ære, for at blive kendt og feteret. Det er ikke fedt at være noget sammen med andre, nej man skal være noget alene, omkostningerne underordnet; her rammer Pascals tanker sammen med Brinkmanns samfundssyn, samt Focaults analyse af selvet.
Pascals opråb ind i denne selvets kultur, kommer så nu, og det er netop det vi kan lære af ham, sammenholdt med hans tanker om selvfokusering.
Hvad med Gud?
Hvordan synes I selv det går med al den selvfokusering, er livet da blevet bedre for jer selv og menneskeheden generelt?
Pascals svar ville være: 'Søg Gud og du skal finde ham, og blive friet fra dig selv og dit slaveri til selvet. Lev med Gud i sandhed, og tilværelsen vil forme sig roligere og mere næstekærligt, end hidtil set.'
Sådanne skelsættende tanker er måske lige præcis de tanker, som det senmorderne menneske trænger til at dvæle ved, når man skal vurdere sig selv og samfundet.
En gigant som Pascal kan bruges gennem tiderne, og hans emne for os omhandler forvandling og forandring ved troen på Gud.
Og her til sidst vil det være rimeligt at tage fat i en række bibelske skriftsteder, som også Pascal ville kunne godkende, og som kan bringe det enkelte individ nærmere Gud, i det senmoderne selvets samfund.
”Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.”
Mattæus kap. 6 v. 33. Alt det andet er mening, indhold og retning i tilværelsen.
”Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke som verden giver. Jeres hjerte forfærdes ikke og ikke være modløst.”
Johannes kap. 14 v. 27. Verden ønsker at præge til egoisme og selvrealisering. Gud ønsker modsat at skænke sin egen fred i hjertet, friet fra selvets stress og slaveri.
”Thi Guds nåde blev åbenbaret til frelse for alle mennesker.”
Titus kap. 1 v. 11. Frelsen giver Gud, og den er til alle som vil leve og tro ham.
”Thi når du med din mund bekender Jesus som Herre og i dit hjerte tror, at Gud opvakte ham fra de døde skal du blive frelst.”
Romerne kap. 19 v. 9. Tror du på Jesus med hjertet og vil du bekende med din mund, da er du begyndt på et nyt liv – der rækker ind i evigheden.
Pascal: ”Fryd, fryd, tårer af fryd. Dette er det evige liv, at kende dig, den eneste sande Gud, og ham, du udsendte, Jesus Kristus.”
For mig som kristen er det således et godt udgangspunkt til at henlede opmærksomheden, på én for mig at se, ret bemærkelsesværdig religiøs opvågen; en godt nok gammel én af slagsen, men hvis aktualitet og betydning, kan have signifikant interesse for det senmoderne menneske og dets selvforståelse.
Jeg er personligt en bekendende kristen, og følgende beretning og redegørelse, tager derfor sit udgangspunkt i en kristen tilværelsesforståelse – en forståelse, jeg personligt tror, udgør den evigt salige indsigt, når det kommer til al snak om Gud, frelse, liv og evighed.
Et menneskes liv kan tage mange veje, og valgene i livet er stort set uendelige. Dagligt træffes valg, som mere eller mindre simpelt bekræfter, at vi er mennesker, der tænker og handler. Men, forestil dig, om man en dag traf et helt utroligt valg – et som var skelsættende. Lad os se lidt på et sådan valg, samt hvad dette kan fortælle os mennesker, i den omtalte senmoderne virkelighed.
I år er det nemlig 352 år siden, at en gigant inden for naturvidenskab, litteratur og teologi døde, nemlig den franske filosof Blaise Pascal (1623 – 1662). Om Pascal siges det bl.a., at ”han var et titanisk intellekt, der kunne sprænge en spinkel krop.”
I dag står Pascal dels som en af naturvidenskabens kæmper. Som 16-årig skrev han eks. en banebrydende geometrisk afhandling, som 19-årig opfandt han regnemaskinen. Inden for matematikkens verden grundlagde han også sandsynlighedsregningen – et altså stort geni, der også som fysiker havde tilsvarende anlæg, hvor han er verdenskendt for metoden til måling af atmosfærisk tryk. Et næsten overmenneskeligt individ med fuld fart på, kan man konkludere om Pascal.
Således godt i gang med at forme sig som gigant inden for de intellektuelle kredse, kom Pascal ud i livsomstændigheder, der som Anders Raahauge, journalist på Kristelig Dagblad udtrykker det, ’gjorde at han fik et åndeligt gennembrud.’ Autenticiteten af dette gennembrud er også bevidnet for eftertiden på en seddel, som efter Pascals død fandtes indsyet i hans tøj, og ordene som stod skrevet var følg: ”Fryd, fryd, tårer af fryd. Dette er det evige liv, at kende dig, den eneste sande Gud, og ham du sendte, Jesus Kristus.” Det Pascal altså oplevede midt i sit fremstormende liv, var en religøs opvågen, hvor han så Kristus, med hvad man som kristen, kunne kalde ’udhvilede’ øjne.
Pascal fortog nu det skelsættende valg, at vie liv og levned for Gud. Et umiddelbart dybere og mere skelsættende valg, end de umiddelbart normale og hverdagsagtige, vi alle træffer dagligt.
Efter dette åndelige gennembrud, er det nemt at forestille sig, at Pascal ville have smidt alt fra sig, og svæve væk på en lyserød sky med harpe i favnen. Men nej! Pascal havde mødt sin Gud, og med samme iver og ildhu, som da han oplyste menneskeheden om naturens love og principper, ville han nu udbrede kristendommen, samt gå til forsvar for den kristne tro og Kristus. Hele Pascals arbejde kom således herefter til at omhandle kristne forhold generelt, samt de kristne omstændigheder, som udgjorde datidens Frankrig, men hvis hele sum, indhold og tanker, som indledningsvist nævnt, fik sin betydning og aktualitet dengang som nu.
Datidens menneske i Frankrig, samt i andre dele af Vesten, var på Pascals tid, i nogen henseende, ikke så forskellig fra mennesket i dag. I eks. Frankrig var der i 1700-tallet masser af ’tvivlere’ og ateister, såvel som vi oplever det nu til dags. Og yderligere; på samme måde som vi i dag har relativ åbenhed for nye tanker og ideer, både videnskabeligt og religiøst, i hvert fald i Vesten, således var det også tilfældet til en vis grad på Pascals samtid. De tanker om kristendommen, som Pascal altså dengang formulerede, har netop af disse omstændigheder deres betydning og relevans for mennesket nu, som det fik dengang.
At se tilbage på en mands arv og betydning, og religiøse opvågen ud fra den optik – er ikke uden fornuft, tænker jeg. Men, hvad har Pascal så at sige os? Og, hvilken betydning har hans tanker for os efter 352 år? Inden jeg prøver at svare på de spørgsmål, samt antyde deres relevans, da kunne det være gavnligt med en kort sammenfatning af samfundet på dels Pascals tid samt i dag. Et samfund, som for datiden, primært var styret af en herskende adelig, intellektuel og borgerlig overklasse.
Pascals Frankrig/Paris, var på ingen facon et glansbillede på kristen liv og moral. Særligt blandt overklassen, i samfundets elite, levede man et liv i ekstrem luksus og udsvævelse. Med Ludvig d. 14 (Solkongen) i spidsen optrådte adelen både vulgært og voldsomt. Perioden benævnes, ’den mondæne periode,’ og det er også her, at den franske libertinisme har sit udspring. Libertinismen udgjorde bl.a. den tanke, at Guds ånd gennemstrømmede alt og alle, hvorfor intet menneske kunne fordømmes. Synder eller ej, så var Guds ånd stadig i det enkelte individ, trods gerninger og handlinger...
Ud fra Libertismens tanke, havde individet altså Guds accept og velsignelse, uanset type af livsførelse. Ikke underligt at overklassen dyrkede denne gudsopfattelse i stort omfang, til retfærdiggørelse af egne udsvævelser.
Over for den ’forhærdede’ del af overklassen, var der i Paris en lidt mere ’samvittighedsbevidst’ gruppe, også blandt det bedre borgerskab, der søgte kristendommen, dog i en udvandet udgave – en ’kristendom light.’ I forhold til dem kom jesuitterne særligt i spil. Jesuitterne behagede med deres lære og undervisning de ’bange sjæle,’ og gjorde vejen til Gud så bekvem og sorgfri som muligt; og opnåde på den måde stor magt i samfundet. Dels indeholdt Jesuitternes skriftebøger tabeller og lister, for de beløb, som udløste sanering og tilgivelse for diverse synder og laster. Sammenholdt med jesuitternes praksis, var libertinismen i datidens Paris, med til at skabe en livsførelse og et gudsbillede, hvor al renhed i kristen moral og etik, var udryddet.
I stedet for Gud, var det mennesket i centrum – styrende Gud - med en snedig moral, fuld af kattelemme til at behage og berolige samvittigheden. Og, det var midt i dette forfald, blandt datidens overklasse, at Pascal for alvor tog fat i sine kristne skriverier, med stor harme i sin tilbagevisning af jesuitternes lære og libertismen. Modsat de to aktørers indflydelse på kristendommen og livet, i Pascals Paris, formulerede Pascal dels sit hovedværk ’Tanker’ (et logisk forsvar for den rene kristendom) og senere sine ’Provincialbreve,’ der var en satire over jesuitternes lære og magtbegær.
Men, således rammen om Pascals Frankrig/Paris.
Det som er centralt at uddrage fra Pascal samtid, er det syn mennesket havde på sig selv og sin omverden. Dog, her er mest tale om det bedre borgerskabs syn på eget liv og levned; og bemærk, dengang var det især mennesket over for Kirken, der var centralt. Udover jesuitternes og libertismens indflydelse i samfundets øverste lag, er perioden også kendetegnet ved oplysningstiden. Mange af de førende folk inden for denne historiske periode, går mere og mere væk fra Gud, kirke og kristen tro, som eneste autoritet, og sætter i stedet mennesket i centrum, frigjort fra Gud. Således blev udviklingen og menneskesynet, at frihed erhverves/vindes gennem selvstændighed, selvrealisering samt frigørelse fra alle snærende institutioner, især den kirkelige. Kort sagt, man er sin egen lykkes smed, som det hedder, og frihed = en selv!
Men, hvad med i dag, hvordan er menneskesynet og hvordan defineres friheden?
Det der er redegjort for, ud fra det 17- århundredes optik, mener jeg, vi ser i en ekstrem grad i dag, i nutidens vestlige samfund. Mennesket har sprængt alle rammer omkring sig, og frigør sig mere og mere fra fællesskaber. Mennesket er blevet et slags epicenter, som hævder egne rettigheder, og sprænger alle rammer, især moralsk/etisk.
'
En redegørelse følger her:
Professor i filosofi, Svend Brinkmann fra Aalborg Universitet, siger følg: ”Det er vanligt at fremstille Vestens historiske udvikling gående hen imod en større og større grad af frihed, autonomi og selvbestemmelse for individerne. Vi er ikke længere bundet til slægt, tradition, nation, religion eller klasse. Stavnsbåndet er ophævet, kvinder har stemmeret, og ytringsfrihed- og religionsfrihed er indført. Vi kan således alle blive, hvad vi er. I hvert fald hvis evnerne rækker til det.”
Brinkmanns tese er ikke eksklusiv, disse tanker deles af andre end ham selv, men eksemplet er medtaget for at inddrage et argument for, at individet i dag er sikret en næsten total uafhængighed, fra næsten/medmennesket.
Argumentet styrkes yderligere her, også af Brinkmann: ”Friheden og den individuelle autonomi er sikret politisk i de moderne demokratier gennem personlige rettigheder, såsom ejendomsret, stemmeret, ret til uddannelse, ret til ytrings og forsamlingsfrihed, samt retten til at bestemme over egen krop.” Kort sagt, de vestlige samfund er indrettet med en række teknikker, der danner fundament for, at individets personlige frigørelse kan realiseres.
Så meget for ’One Big Happy Family.’ I de vestlige ’fællesskabende’ demokratier ligger altså en nøgle gemt, en nøgle til at åbne døren for selvet. Parentes bemærket kan det siges, at Brinkmann også klart mener, at demokrati på alle måder fordrer fællesskab, men at man i dag ser en voldsom udnyttelse af de friheder fællesskabet åbner op for, så devisen nærmere er blevet: At sikre sig selv, inden hensynet til ens nabo og næste medtænkes.
Men, er der så eksempler på denne selvrealisering nogen steder?
Brinkmann fortsætter: ”Man støder på begreberne selvrealisering, selvudvikling og personlig udvikling inden for et stigende antal livsområder. Især inden for arbejdsmarkedet ser man selvrealiseringen og dets identitetsskabende element udtrykt i praksis. Virksomheder annoncerer rutinemæssigt efter medarbejdere med mod på faglig og personlig udvikling. Ligesom også ledere og medarbejdere ofte sendes på selvudviklingskurser. Yderligere, fra folkeskolen lyder formålsparagraffen således: ’Folkeskolens opgave er i samarbejde med forældre at fremme den enkelte elevs kundskaber, færdigheder, arbejdsmetoder og udtryksformer.’ Med argumentet strakt helt ud, da ser vi allerede i de første institutioner, barnet møder, at filosofien om det enkelte menneskes iboende kraft og evne til udvikling og forandring hersker.” Dette var Brinkmann for nu.
Sidst i denne redegørelse for nutidens individualisering kommer så det moralsk/etiske anliggende, der må være en naturlig konsekvens af den måde vi i dag har indrettet samfundet. Her henviser jeg til filosoffen Michel Foucault (1926-1984).
Foucault mener, at individets frisættelse i dag har nået et punkt, hvor man pudser og retter sig selv til i ekstrem grad. Og, dette især moralsk/etisk. Han snakker om selvet som et projekt, eller selvet som kunstværk. Moral og etik defineres ikke længere ud fra noget fællesskab, nej, det defineres ud fra en selv. Menneskets morale er subjektiv; kirke, fællesskab og normer er ikke så interessante. Sven Brinkmann afslutter Foucaults tanker sådan her: ”Intet har værdi i sig selv, uafhængigt af mennesket, hævdes det med Foucault. En objektiv moralopfattelse afvises.”
Det er ganske tydeligt, at der godt kan dannes grundlag for at mene, at nutidens menneske i Vesten, har sig selv i centrum. Dette var også tilfældet i ret stor grad på Pascals tid. Dengang ville individet frisættes fra især Kirken, og siden alt andet med oplysningstiden. I dag vil vi især frisættes fra alle vore medmenneskers tanker og holdninger til os, ja endda demokratiet, og selv definere rigtigt og forkert.
Det var således min samstilling af menneskesynet på Pascals samtid, over for menneskesynet i dag. Rammerne for de to samfund er forskellige, men tendensen ret ens: Mennesket vil frigøres, bestemme og leve ALENE, for sig selv. Uden andre individer eller institutioner/fællesskabers forstyrrelser.
Ja og nu skal Pascal så på banen, det er jo som nævnt 350 årsdagen for hans død. For hvad kan han lære os? Hvorfor var det, at hans religiøse opvågen overhovedet er relevant for os nu i den senmoderne verden? Først vil jeg sige, at Pascals tanke er, at mennesket dengang, og da særligt nu, indeholder en enorm usund tro på sig selv; en tro som i sidste instans gør individet til en ø midt i verdenshavet. Pascal vil fortælle os, at vores egne aktiviteter i historien viser, at vi netop ikke kan selv - og modsat - at kristendommen, fortæller om behovet for frelse og forvandling, samt at sand frihed/sandhed opleves i fællesskabet med Gud.
Her følger så Pascal:
Med kirkefaderen Augustin sagde han følg: ” Den kristne tro går næsten udelukkende ud på to ting: Vor naturlige fordærvelse og frelsen ved Jesus Kristus.” Med denne sætning giver Pascal udtryk for sin tro på, at mennesket er dømt til synden, på baggrund af sit fald. Af denne årsag kan mennesket derfor ikke være sig selv over for Gud, hævder Pascal, ligesom den kristne eksistentialist Søren Kirkegaard også udtrykker det. Mennesket er kort sagt, ikke længere i Guds billede, netop på grund af synden. Mennesket søger som konsekvens heraf ikke længere Gud (hvilket er det naturlige for mennesket, tænker Pascal), resultatet bliver, at alt andet er hans natur.
Med alt kan vi tænke på, ja alt; men for Pascal er det især menneskets selvdyrkelse, som kommer i fokus. Han siger det sådan: ”Eftersom det faldne menneske ikke søger Gud vil det søge alt andet. Da menneskets sande natur er gået tabt, bliver alt hans natur. Og mere end noget andet interesserer mennesket sig for sit omdømme. Popularitet og status er vores inderste bekymring.” At søge sig selv, leve kun for sig selv, ja uden Gud i livet, er en fordærvelse, mener Pascal; og det var da også dette mennesket var i færd med på Pascals samtid, i udstrakt grad, lig vi ser det i dag.
I Bibelen læser vi følg til opsummering af Pascals tanker med dette: "Der er ingen forstandig, der er ingen som søger Gud; afvegne er alle, til hobe fordærvede, ingen gør godt, end ikke en eneste.” Romerne kap. 3 v. 11-12 og 18: ” Gudsfrygt har de (menneskene) ikke for øje.” Det egentlige fald for Pascal stod i, at mennesket ikke søgte Gud for liv og sandhed, kun sig selv. Her taler han også ind i oplysningstiden, hvor man til en vis grad via naturvidenskaben, forsøgte at dræbe tanken om Gud.
Men, hvad med omdømme og selvet i dag, tænkt med Pascal? Ja, man har vel næppe har set så meget selvfokusering som i dagens samfund. Prøv bare at slå op på eks. tv 2, tv 3 og 3+. Her findes ’gode’ ungdomsprogrammer som ’Fristet,’ ’Paradise Hotel,’ ’Divaer i Junglen,’ ’Voice,’ ’Idols,’ ’Popstars’ osv. Ideen bag disse programmer, er at udstille og fremhæve enkelt individers fald og succes. Fællesskaber i disse sammenhænge er kamppladser, hvor hård udskillelse finder sted.
'
Medier i dag lever af disse unge. Pascal fremhæver: ”Vi sætter med glæde livet til, hvis blot der bliver talt om det.” Dette opleves flere steder i vores verden. Folk går på kompromis med deres egen person, samt ære, for at blive kendt og feteret. Det er ikke fedt at være noget sammen med andre, nej man skal være noget alene, omkostningerne underordnet; her rammer Pascals tanker sammen med Brinkmanns samfundssyn, samt Focaults analyse af selvet.
Pascals opråb ind i denne selvets kultur, kommer så nu, og det er netop det vi kan lære af ham, sammenholdt med hans tanker om selvfokusering.
Hvad med Gud?
Hvordan synes I selv det går med al den selvfokusering, er livet da blevet bedre for jer selv og menneskeheden generelt?
Pascals svar ville være: 'Søg Gud og du skal finde ham, og blive friet fra dig selv og dit slaveri til selvet. Lev med Gud i sandhed, og tilværelsen vil forme sig roligere og mere næstekærligt, end hidtil set.'
Sådanne skelsættende tanker er måske lige præcis de tanker, som det senmorderne menneske trænger til at dvæle ved, når man skal vurdere sig selv og samfundet.
En gigant som Pascal kan bruges gennem tiderne, og hans emne for os omhandler forvandling og forandring ved troen på Gud.
Og her til sidst vil det være rimeligt at tage fat i en række bibelske skriftsteder, som også Pascal ville kunne godkende, og som kan bringe det enkelte individ nærmere Gud, i det senmoderne selvets samfund.
”Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.”
Mattæus kap. 6 v. 33. Alt det andet er mening, indhold og retning i tilværelsen.
”Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke som verden giver. Jeres hjerte forfærdes ikke og ikke være modløst.”
Johannes kap. 14 v. 27. Verden ønsker at præge til egoisme og selvrealisering. Gud ønsker modsat at skænke sin egen fred i hjertet, friet fra selvets stress og slaveri.
”Thi Guds nåde blev åbenbaret til frelse for alle mennesker.”
Titus kap. 1 v. 11. Frelsen giver Gud, og den er til alle som vil leve og tro ham.
”Thi når du med din mund bekender Jesus som Herre og i dit hjerte tror, at Gud opvakte ham fra de døde skal du blive frelst.”
Romerne kap. 19 v. 9. Tror du på Jesus med hjertet og vil du bekende med din mund, da er du begyndt på et nyt liv – der rækker ind i evigheden.
Pascal: ”Fryd, fryd, tårer af fryd. Dette er det evige liv, at kende dig, den eneste sande Gud, og ham, du udsendte, Jesus Kristus.”
